En dagbog er en bog til at skrive uformelle kronologiske, daterede indlæg.

Dagbog for perioden 24. maj til 15. juli 2007

Siden sidst…

Beklager den laaaange pause… Måske er det fordi, vi er ved at indse at ”begyndelsen til enden” på vores tid i Tumu er gået i gang, og derfor prioriterer at bruge tiden til at være sammen med folk, frem for at fundere og skrible og update dagbogen? I hvert fald er det længe siden vi sidst skrev et indlæg; og det er bestemt ikke fordi, der ikke er noget at skrive om. Tværtimod har de sidste par måneder været de mest intense og begivenhedsrige i lange tider!

Begivenhedsrige fordi der er sket en masse – bl.a. byder det følgende på en vanvittigt fed tur til fantastiske Mali m.m. Og intense fordi det er hårdt at skulle tage afsked med alle de fantastiske mennesker, vi har lært at kende og været tæt på det sidste års tid – måske lidt hårdere end forventet. Samtidig er vi for alvor begyndt at glæde os rigtig meget til at komme hjem igen, nu når det kommer nærmere.

Anyway vi nyder jo også at skrive dagbog, og det betyder meget for os at holde fast i jer derhjemme, der læser vores indlæg, og ikke mindst betyder det meget for os selv at fastholde alle vores store oplevelser vi har hernede!

Og som det fremgår i det følgende, er det er ikke småting der er sket siden sidste indlæg…

 

Mali here we come… unless 3 timers forsinkelse…

Vi tog til Mali på en forlænget weekend fra d. 24. maj til 29. maj, sammen med det engelske læererpar, Alan og Diane, som er nogle fantastiske, rare mennesker. Både fordi Mali i sig selv er helt fantastisk, og fordi turen blev krydret med visse dramatiske hændelse, blev det en meget begivenhedsrig og helt igennem uforglemmelig oplevelse!!!!!!!

Mali er landet med en af verdens ældste og mest myteomspundne byer – Timbouktou. Med sin placering langs Niger-floden udviklede sig til et rigt handelscentrum for købmandskaravanerne for tusinder af år tilbage. Den spiller den dag i dag stadig en central rolle for de samme karavaner, der stadig bringer salt og andet med sig gennem Sahara. Dog er Mali i dag verdens fjerde fattigste land! Nåh vi skulle for øvrigt slet ikke så langt nord på i Mali, at vi ville nå til Timbouktou.

Da Malis areal er rundt regnet 30 gange større end Danmarks, var vi nødt til at udvælge en bestemt destination. Og vi var ikke i tvivl – vi skulle til området ”Dogon Country” i den sydvestlige del af Mali! Området figurerer på Lonely Planets ”Top 10” over seværdigheder i hele Afrika, idet det perfekte miks af kultur og natur har gjort det til et tilløbsstykke for turister. Vi var dog heldige med at have det hele næsten for os selv; for i Lonely Planet kan man nemlig også læse, at man ikke bør tage derop mellem marts og juni pga varmen, hvilket de fleste andre havde taget til sig.

Nåh lige lidt om ”Dogon Country”…

For millioner af år siden rejser en 250 km lang og 300 m høj sandstensklippe sig op af Saharas sand i den sydvestlige del af Mali, pga. nogle tektoniske bevægelser i undergrunden. Omkring år 700 e.kr. bliver klippen indtaget af en pygmæstamme - området der i dag hedder ”Dogon Country”. Her indretter de sig i mudderhytter på bjergmassivets mest ufremkommelige afsatser, gerne en- tohundrede meter over jorden. Ideen er at beskytte sig mod omverdenens onde, fremmede mennesker og andre farer. Alt sammen resulterer i en lukket verden, hvor flere og flere små isolerede samfund skyder op, og hvor hvert samfund har deres egen fortolkning af verden. Fælles for dem er, at de er animister og tror på, at naturen har en særlig sammenhængskraft. Slangen, skildpadden og krokodillen bliver i den forbindelse som gjort til tre hellige dyrearter for Dogon folket.

Således går der 700 år indtil ca. 1400 e.kr. hvor Dogon bliver invaderet af muslimer nordfra, og pygmæere blev fordrevet. Området bliver sidenhen blandet med kristne, mens nogle animister holder stand - og sådan ligger landet også i dag…

2007 e.kr. (sidst i maj tidligt om morgenen) forlader en pakket landcruiser, med fire forventningsfulde turister Tumu med retning mod dette herlige Dogon Land. De kommer dog ikke længere end til grænsen ved Burkina Faso (Burkina Faso skal krydses for at komme til Mali), da de opdager, at det vigtige Browncard, der giver lov til at køre uden for Ghana, ikke er gyldigt. Det gyldige ligger i Tumu! Tilbage igen… En time senere kan turen genoptages!

 

Efter to timers kørsel nåede Burkinas hovedstad ”Ouagadougou” og klokken er henad ti, da den forlades igen. Herfra ”fuld pulle” mod Malis grænse!

Vi nåede grænsen i Burkinas nordvestlige side ved 15.00 tiden. Med en omgang gebrokken ”bon voyage… disting” (ingen af os er specielt gode til fransk, så vi måtte støtte os til Alans skolefransk, der fungerede til husbehov, trods hans Liverpoolske accent) kørte vi nord ud af Burkina og ind i ingensmandsland, inden vi nåede Malis grænse. Her ventede jordens flinkeste grænsevagter, så efter lidt ”bon bon” kunne vi styre de sidste 52 km mod byen Bankass, der ligger 12km syd for selve Dogon Country. Bankass var byen hvor vi skulle overnatte, og arrangere en guide der kunne hjælpe os på en tre dages vandretur, med to overnatninger inde i Dogon. Vi havde regnet med at de 52 km skulle tage en lille time… MEN

Efter halvanden times kørsel begyndte vi at snakke om, at vejen blev smallere og smallere, og sandet dybere og dybere. Dog var vi sikre på, at vi var på ret kurs, idet vi flere gange havde tjekket med forskellige forbipasserende ved at pege og spørge, ”Bankass, Bankass?”, hvortil alle havde nikket bekræftende til vores retning.

Ikke desto mindre stod den tre tons tunge krøjser pludselig på begge aksler i det reneste, fineste ørkensand, og hverken højt eller lavt firhjulstræk var til nogen nytte.

Det viste sig siden, at vi rigtig nok var på vej mod Bankass; men af den gamle vej (sti), som i dag bruges til æseltransport og som smuglerrute… Oven i købet var et uvejr på vej, og klokken nærmede sig 17.30 så det ville snart blive mørkt… Vi så os om, og konstaterede at der ikke var andre mennesker i miles omkreds.

Det gode ved sand (frem for mudder) er, at det kan fjernes uden at bilen synker, og vi vidste, at så snart akslerne var fri, skulle det lave firhjuæstræk nok hive bilen ud af sandet. Efter et halvt minuts konstateren, at ”det var da noget værre lort det her”, stod vi ud og gik i gang med at grave.

Som en begyndelse på graveseancen slog Ønne en kæmpe skid (panikken satte vidst gang i peristaltikken), som blev startskudet til de absolut varmeste minutter i vores 14 mdr. lange afrikaeventyr. Vi smed os i på maven det brændende ørkensand, der blev yderligere opvarmet af motoren, som pga. dybden, var i berøring med sandet. Eventyret var i så sandelig (altså sand ik´ ;-) i gang, men som altid i eventyr kommer redningen jo før eller siden. Her var det i form af en malineser med en rive!

Han havde været i nærheden i færd med at brænde bål. Med riven endte han med at grave lige så meget som os andre fire tilsammen. Havde det ikke været for ham, havde vi nok sovet i bilen natten over; og selvom vi havde masser af vand og en smule brød med, var det sgu rart at komme videre - så vi takker manden med riven!

Efter 15 minutters hektisk, og taktisk udgravning fik vi bilen bakket fri, og nu meldte spørgsmålet sig om vi turde fortsætte. Vi fik kommunikeret til manden med riven, om han ville tage med os i bilen til hans landsby (som vi havde en ide om ville være i nærheden). Om han forstod hvad det handlede om er svært at sige, men i hvert fald hi-jackede vi både ham og riven, og vi kørte den vej han pegede.

Undervejs indhentede uvejret os, og den stod på voldsomme vindstød, der momentvis begrænsede udsynet til nul! Dette kombineredes med lidt regn, så Ønnes øjne var ved at trille ud af hovedet for at holde bilen på sporet. Alle i bilen var dybt koncentrede om at kigge med, og en gang imellem, når vi mærkede at det kneb bilen at få fodfæste i sandbankerne, gøs vi alle lidt. I takt med blæsten voksede sandbankerne lynhurtigt, i kanten af stien, vi fulgte…

Nå men da vi så endelig nåede frem til hans landsby kiggede folk naturligvis på os med MEGET store øjne. Skæbnen ville, at de var igang med at holde en ceremoni, der skulle virke som en fejring af vejrguderne (regnen). Dette foregik ved at flere af børnene var iklædt dragter af grønne blade (se billederne). Derfor kiggede vi selvfølgelig med næsten endnu større øjne på dem. Altså! Man kører ude i den rene ørken, og ud af mørket vokser en landsby, hvor eneste vegetation er børn iklædt dragter af blade…! Det var en fuldstændig surrealistisk oplevelse.

Da vejen videre mod Bankass gik lige igennem landsbyens MEGET SMALLE ”gader” var det med 10 cm´s luft på hver side af krøjseren, at vi sneglede os gennem gaderne, samtidig med at folk stimlede TÆT sammen rundt om bilen og gloede… Den situation glemmer vi aldrig!

Til at guide os det sidste stykke til Bankass hi-jackede vi en 12 årig dreng, som kendte vejen. Vi var ret udmattede og meget glade og lettede, da der pludselig ud af møgvejret viste sig et skilt hvorpå der stod ”Bankass”. Vi ankom til hotellet, hvor vi troede, vi skulle sove på taget. Dog pga. vejret, afløstes denne idyl af et fængselslignende rum, med jerndør, hvor temperaturen var tæt på 40 grader!

Det bedste ved stedet var det udendørs bad og toilet faciliteter (Tine havde fået lidt bøvl med mausi undervejs, så vi andre nød godt af, at toilettet var under åben himmel!) og så guiden ”Seidu” som vi mødte samme aften.

Næste dag tidligt om morgenen kørte vi med guiden ind i Dogon Land, og sikke et landskab! Pludselig stod den føromtalte kæmpe sandstensklippe op foran os, og afbrød det tilsyneladende uendelige ørkenlandskab – det kan ikke beskrives, så derfor SE BILLEDERNE her på siden!

 

Resten af turen er en lang ”vandre-historie”, der helt i gennem blev fantastisk. Vi holdt os til planen alle dagene.

Dag 1 Dogon: efterlade bilen neden for klippen i lndsbyen ”Yaba-Talu”, vandre 300 meter op på toppen af klippen, vandre på toppen og holde frokost/siesta i Begnimato, herfra videre til Dourou, hvor vi skulle overnatte på taget af en lerhytte under stjernerne! Det var sjovt at vandre ad de udlagte stiger over de dybe kløfter, og så var det samtidig overvældende flot at vandre på toppen af en klippe hvor folk dyrker forskellige afgrøder på de skråeste skråninger.

Fra toppen blev vi for alvor klar over, hvilket unikt landskab vi befandt os i. De fleste bjergområder er jo omgivet af tilstødende højland. Men her var der kun det flade, sydlige Sahara så langt øjet rakte som kontrast til den stejle sandstensklippe vi stod oppe på!

Evaluering af dag 1: Drønvarmt, uforglemmelig nat på taget under åben himmel, fantastisk kus-kus med tomatstew til aftenmad, og masser af støv overalt.

Dag 2 i Dogon: Denne dag skulle foregå nedenfor klippen, hvor der ligger nogle meget interessante byer. Først: vandring tilbage til bilen, og derfra køre langs klippen til landsbyen ”Ende” (som sjovt nok ligger ligger i den den sydvestlige ende af klippen), og vandre derfra til ”Teli”, hvor vi besteg klippen for at komme tæt på nogle pygmæhuse, der er placeret oppe på nogle afsatser i 200 meters højde – helt vildt at se! Her så vi bl.a. hytter pyntet med de tidligere nævnte slanger, krokodiller og skildpadder. Hytterne er idag beskyttet af UNESCO; men Seidu fortalte, at de lokale, allerede inden dette selv havde taget sig af beskyttelsen af hytterne. De var førhen beboet af de lokales egne forfædre, og de skal naturligvis vises den respekt, at deres huse holdes i stand af deres efterkommere.

Herefter var det tilbage til ”Ende”, for at deltage i et ugentligt marked, og resten af dagen afslapning på campement i ”Ende” – også her var der overnatning på taget af en lerhytte.

Om aftenen var der tid til at snakke lidt med vores gode guide ”Seidu” på 21. En rigtig flink fyr, der havde lært sig engelsk til husbehov for at kunne guide, stammede fra en landsby i Dogon Land, og håbede på at jobbet kunne give ham råd til at få en uddannelse en dag. Han elskede Dogon Landet, idet det var hans kilde til indtjening, men lige så meget ønskede han at komme derfra, for han havde aldrig set andet end Mali… ”I think it is boring to walk the same route again and again”, sagde han. Vi sad samtidig og var helt målløse over Dogon landet, men kom pludselig ned på jorden igen, da hans perspektiver på livet ledte tankerne hen på, hvor fattige folk omrking os var (er). Vi snakkede derefter lidt til det malinesiske sundhedssystem, hvor det for alvor fremgik at Mali er meget fattigere og langt mere uorganiseret end Ghana – ja Ghana virkede helt rigt og velorganiseret ved siden af.

Evaluering af dag 2. Drønvarmt, uforglemmelig nat på taget under åben himmel, hyggelig snak med Seidu, fantastisk kus-kus med tomatstew til aftenmad, masser af støv.

Dag 3: Denne dag stod den på MEGET vandring. Vi skulle på samme vandring op på klippen og ned igen, og i mellemtiden besøge et par landsbyer! Her gik vi som det første hen til de gamle, og hilste pænt, takkede for at vi måtte være gæster i deres by, og gav dem kola-nødder som tak. Det var en lige så fantastisk dag som de foregående to, og tredjedagens store begivenhed var den ene af de byer vi besøgte. Fordi de meget sjældent fik besøg, pga. deres øde placering, blev vi budt velkommen af ca. 60 børn, som alle ville holde i hånd! De fulgte os på tæt hold på rundturen byen, der bl.a. bød på besøg hos nogle smede der smedede deres egne geværer. Meget imponerende… nærmest som at være på en anden planet. Da vi forlod landsbyen vinkede børnene og skrålede ”bye bye” lige så længe de kunne se os, og det var længe.

På nedstigningen begyndte Diane at få problemer med sig knæ, så hun fik lidt smertestillende, der tog det værste. Dette gjorde, at vi måtte ændre ruten, for at undgå de stejle steder, hvilket passede os andre fint. Det betød til gengæld, at turen blev et par timer længere end beregnet, og det er en del i 43 graders varme; selvom vi havde vand nok med. Bl.a. glemmer vi næppe det sidste stykke af nedstigningen, der foregik gennem en kløft, hvor luften stod fuldstændig stille… hold k… hvor var det varmt. Det gjorde dog bare glæden ved at komme ned endnu større. Naturligvis måtte Diane lige have sig et hvil i skyggen inden vi gik den sidste halve km hen til campementet, hvor vi boede. Hun nåede lige at sætte sig før hun besvimede.

Det viste sig dog at Diane har meget nemt ved at besvime, og siden hun besvimede ved Alans side i kirken for 25 år siden, da de skulle giftes, havde han været vandt til det!

Ønne hentede bilen sammen med guiden og de gamle ventede i skyggen, hvor Diane kom til sig selv.

Evaluering af dag 3. Drønvarmt, uforglemmelig nat på taget under åben himmel, fantastisk kus-kus med tomatstew til aftenmad, masser af støv.

 

På hjemturen på dag 4 ramte vi den rigtige vej, og samme 52 km´s strækning fra Bankass til Malis grænse tog denne gang en god halv time (frem for æselruten, der varede 3 timer!). Et voldsomt spændende og helt uforglemmeligt eventyr var ved at være slut. Ikke mindst var det fedt, fordi vi delte det hele med Alan og Diane, der var så taknemlige for at vi havde inviteret dem med, at de gav en omgang pizza og isdesert, da vi stoppede i Ouagadougou, inden den sidste del af turen mod Tumu.

Efter vores 3 dage i denne unikke, lukkede verden, har vi begge erfaret følelsen af at ”tiden kan stå stille”. Vi er ret overbeviste om, at Dogon ikke forandrer sig synderligt før den næste naturkatastrofe får det til at synke tilbage i undergrunden hvor det kom fra…

Fik vi sagt at det var en FED tur…;-)

 

Skal den pakkes ind…?

Borgmesteren (den pamper) har fået en fin ny bil, og ved et nærmere kig ind i bilens kabine den anden dag, afsløredes det, at han endnu ikke har taget plastikken af sæderne. Bevares så holder den jo også længere!

 

Gbele National Game Reserve, malaria eller bare hedeslag?

Vi tog afsted til Gbele Game Reserve i weekenden 9.-10. juni. Igen sammen med Alan og Diane, og denne gang med Thomas og Rikke også. Gbele ligger en times kørsel fra Tumu, og er egentlig det samme som Mole National Park, blot mindre og uden dyr…;-) Men det var en dejlig teltlejr de har sat op i området, så der manglede ikke noget. Dejligt sted at få ro om ørerne, og komme lidt væk fra den hektiske hverdag i Tumu.

Vi så i øvrigt den samme indpakningstendens i Gbele som i borgmesterens bil (se ovenfor) – her gjaldt det de, til turisterne indkøbte havemøbler, der stadig var i fineste plastkindpakning, mens vi benyttede dem.

Det var rigtig hyggelig tur, og et enkelt højdepunkt skal lige med: Da vi skulle på morgenvandring, gik vi kl. 6.30. Vi havde fået at vide at turen ville blive ca. 2 timer, hvorfor vi ikke indtog det store morgenkomplet før afgang. Dog gik der 4 en halv time inden vi var tilbage igen. Vi var derfor rigtig sultne da vi satte os til morgenbordet. Ønne havde en smule hovedpine, men den syntes at fortage sig med indtagelsen af morgenmaden. Dog blev det helt galt en halv times tid efter morgenmaden, hvor den stod på dundrende hovedpine, svimmelhed opkastning, og kulderystelser. Tine kunne da heller ikke forstå at Ønne partout skulle i middagssolen. Ønne sagde at han frøs! Tine indkredsede symptomerne på og konstaterede at der var tale om et ganske harmløst hedeslag. Ønne var dog ikke enig i diagnosen – ham mente det måtte være malaria, for en rigtig (jægers)mand får jo ikke uden videre solstik! Ikke desto mindre fortog malariaen sig, efter at Ønne havde indtaget et par liter vand, og var blevet overrislet med køligt vand fra nakken og ned i 20 minutters tid… Det var naturligvis til stor morskab for Diane, at Ønne blev ramt af samme ”sygdom”, som havde ramt hende et par uger tidligere, da hun besvimede af hedeslag i Mali.

Herefter havde alle det fint, og vi nød at holde weekend i det grønne, selvom vi stort set ikke så nogle dyr!

 

Og så fik vi hund…

Thomas og Ønne tog til Navrongo Health Research Centre fra 12.-14. juni, for den forsknings-komite, som IMCC er opstartere af, og som Ønne er sekretær for, skulle undervises der. Om aftenen var der komsammen med lærerne, der bød os på en ganske særlig egnsret for Navrongo – hund! Jo jo den smagte fantastisk, lidt hen ad… øøøhhh… jo skildpadde… nåh det er en anden historie.

 

I det hele taget var det en positiv oplevelse, for medlemmerne af komiteen syntes, at det var et godt kursus. Træningen har taget en del tid at arrangere, så det var rigtig rart, at det blev en succes.

Man sætter sine egne milepæle op undervejs i et ophold som vores. Dvs. at man forestiller sig nogle konkrete ting man kan nå indenfor sine ansvarsområder inden man skal efterlade det i hænderne på sine afløsere. At få afholdt kurset for komiteen var en af Ønnes milepæle. Ikke mindst var det rart at træningen klappede, for den øvrige del af ”Ønnes område” af projektet er kommet lidt i modvind hen over foråret. Måske nogen husker, at vi indledte et samarbejde med School of Public Health på University of Ghana, tilbage i Januar?

Til dette møde blev vi enige om, at et team skulle komme til Tumu inden det endelige samarbejde kom i gang. På det tidspunkt blev vi først lovet et besøg i februar, siden marts, så april, maj, juni… og så kom dødsstødet i juli – ”Vi regner stadig IMCC/Sissala Research Committee for potentielle, fremtidige samarbejdspartnere, men vi er pt. i gang med at revidere kvaliteten af vores igangværende samarbejdespartnere, og kan derfor ikke opstarte noget nyt lige i øjeblikket”, lød den nedslående besked fra School of Public Health!

Dette besøg var en anden milepæl, og det er sgu hårdt når man ikke når sådan en! Ønne blev frustreret over al den utilregnelighed, men så mindede Tine ham om, hvad vi havde diskuteret det i hjemmegruppen, mange gange inden vi var taget afsted: ”Man skal kunne kapere at ting går laaaaangsomt, og sjældent så smertefrit som man ønsker”.

Anyway hvis man er skuffet, er det svært at lave om, og kan der blive langt mellem den ideelle ”rigtige måde at tackle tingene”, og den umiddelbare reaktion i praksis, hvor følelserne er indblandet …

Nåh men skuffelsen har lagt sig, så pt. er der ikke andet at gøre, end på bedste ghanesermaner at læne sig tilbage og tænke… ”unless tomorrow”.

 

Nye penge… the value is the same!

D. 1. juli var skræringsdatoen mellem den gamle og nye cedis (Ghanas valuta). Med den gamle svarer 10.000 cedis til små 7 dkr. I den forbindelse har der været gang i syngereklamerne både på radio og TV. Tune f.eks. ind på 103,3 Mhz “Radio Upper West” og man belæreres med sangen: “One new ghana cedis is equal to 10.000 old ghana cedis… and 50 new pesewas are equal to 5000 old Ghana cedis… the value is the same…”. Sådan foretsætter sangen indtil alle nye og gamle pengesedler/mønter er sammenlignet på kryds og tværs.

Sagen er i øvrigt den uheldige, at der ikke er kommet sedler nok i omløb, så folk har måttet forlade banken med flere kg mønter i en stor pose – genialt. Det er nemlig blevet bankerne forbudt at udstede den gamle cedis, der dog stadig er gyldig året ud.

 

Farvel til Hippoen…

Som den opmærsomme læser sikkert kan genkalde sig, så berettede vi om en flodhest, der over en nat ankom til Tumu. Da den havde opholdt sig ret længe i vandhullet og ikke tegnede til at ville stikke af, blev der simpelthen tale om at Tumu Dam skulle indhegnes og en han-hippo skulle hentes og gøre hende selskab. Derved skulle en beskeden turist-attraktion være etableret i Tumu. Men men men - som før konstateret, så ridder ghaneserne ikke samme dag som de sadler… Bare ærgerligt, for den anden nat forlod den Tumu nøjagtig som den kom – over en nat. Nogen siger, at den siden er set på Wellembelle-egnen og andre beretter om Koong og Sakai; mens andre igen siger, at den er set i Tumu igen. Vi har ihvert fald ikke har set hende længe…

… (en uge senere)… nu er dælme tilbage i Tumu; vi har selv set det – Hippo hippo hurra!!!

 

Så´ der post og alt muligt andet…

Den anden dag var vi en smut i Wa, for at forny vores opholdstilladelse m.m. Som altid bliver en sådan mission udvidet til at omfatte transport af div. ting og personer. F.eks. mødte vi tilfældtigt postmanden fra Tumu, og han bad os transportere sækken med alle ugens breve til Tumu. Det er sgu da for fedt, at tingene kan køre så tilfældigt, på lod og trisse; og så alligevel fungere!

Udover ugens post havde vi en ekstra mand, 40 liter madolie, en kuffert samt en knallert med ud over vores egne gasflasker tilbage til Tumu.

 

Kun en pige

Rufia, Fussis 14 årige datter, har været på ferie hos noget familie i Obuasi, i den anden ende af Ghana. Hun ville gerne lidt lidt væk fra Tumu i sommerferien. Den anden dag (da hun havde været væk ca. 2 mdr.) spurgte vi Fussi, om han havde hørt fra Rufia, men da viste det sig, at han ikke vidste at hun var taget afsted…

Men han har jo også så mange sønner at tage sig af.

 

SMS…

Vores gode ven Abraham sendte os en besked, som vi har valgt at gengive her, til trods for at den er meget personlig. Beskeden er nemlig helt eksemplarisk for en typisk ghaneser-jargon. Det er STORE ORD, og vi blev naturligvis meget glade for beskeden:

“One year ago you arrived in our beloved country with so many expectations and a good mission. I hope most of your expectations have been met. Your good human interpersonal relationship is a hallmark and shall never be forgotten. I wish you the very best of everything in life. Thanks for being special friends to me and my family. Have a wonderful day. TO TINE AND ANDERS”

Sms modtaget fra Abraham d.7. juli 2007 dagen efter en fest.

 

 

Nu vi er ved SMS-beskeder. Den anden dag var vi dårligt nok vågnet endnu, da vi modtog en besked fra selveste sundhedsministeriet; den handlede om det sunde i at sove:

Den, med mobil bemidlede, del af ghanas befolkning blev således formanet:

”Have a rest; it will restore your energy, renew your strength and prevent disease”. From Courtesy of Ministry of Health.

Sms modtaget i juni 2007 en tidlig morgen, hvor de fleste sikkert lå og sov.

 

Vi grinede af man fra sundhedsministeriet vælger at minde en hel befolkning om at sove. Vores indtryk er nemlig, at der i forvejen soves for meget på de forskellige kontorer, men der kan man jo blive overrasket.

Vi havde i øvrigt begge vores på det tørre efter 8 timer på den lange led. Beskeden er i tråd med det nye sundhedsparadigme i Ghana, der drejer sig om forebyggelse frem for behandling. Et paradigme, der gir mulighed for at være sund på den fede måde…zzz!

Folk med mobil (og det er efterhånden relativt mange) har ikke chance for at fravælge modtagelse af beskeden. Den gik nok ikke i Danmark, hvis man ikke kunne fravælge at blive beskudt med politiske budskaber, og da slet ikke når man ligger og sover sødt!

 

Det gad vi godt selv have set…

Selvom det ikke er os selv der har oplevet denne her, er den af en sådan kaliber, at vi har valgt at gengive den her som andenhånds-historie. Og vi kan levende forestille os det…

Alan og Diane (dem fra mali-turen) var i naboregionens (Upper East Region) hovedstad Bolgatanga, og her mødte de et særsyn. Lige ud for den bar hvor de fik en øl, parkerede en personbils-taxi, hvor der sad (eller sad og sad?) et æsel i kabinen. De hjalp det stakkels dyr ud af kabinen, sammen med en masse andre mennesker, og det havde naturligvis ikke været let!

 

Det kendte mærke?????

Ønne gjorde et røverkøb på weekly marked i Tumu den anden dag, da han for blot 15 dkr købte sig et arbåndsur i det kendte mærke EMPQRIQ ARMNI…

Det gik i stå efter nogle få timer!

 

 

Dagbog for perioden 28. april til 23. maj 2007

Retur mod Tumu øst om Volta

Dagen efter Rasmus og Lines hjemsendelse gik turen atter nordover. Vi besluttede at tage turen på grusvejen øst om Volta – bare for at se noget andet end den sædvanlige rute. Øst om Volta er enormt spektakulær med sine grønne, bløde bjerge. I øvrigt skulle vejen være rigtig god i tørtiden, inden vandet gør vejen til en forhindringsbane – det viste sig at holde stik. Vi havde en af vores venner fra Tumu med i bilen, englænderen Lucy.

Inden vi forlod Accra, ville vi bestille plads på Lucys hotel, for at forberede når Karina og Allan kommer d. 26. juni. Det kunne man desværre ikke; det var simpelthen forlang tid frem i tiden! Højst 5 dage før ankomst kunne vi ringe, og så havde han endda strukket sig ualmindeligt langt. Total ghanesisk!

En times tid efter at have forladt Accra kom vi til Akosombo dæmningen. Her så vi med egne øjne, hvorfor strømmen af og til lukkes ned i Ghanas forskellige regioner – vandstanden er meget lav i Volta, så det kniber med strømproduktionen. Vi forsøgte her at arrangere en lille sejlads på Volta til vores næste ferie, men det var kun delvist muligt. Arrangerings-manden lovede, at når vi kom, skulle vi bare henvende os, så skulle manden med båden nok være klar. ”Men hvad hvis han sejler med andre?”, spurgte vi. ”Det gør han ikke”, svarede manden. Anyway, vi får se… Ihverfald håber vi på at det kan lade sig gøre, for nøøøjjj hvor er det et flot område!

Bagefter døllede vi nordpå i krøjseren, begge med en følelse af, at vi skulle op på hesten igen, og geares til de nye tider. Vi var trætte og mætte af indtryk efter 14 dage på 6 forskellige hoteller.

Sådan sad vi og hang lidt, da vi kom rullende gennem en landsby. En 30-40 børn var i gang med at danse. Da de helt spontant dansede sig nærmere bilen, blev vi begge overvældet af den spontane livsglæde de små unger udstrålede. Hvis de kunne være så glade så skulle vi da skamme os over at sidde og hænge… Vi nuppede lige et lille videoklip af ungerne, inden vi trillede videre.

Opstemte, over at Ghanas mennesker nok engang havde slået benene væk under os, fortsatte vi mod Nkwanta, hvor vi skulle overnatte. Undervejs passerede vi en masse ungdomsklubber; hvilket åbenbart er meget populært øst for Volta! Det blev det kun sjovere af:

Top Niggers Club (motto: ”Benediction belongs to all”)

Itallians Club (ja, med to l´er – motto: “Do the right thing”)

City Hunters Fun Club (motto: “we can hunt what you can´t kill”)

Gentle Club (motto: “forgive and forget”)

Super A1 Club, Champignon Club Masters, Justice Club

Respect Club (motto: “Sea never dry”)

Lige inden Nkwanta passerede vi en spirituel behandler uden smalle steder – han reklamerede: ”Contact Mamisi Dalike for any spiritual help”.

Vi overnattede på et vildt lækkert hotel i Nkwanta – det lignede nærmest et palads som det lå mellem lerhytterne i en hvilken som helst Ghanesisk landsby. Og så havde det tv (med over 30 kanaler), varmt vand, air con og køleskab – men alt dette kunne være ligegyldigt for der var strømafbrydelse hele natten, og temperaturen ude lå et godt stykke over de 30 grader. Puha en varm nat!

 

Jagt med Fussi, Sammadu, Yakubu, og Thomas

Dette er fortællingen om en herretur, så det bliver i jeg-form.

Følgende er et skoleeksempel på, at en jagthistorie sagtens kan blive lang selvom man ikke har skudt noget.

Dagen efter vi kom tilbage til Tumu kom Fussi om, og spurgte hvad jeg skulle i den kommende weekend (5.-6. maj). Ikke noget!… dermed var der arrangeret jagt med overnatning i bushen – Thomas ville rigtig gerne med!

Fredag eftermiddag kørte vi mod øst i retning af Kunchogu, vi skulle jage i området kaldet ”Banu”.

Thomas, Sammadu (vores søndagsvagtmand), og Fussi var med i bilen. Vi stoppede undervejs, for vores sidste mand Yakubu skulle også med. Da vi ankom til hans compound blev vi naturligvis budt på mad. Her startede jeg så ud med at spise med venstre hånd, til stor morskab og undren for de andre.

Inden vi forlod compounded knækkede vi græsstrå med en ældgammel mand, der sad inde i en mørk lerhytte, som ”ældsten” i compoundet ofte gør. Vi bruger i Danmark udtrykket ”knæk og bræk”. Her knækkede og brækkede vi bare, uden at sige det. Det betyder det samme: ”held og lykke på jagten”. Dermed var vi mere end klar til at tage ud i bushen.

Fussi havde allerede inden afgang insisteret på, at denne gang skulle jeg have en antilope på tasken hjem, og lånte mig derfor sin riffel – en 375 magnum. Den mand er simpelthen så rar!

Det var dog først næste morgen at der blev brug for riflen. Om aftenen tog vi på mørkejagt med pandelygter, og det foregår med jagtgevær, idet man skyder efter de lysende øjne. Yakubu insisterede på at assistere mig, da det var min første mørkejagt. Derfor gik han lige i hælene på mig og gav instrukser. Efter en times gåen lød der et skud et stykke fra os, og Fussi havde skudt en bush-cat. Kort efter havde jeg chancen til en lignende kat, men så klikkede bøssen sgu! Ud med patronen og i med en ny… 20 meter bagved katten lyste i det samme nogle endnu større øjne. Yakubu viskede at det var en lille antilope-art kaldet ”Duiker”. Endnu bedre… op med bøssen og… klik. Lyset fra både katten og Duikeren forsvandt og et stk. gevær var billigt til salg!

Omkring kl.22.30 efter små 3 timers mørkejagt mødtes vi i lejren, hvor det var tid til teltopstilling. Thomas og jeg var trætte, så det gik stærkt. Imens tændte Sammadu et lille bål og lagde Fussis bushcat på bålet, med hud og hår. Begrundelsen for denne metode, fortalte Sammadu, er, at man let kan barbere byttet bagefter, og derved kan man også spise skindet – ja der må jo ikke gå noget til spilde!

Imens nuppede Fussi og Yakubu lige en lille ekstrajagt ned til flodbredden for at se efter en krokodille. De kom dog tomhændede tilbage ved 1-tiden. Derefter var der natmad ved bålet - Sammadu og Yakubu delte indvoldene fra katten. Det blev sirligt anrettet på toppen af en gl. overskåren plastdunk, som de fandt et sted. Specielt imponerende var det at se Sammadu fortære det næsten 1 meter lange luftrør (så lang var katten ikke, men røret kan strækkes), uden at bide det over undervejs!

Det var ren hygge at sidde ved bålet. At det så var under en funklende stjernehimmel midt i Nordghanas bush, hvor der ikke hørtes en lyd, gjorde det ikke mindre fantastisk!

Resten af natten gik med ihærdige forsøg på at falde i søvn, og det blev max. til små tre timer, for kl. 5.00 var det op igen!

Dagen begyndte med et kæmpe chok! Jeg lettede presenningen på pick´upens lad for at få fat i teltposen, men i det samme stak Sammadu sit sorte hoved op – chok!! Han havde syntes, at der havde været for mange myg, og havde så lagt sig i ladet og lukket til med presenningen. Det kunne han da godt lige have sagt ;-)

Yakubu havde i øvrigt sovet på bagsædet, det var kun Thomas, Fussi og jeg der for alvor var radbrækkede dagen efter. Efter lummer termokaffe og Tumu-brød med smøreost kunne dagens vandring begynde.

Thomas og jeg havde en del mere udstyr med end de andre, hvilket var lidt sjovt. De grinede virkelig meget da de så min store rygsæk pakket med vand og ekstra sokker og underbukser! Den blev derfor ompakket til en mindre version inden afgang. Især sammenlignet med Sammadus oppakning var det morsomt, for han bar en ryg-sæk i ordets bogstaveligste betydning! En gammel, gul, kornsæk med to snore som skulderremme – virkede øjensynligt fortræffeligt.

Med mine 5 liter vand på ryggen krydsedes floden Sissili, og herefter gik og gik og gik vi; kun afbrudt af småpauser. Kl. 15.00 (25 km senere) var vi tilbage ved bilen, godt og grundigt trætte, men desværre uden bytte. Heden var ekstrem da vi nåede op ad dagen, så dyrene holdt sig generelt i ro. Dog stødte vi allerførst på dagen en stor hun ”roan antilope” med sin unge. Kort efter rendte en Duiker mellem os med en fart som var den skudt ud af en raket. I hvert fald ikke oplagt til et riffelskud.

På turen tilbage mod Tumu stoppede vi langs vejen fordi Fussi og Sammadu øjnede nogle Patridges mellem træerne. Synet af Fussi, der insisterende mavede sig ned i og op af grøften for at få en fugl på tasken var smukt! Det lykkedes at få en enkelt Patridge ud af anstrengelserne, men til gengæld mistede Fussi sin mobiltelefon, da han kravlede!

Næste stop var i Tumu på pitobaren under mangotræet tæt ved Chief Palace. I skyggen evaluerede vi på bedste jægermaner, mens vi delte en gallon i fire - hold da op hvor var den velfortjent! Mens vi evaluerede under træet, kom Bukari forbi. Det var ham en stor fornøjelse at konstatere, at vi ikke havde nedlagt noget af betydning – den slags skadefryd hører åbenbart ikke kun danske jægere til.

Alt i alt en helt uforglemmelig jagt (naturoplevelse), på trods af en gammel rive af et gevær, der sagde klik! Jeg ærgrer mig slet ikke...

 

Bukaris jagt rundt om IMCC-huset

Bukari mødte en dag på arbejde i huset, og så skuffet ud. Ønne spurgte, hvad der var galt. Det viste sig, at han havde rendt ude i bushen hele dagen på sporet af en ”Roma Antilope” (Roan), og det havde altså ikke lykkedes ham at nedlægge den. ”I will not speak more”, sagde han, og så nedslået ud. Ønne moppede ham for han havde heller ikke fingre imellem, da Thomas og Ønne havde rendt rundt i bushen, dag og nat, uden udbytte.

Om det var af ren desperation efter at skyde noget, at Bukari samme aften skød fem firben, rundt om huset, vides ikke, men døde var i hvert fald – skudt med slangebøsse.

Og senere samme aften blev en gammeldags rævesaks sat op, ned mod grisestien i vores ende af huset. Nu skulle katten få en gang for alle. Mordet var nøje planlagt, for Bukari havde medbragt sovepiller som sirligt blev lagt mellem kyllingeknoglerne, som igen var placeret oven på den nedgravede kattefælde.

Hele herligheden blev stolt fremvist til os begge: ”You come and see my plan!”

Katten viste sig dog aldrig og fælden er ikke siden blev sat op, det er vidst godt det samme.

 

Samtaler under stjernerne

En aften sad Bukari og Ønne og ordnede verdenssituationen som så ofte før. Aftenens hovedemne blev stjernene. Da lys-forstyrrelsen var minimal pga. strømafbrydelse i Tumu, var det meget oplagt. Ønne forklarede vidt og bredt om det eneste han ved noget om stjernerne, nemlig at man altid kan finde nord, hvis man kan finde Carlsvognen. Udredningen gik dog brat i stå da Bukari afbrød med spørgsmålet, ”I think they will not fall down?”

”Det ved man aldrig”, sagde Ønne og emnet skiftede…

 

Vand fra bomuldsfabrikken…

Det er for tiden ikke muligt at få vand fra brandvæsnet, fordi brandbilen lækker olie, og der er ikke råd til at reparere den! Derfor kører de kun ud i tilfælde af brand, og ikke i tilfælde magelige menneskers vandmangel – fair nok.

Heldigvis er der den alternative løsning, at ringe efter bomuldsfabrikkens ældgamle traktor, der har en lettere utæt vandvogn på slæb. Det benyttede vi os den anden dag. Bukari, der ikke var på vagt da vandvognen kom til huset, vidste dog allerede inden vi fortalte ham det, at de havde været der.

”I saw the legs”, sagde han. Han kunne genkende traktorens fodspor i indkørslen!

Apropos bomuld, så var Ønne nede på Cotton Company og få en lynrundvisning den anden dag. Meget interessant, selvom produktionsapparatet pt. ikke kører, da det er udenfor sæsonen.

Her fik han fat i nogle interessante priser: For 200kg kvalitetsbomuld indkasserer Cotton Comp. Mindst ca. 22.000dkr.

Til sammenligning indkasserer bonden for 200kg ubearbejdet bomuld ca. 420dkr, når han sælger det til Cotton Comp.

Bevares, det er lang proces fra rå bomuld til 200kg af den fineste kvalitet. Men Cotton Comp. tjener jo også på restprodukterne. F.eks. sælges stenene til oilieproduktion.

Bønderne klager godt nok også over at der ingen penge er i bomuld, det er Cotton Company nok ikke enige i…

 

Poesi på gaden…

På en køretur igennem Ghana er der tonsvis af læsestof rundt om en. Nær ved alle biler har påmalet et budskab. Vores egne biler bærer Ghana Health Services´ rørende motto: ”Your health - Our concern”. Kigger man på de mange andre biler er der dog budskaber af mere poetisk karakter overalt:

 

- ”Not as you think”, står der bagpå den skæveste varevogn man kan forestille sig. ”Nej forhåbentlig bedre end den ser ud”, tænker man.

 

- Eller man opfordres under en overhaling af en bemærkning malet på siden af en truck: “Clap for Jesus”.

 

- Men snegler sig afsted efter en ekstremt overfyldt tro-tro. Bagklapperne er bundet sammen med snor, fire knallerter og fem geder er bundet på taget, 30 mennesker sidder inden samt 10 udenpå. Vraget bærer inskriptionen: ”Gods help”.

Man tænker, at det nok ikke er helt løgn, at Vorherre har haft en finger med i spillet, sådan som den er pakket.

 

- Eller over bagklappen på en lignende skæv bil står der: ”heavens gate – no bribe”. (Himmelporten - ingen bestikkelse). Tag den.

- ”Big Joe” står der over frontruden, og han holder parkeret i vejkanten. Tankerne ledes i hen på en undersøgelse fra Politiken, der for nyligt konstaterede, at det blot er en myte, at sorte har en stor en. Man mistænker Big Joe for falsk reklame.

 

- Få ikke ejer-fornemmelse: “God is not for one”

 

- Endelig, tænk lige lidt over det: “some enemies are good – who knows”

 

Ro på…

“You go and take your time”, sagde bankdirektøren I Tumu bank en dag. Vi havde lige fået udleveret nogle formularer, som skulle udfyldes. Når disse var udfyldt kunne der komme gang i det, det egentlig handlede om. Ivrige, utålmodige og fortravlede stod vi der, og bad om at udfylde dem på stedet; med det samme, så vi kunne få gang i sagerne. Men nej, ”you go take your time, see you in the afternoon”. Dyb indånding…

 

Store har knækket sengen

Store dele af dette indlæg er skrevet liggende på maven i sengen. Den anden aften gik det dog galt. Bundbrædderne slog læk, og pludselig lå vi på gulvet. Det passede ikke Tine der var faldet i søvn, og endda drømte…

Ønne prøvede at tage det med et smil, og det var først da Tine beskyldte ham for at have ”bevæget sig voldsomt”, at han blev mopset. Tine påstod hun havde set det (på det tidspunkt havde hun endnu ikke åbnet øjnene)! Men hun havde nok snarere drømt det, hvilket diskussionen så kom til at dreje sig om.

Faktum var, at listen der holder tværbrædderne i Ønnes side, var brast. Derved havde tværbrædderne sat sig i klemme i sengerammen og hammeren måtte i brug. Kl. var midnat mens Ønne larmede og snedkererede. Imens beroligede Tine, Thomas og Rikke, og sagde, at det bare var sengen...

Resten af natten tilbragte vi på madrassen på gulvet, og Tine drømte videre.

 

Ghanesernes madvaner – og vores

Vi konstaterer det gang på gang: Det ghanesiske køkken er ikke særligt nuanceret. Rundt regnet fire retter kan sammensættes af følgende i forskellige kombinationer: Light soup, groundnut soup, okro stew, fuffu, T.Z., banku, kenke, rice balls.

Men vender vi blikket mod os selv, så er det da også en ganske lille cirkel, vi bevæger os i., når vi f.eks. er i Accra. Her cirkulerer vi mellem to burgerbarer, den indiske, den kinesiske. Det tæller ikke meget mere end fire varianter.

 

Anne i røret

Vores tømrer Prosper har stadig ikke kommet sig over sit 30 sekunders møde med Tines søster tilbage i oktober. Dengang sagde han at, han følte noget, og det gør han åbenbart stadig – ret morsomt. Han var kommet over på kontoret for at få hjælp, og Ønne jokede med hvorvidt det var ang. hjælp til at få fat Anne. ”Oh no… that one is already in the pipeline”, konstaterede han selvsikkert.

 

Venner?

Ja venner er der mange af i Tumu! Den anden dag blev Ønne venner med politimanden ”Adams”, der nu er begyndt at ringe med jævne mellemrum. Han vil bare lige vide om alt er vel. Hyggeligt, men jo også lidt underligt, når hans ide om genren ”telefonsamtale” er så anderledes end vores. 15 sekunders: ”hey hello are you alright. Then bye bye, see you in Tumu!”

Når ghaneserne er lidt hurtige til at blive venner med en, tror vi, at det bl.a. har at gøre med, at de fra barnsben er rustet helt anderledes end os, til at være sammen med folk USTANDSELIGT. I et compound er man ikke alene om at bestemme, hvem man omgås – måske derfor er de lidt hurtige og mindre kritiske når de møder nye mennesker. I hvert fald er det ikke unormalt at en vildt fremmed kommer over og siger ”I want to take you as my friend”.

 

Er der overhovedet noget der virker i dette land?

I går var det hele lige ved at blive lidt for meget af det gode for Tine. Landcruiseren ville ikke starte, internettet var nede, komfuret i Rikke og thomas ende af huset var i stykker, en blok på 10gange 15 cm stor faldt af muren da Ønne lukkede soveværelses-døren og vandpumperne i byen var stadig i stykker så der var ikke vand i huset. Nå men heldigvis var det fredag og en kold og velfortjent fyraftensøl skulle snart indtages på Tannys. Tine skulle bare lige have et brød i ovnen som skulle med på Tannys og spises til den grillede høne der serveres uden tilbehør derovre. Men så virkede vores ovn selvfølgelig heller ikke.. Aaaaargh. Det var bare for meget. Bukari prøvede at komme Tine og Rikke (som var alene hjemme) til undsætning, men han måtte også give op, hvilket han ikke var stolt af.

Våd af sved og rød af raseri tog vi over på Tannys, og mødtes med de andre folier hvor Tine beklagede sig voldsomt. Men efter en time stod Bukari pludselig ved vores bord på Tannybaren med et lumsk smil på læben.. ”You come and see – I fixed it” Han gav Tine sin cykel og løb i forvejen, og da hun kom hjem stod Bukari i et skinnende rent køkken hvor der duftede af dejligt hvidløgsbrød. Bukari havde gjort køkkenet rent, lavet ovnen og sat brødet ind. Han var pave stolt, og havde alverdens grund til at være det – han havde lige reddet hele Tines møgdag. Ikke på grund af brødet, for det var selvfølgelig brændt på… Men den hjælpsomhed, glæde og stolthed ved at gøre os glade gik bare lige i hjertet på Tine, som pludselig syntes at Ghana igen var jordens dejligste land.

 

Sådan kan man jo også se på det

Director på distrikts-administrationen Thompson Dumba kom sidste år hjem efter et års DANIDA finansieret masteruddannelse I Danmark. Han kan godt lide at snakke med os om hvordan der er i Danmark. Den anden dag da vi havde mandagsmøde klagede Ønne over at der var for koldt på grund af airconen. Det havde Dumba ikke meget til overs for. ”You should not complain you know the cold”, grinede han. Det bragte så Dumba på sporet af at fortælle en af sine utrolige Danmark-anekdoter: ”In Denmark they have heaters inside the rooms”, fortalte han til de andre officerer rundt om bordet. Det var næsten ikke til at fatte for nogen af dem; og Powers, der er næsten blind, udbrød, ”ooooh, eih, heater inside!”. Blikket i hans mælkede øjne sagde, ”varmeapparat indendørs, kan det nu virkelig passe?”.

Dumba har også fortalt at han synes at danskerne lever et ukompliceret liv. Han fortalte, at han havde set flere professorer komme til universitet på cykel! Det ville aldrig ske i Ghana, sagde han. Og det har han ret i! Men i Dk hvor alle har råd til en fin bil, er der jo ikke den store prestige forbundet med at komme i sådan en.

Det er helt sjovt at høre hvad andre lægger mærke til og synes om ens eget land. Han siger, at han synes danskerne er rigtig rare - dejligt!

 

One of these moments…

En aften inviterede Abraham (vores sissalilærer og gode ven) os på Pito hjemme hos sig. Det var som altid rigtig hyggeligt. Der blev diskuteret udviklingsmuligheder for Ghana, og alle var enige om, at der er for mange pampere i det ghanesiske system. I bagrunden skrattede radioen reggae for fulde tryk; og imens skrabte grise og høns om kap rundt om os. Det er skumring, og det eneste lys kommer bålet, hvor Abrahams mor har lavet mad tidligere på aftenen. I baggrunden leger Abrahams yngre søskende. De spiller tennis med hver deres tilfældige brat som ketcher og bolden er lavet af noget affald af en slags. De ser ud til at være tilfredse, for de griner hele tiden.

Man opdager at ugens stress og jag er forsvundet sammen med pitoen. Det er sådan aften, hvor man bare har lyst til at blive siddende og snakke i compounded i timevis.

 

Gælder det?

Ladi er en af vores kollega. Hun er muslim, men dækker ikke altid håret. For nylig har hun så fået flettet kunstigt hår udenpå. Hun har derfor smidt tørklædet. Ønne spurgte hende, om så tørklædet nu var overflødigt, og om det ikke var ”snyd” bare at dække håret med kunstigt hår. ”Så længe det ikke var hendes eget hår”, sagde hun og kunne godt se det komiske i det.

En nem løsning på den ophedede danske tørklædedebat?

 

Først den ene vej…

Vores ældgamle hædersged ”Puma”, er blevet kastreret for mange år siden. På det sidste kunne det dog tyde på, at den har glemt det. I hvert fald er der sket et eller andet efter Foli, den lille, lyse hunged er kommet til. Foli fik i hvert fald en omgang den anden dag! Men det var ikke slut med det…

Bagefter røg Foli (hungeden) nemlig op på ryggen af Puma hvor den simulerede hanged for en stund.

 

Over æ´ græns´ do

”Jurgen Wegenscheins møbelpolstrung” kører rundt i Tumu for tiden, og det er helt sikkert uden møbler!

 

 

Dagbog for perioden 17. marts til 27. april 2007

 

Halløjsa…

Som sædvanligt lige en lille introduktion til omstændighederne vedr. den seneste dagbogsperiodes svimlende begivenheder. En introduktion der handler om det sædvanlige - at tiden flyver, og at det slet ikke var meningen, at det skulle vare så længe inden der kom et nyt indlæg…

Det er helt vildt alt det der sker hele tiden, så det er ikke fordi, der ikke er noget at skrive hjem om, tværimod!

Det er omvæltningernes tid. Siden vi kom tilbage til Tumu efter overlappet i Accra, har vi taget Tumu-Accra tur retur endnu engang. Derudover er vi siden sidst begge blevet 27år (tak for opmærksomheden til alle jer – både rettidige og forsinkede;-) – for jeres lykønskninger) og der er nu mindre end 4 mdr. til vi drager hjemad igen (og Ønne har stadig ikke skudt en antilope – stress!). Hot season er så småt gået over i regntid, så temperaturen ligger nu kun på ca. 37, i stedet for 42. Derfor skifter landskabet for tiden med lynets hast fra sandfarve over i skrigende grønt. Vi er blevet seniors på projektet og Line og Rasmus er vel ankommet til Dk igen. Rikke og Thomas har overtaget deres ende af huset, og det fungerer rigtig godt med dem. De er rigtig søde at bo sammen med, de er energiske, og står tidligt op om morgenen. Det er en stor forskel fra Rasmus og Line (altså at de står tidligt op)…

Det er nu tid til at få sat stumperne af den hidtil mest langstrakte og fragmenterede dagbogsskrivning sammen til noget, der hænger sammen. Vi prøver.

 

Hvad laver den/du der?

Vagtmand Sammy har fået den mani, at han konsekvent parkerer cyklen i Rasmus og Lines blomsterbed… Bevares der er da også fin plads mellem planterne, men det er bare ret komisk, at han ikke spørger om det er ok, men tilsyneladende bare synes, at påfundet er helt i top. Ikke mindst fordi han er den mest forsigtige vagtmand, hvad angår ikke at gøre noget forkert.

Men når man nu ikke kommer fra en fin havetradition som den danske, hvorfra skulle man så vide fra hvad et bed er? Vi er i øvrigt blevet enige om, at parkeringsideen ikke er så dum endda, så vi lader den stå mellem grenene.

Et andet lignende eksempel: når f.x. Fussis teenagedatter Rufia kommer på besøg. Der er ikke det rum i huset, der ikke bliver besøgt og undersøgt grundigt! Håret (der er en halv cm langt) får en grundig tur med Tines hårbørste, og læbestiften og div. parfume tages i brug.

Igen: hvorfra skulle hun vide at en almindelig dansk kode for husbesøg er: stue, køkken og toilet er ”frit” tilgængelige rum, når man er inviteret indenfor, mens soveværelset ikke er det. Og ydermere: hvorfra skulle hun vide at parfumen på soveværelset er den dyre, derfor netop er henstillet på et privat værelset… måske hun netop har luret den?

For både eksemplet med Sammy og Rufia er det sjovt at forestille sig hvor forskellig verden ser ud fra deres vinkel sammenlignet med ”vores”. Når selv de nære omgivelser i og omkring IMCC huset, opfattes så forskelligt, er det til at blive helt svimmel af at forstille sig forskellene i forhold til resten af verden; alt efter om man er Sammy, Rufia eller en af os IMCCere…

 

Navnene

Det var ved en præsentationsrunde i forbindelse med introduktion af vores nye IMCC kolleger Rikke og Thomas, på den lokale NGO YARO (Youth Action on Reproductive Health), at vi faldt over det. De siger ”also” mellem hvert navn. ”I am also Peace”, ”I am also Justice”. Og det smitter: ”I am also Anders” etc. Men der er jo ikke andre Peacer, Anderser eller Justiceer til stede!

Og nu vi er ved navnene: Justice, Precious, Courage, Prosper, Peace, Glory og sidst men bestemt ikke mindst… ”Wisdom”.

Ideen med at navne har umiddelbar betydning og relation til bæreren, er meget ghanesisk. ”Ladi” = født en søndag og ”Kofi” = født en lørdag. Vi synes begge at det er meget eksotisk, idet det minder os om at vi er i et traditionelt samfund. At det er på et afrikansk sprog får det oven i købet til at lyde mystisk. Men oversættes det til engelsk ryger det eksotiske fløjten, og det mister sin mystik.

Reelt er der jo ingen forskel… Eller? Døm selv. Vi kan jo oversætte det til dansk - man kan da ikke hedde ”Klogskab” eller ”Retfærdighed”!

 

Besparelser eller dovenskab?

Den anden dag inde på vores kollega Francis´ kontor, kom Ønne til at grine. Kontorets vægge var nærmest tapetseret med hvide firkanter (A4 størrelse). Sidst der blev malet gik maleren åbenbart udenom de mange notesark, der på daværende tidspunkt, hang på væggen. De er så siden blevet pillet ned! Francis kunne godt se det sjove i det. Som han sagde, så ved han jo hvor på væggen de nye ark skal hænge. Smart? I hvert fald ikke særlig pænt, men helt vildt typisk ghanesisk! Der er noget befriende over, at de ikke bekymrer sig så meget om, hvordan tingene ser ud. (eller måske synes Francis faktisk at det er smukt?)

 

Tine 27!

Det lykkedes faktisk for Ønne at snyde Tine på dagen. I overlappet havde Ønne aftalt med Thomas at han skulle købe en ganske bestemt træskål, som Tine havde snakket om mange gange. Thomas skulle så købe den under påskud af at ville sende den til sin mor. Den hoppede Tine sgu på, til Ønnes stor overraskelse...

Derfor var Tine ganske overrasket da den stod på det veldækkede fødselsdags- morgenbord (tak til Line for assistancen). Ydermere havde Rasmus og Line hemmeligholdt pakken hjemme fra familien Strib, så Tine troede ikke at den nogensinde ville dukke op, men… vupti der var den. Resten af dagen gik med arbejde, og om aftenen var der god mad igen. Det var en dejlig dag!

 

En morgen på Chief Palace

En morgen tog vi op på chief palace for at kondolere Fussi og Chiefen, fordi en yngre mand var død i den store chief-familie ”Kanton”. Her mødte vi masser af mennesker, der sammen havde tilbragt natten sørgende på tæpper under åben himmel uden for palace. Indenfor mødte vi Fussi i noget lignende natkjole, og han var mere træt end sørgende. Han havde ikke sovet hele natten, for han er hovedansvarlig for at få det hele til at forløbe planmæssigt, når den slags indtræffer. ”He was not that close so I am OK”, sagde han. Men han var alligevel rigtig glad for, at vi kom.

Han gik med os op til chiefen, og mens vi overrakte chifen vores kondolence, kom en flok på omkring 20 kvinder nærmere og nærmere palace. De sang alle, og de havde hver deres balje på hovedet, og hver deres barn på ryggen. Alle var klædt ens - et stykke stof kastet om livet. Der stod en sky af sand og støv omkring dem. De sang, fordi de altid har sunget, når de henter vand. De gik som om intet var hændt, og man fik en fornemmelse af et stærkt fællesskab, der var næsten skræmmende vandt til at håndtere dødsfald.

Måske fordi vi blev påvirkede af den sørgmodige stemning, eller også sang de virkelig godt! I hvert fald bliver den morgen hængende i tankerne lang tid endnu!

 

Når kreativt sprog smitter af…

Som det sikkert fremgår af mange tidligere dagbogsafsnit så har ghaneserne en evne til at omgås sproget ganske kreativt. F.eks. glemmer vi aldrig udmeldingen fra en tjener: ”the ice is not strong”, fordi den ikke var optimalt dybfrossen.

Evnen smitter åbenbart af, for Tine brugte udtrykket: ”the bones are older than the skin” (knoglerne er ældre end huden), da hun gav Bukari ret i, at han ser ung ud af sin alder…

 

Det man ikke skjuler

Der noget ved ghanesernes kropssprog, der er ret morsomt.

Man ligger ned i stolen snarere end sidder, man sover og gaber åbenlyst til møder. Man skjuler mao. ikke, at man er træt. Man skjuler heller, hvis det klør i skridtet eller laaaaangt oppe i næsen (i tilfælde af at det kløende punkt er længere inde i kraniet end fingeren kan nå, tages en kuglepen i brug).

Mændede stiller sig og tisser i vejkanten, som vi kender det; men de vender sig ofte med gøjen ud mod vejen!

 

Angående vagtmænd

Der er godt nok stor forskel på hvordan modtagelsesritualet uspiller sig, når vi nærmer os lågen ind til huset i IMCC-bilen. Hvor Sammy er kompromisløs og nærmest spurter hen til lågen, for at vi ikke skal holde og vente (eller nå selv at stige ud), så løfter Seidu knapt nok blikket under kasketten, når han hører firhjulstrækkeren nærme sig. Seidu holder, som de fleste vagtmænd i Ghana gør det, vagt fra en siddende position i en lazychair. Seidu har dog en evne til at sidde på ryggen snarere end på enden. Det tyder på, at der fra denne position er langt op i stående. Bukari, vores senior vagtmand, ligger et sted imellem disse to.

Og så er der Karim, der indtil for nylig har været vagtmand på sundheds-administrationen, hvor vi arbejder (Karim blev tidligere er omtalt i et afsnit fra juletid, hvor Tine fik malet et billede af ham som gave til Ønne). Han er lige blevet pensioneret, mens vi har været syd på, og som så ofte før, så skete det bare fra den ene dag til den anden, og de glemte lige at informere IMCC på forhånd…

Nåh men ham havde Line og Rasmus foræret en gave i anledning af, at de skal hjem. Som gengæld kom han forbi vores hus og forærede os en Guinea Fowl (perlehøne). Det er mildt sagt, ikke så lidt. Det er svært at beskrive den måde, man bliver glad på, når man modtager en så stor gave, fra en mand der er så økonomisk fattig som han. Søde gamle mand! Vi skal lige have fundet ham og sagt ordentlig tak for tro tjeneste (han har jo passet på vores kontor), og give ham en lille ting.

 

Fussis overraskelser - vol. 2

Ja sidst (i januar) var det en slange af den meget giftige art: ”Pufadder” som lå i sækken, mens han grinede sit karakteristiske: ”hy hy hy”. Denne gang var det så en velvoksen skorpion der forårsagede samme lumske grin.

Vi sad midt i maden, da han kom forbi på sin motorcykel: ”hy hy hy I am bringing a surprise hy hy hy!”. Ja tak! Et stk. velvoksen skorpion gemt væk mellem to stykker bark i en hullet plastikpose. Han havde fundet den i farmen tidligere på dagen, og syntes så, at det måske var interessant for os at se. Det var det, og den er nok pt. den mest fotograferede skorpion i Ghana. Den var rigtig flot!

Under megen modstand fra vores side kappede Fussi den giftige del af giftspidsen, og pakkede den derefter væk og tog den med da han kørte en øls tid senere. Gad vide hvor den er nu?

 

Volleyball

Vi er begyndt at spille volleyball… under overlappet boede vi 6 mand i IMCC huset, hvilket jo lige udgør et volley hold. To gange mødtes vi med vores ven Dan som er idrætslærer på gymnasiet Kansec. Han havde samlet et hold af elever og lærere som vi spillede imod. Kampene var ret lige og det var vildt fedt at røre sig lidt igen… Det får man ellers ikke gjort når man har bil og det altid er over 30 grader.

 

Madlavning hos Esther

Vores mad-mor Esther fra den lokale chop better har indviet Tine i sine hemmelige opskrifter. Hun blev sammen med Line inviteret om i hendes compound, hvor hele Tumus mad-mafia holder til. De laver den kenkey alle spiser til morgen, den ris og stew som alle spiser til frokost og så bager de brød til hele byen. Nå men Tine var lidt skuffet da ingredienserne til vidunder-sovsen blev afsløret: masser af olie, buillon terninger, tomatkoncentrat og lidt løg, chili og hvidløg… Men om ikke andet var det vildt hyggeligt deromme, hvor en stor flok kvinder kokkererer, sladrer og pjatter og lader til at nyde et fri-rum fra mændene.

 

Sådan lidt fra Tumu

Sådan en morgen: Kl. er 7.15 (tit lidt mere) og cyklen startes med retning mod kenkeboden. På vejen passeres et lille barn på 2-3 år, der sirligt er ved at dække sin nylavede lort til med sand. Tænker lidt på den sædvanlige bestilling, som de efterhånden kender: Tri tausen (3000) kenke (kenke er gærede majsklumper i knytnævestørrelse) og tri tausen bønnesovs. Rasmus og Line uden peber og Ønne med. (Tine nupper en gang havregryn i stedet).

Mens der bestilles lærer damerne at sige ”godmorgen” og ”selv tak”, de synes det er sjovt at kunne lidt dansk, lige som vi gerne vil kunne lidt Sissali. De tre gange morgenmad koster ialt en god firkrone. Herligheden puttes i en af de karakteristiske, sorte poser, der efterhånden dækker enhver kvadratmeter af alle Ghanas byer, fordi skraldespanden ikke er kommet syd for Sahara endnu.

På turen tilbage passeres lorten; ”ejeren” er væk, og der nu bare er en lille sandtop tilbage midt på vejen. ”God morgen… og selv tak”, tænker man ved sig selv.

Samme dag ved middagstid, ser vi en lille pattegris, der har smadret bagpartiet. Den må derfor slæbe bagbenene efter sig. For at fuldende elendigheden er den oven i købet faldet i en dyb rendesten. Dette dramatiske scenerie udspiller sig lige foran vores frokoststed Chop Better, der igen er nabo med slagteren, der står og griller ALLE dele (bl.a. hoved og nosser) fra lam etc. Ønne spørger ham om han ikke kan slå den stakkels gris ihjel, men ak svaret lyder. ”I am a muslim I don`t deal with pigs”. Nåh nej¬…

Inden vi er hjemme i huset efter besøget på chop better, passerer vi en anden slagter, der tydeligvis ikke er muslim. Grundet et hårdt kølleslag lige mellem øjnene må en gris lade livet midt på åben grusvej. Vi griner lidt af tanken om, hvis et lignende scenarium havde udspillet sig midt i Odense el.lign. Der er noget forløsende over at befinde sig i et samfund hvor man har et fornuftigt forhold til naturen, og hvor man ikke synes at det er ulækkert at se lidt blod.

 

Haps haps haps

Som vi skrev lidt om sidst, så har vi fået lokket byens eneste læge med til lidt spas. Det virker som om han nyder vores selskab i det hele taget, men især på Tanny-baren bag vores hus.

Det er nu kommet så vidt med doktorens syngen, at man på afstand ved, at han kommer og besøger os på kontoret: ”haps haps haps nu skal vi ha schnaaaaaps”, lyder det gerne. Han hedder Dr. Zack, men der er ikke langt til Dr. Schnapps, som nok snart bliver hans nye kælenavn, om han vil det eller ej.

 

Fodboldaftener

Når man har et fjernsyn er man ret populær på fodboldaftener. Ghana har spillet et par træningskampe på det seneste mod bl.a. Brasilien og Nigeria, og så har vi inviteret folk om for at se deres helte Ghana Black Stars! Under kampen mod Brasilien sagde Alex et eller andet om ”the coloured man” og alle andre ghanesere i stuen samtykkede. Vi anede dog ikke, hvem han mente, for de var jo alle sammen sorte. Men nej, brasilianerne viste sig at have en hvid spiller, og hvem skulle ”the coloured man” ellers være? Om farveskalaen går fra lys mod mørk eller omvendt, kommer helt an på, hvad farve man selv har…

Champions League er også blevet fulgt nøje sammen med Allan vores nabo, der er fra Liverpool og inkarneret fodboldfan… Så vi venter spændt på finalen og håber at vi har signal på fjernsynet den aften!

Tiden mellem halvlegene kan man så bruge på at more sig over det rodede studie de stiller om til. Et flag med ”Ghana@50” (man kan forestille sig det lignende Danmark @1000, ved et lignende jubilæum. Ghana er en ung nation, og derfor passer det moderne tegn ”@” godt til deres image) hænger skævt i baggrunden, og pga. dårlig kameraføring kan man kun se halvdelen af manden, der interviewes. Ja der er også noget at more sig over for de knapt så fodboldinteresserede...

 

Hvad gør man så… ingenting!

Når man ser hvordan det ghanesiske politi gebærder sig, mindes man om hvor godt et samfund man kommer fra. En dansk politibetjent er under 4 års uddannelse, mens en ghanesisk betjent uddannes på 3 måneder. Selvom det danske politi også træder over stregen nu og da, er man ikke i tvivl om, at de grundlæggende er der for at beskytte borgernes rettigheder. For hvis skyld, politiet er til i Ghana, kan man godt komme i tvivl om.

Politiet bankede en lille dreng den anden dag. Han havde vidst stjålet et eller andet, og så blev der ellers uddelt ulovlige tæsk både i enden og over fingrene med en gummiknippel, til en lille dreng. Og han skreg! Så meget at Ønne gik en stor bue uden om betjentene under træet, der normalt er flinke at hyggesnakke med, men som pludselig havde vist sig at være nogle stupide, magtmisbrugere.

Når man ser hvordan tingene generelt kører på lod og trisse i det ghanesiske system kan man såmænd godt forstå at den slags sker. Det mest skræmmende var heller ikke slagene i sig selv (selvom det var slemt), men snarere den uprofessionelhed og tilfældighed, der prægede situationen. På åben gade fik han bare tæsk, mens tilskuerne blev flere og flere, hvilket blot syntes at give betjenten lyst til at slå mere. Altså afhang det hele af betjentens (dårlige) humør. Der var lysår til tanken om begrebet ”retssikkerhed”!

I forberedelse til at skulle til Ghana havde vi endda talt hvordan man som IMCCer skulle forholde sig i den slags situationer. ”Lad det være, hvis du ikke er personligt involveret”, lød parolen hjemmefra. Det er lettere sagt end gjort, men det lykkedes.

 

Overlapsperioden i Tumu… VCT, gylp og trommespil

Ligesom der er en plan for overlappet i Accra (som vi listede op i sidste indlæg) er der en masse planlagt for de nye i den første tid i Tumu. Alt fra at lære at køre motorcykel til introduktion til lægen på Tumu hospital, til at køre til Wa og se hvor gasflaskerne til komfuret skal fyldes. Derudover gælder det om i overlappet, at få overleveret erfaringer vedr. det daglige arbejde, så de nye hurtigst muligt kan begynde at deltage i de daglige aktiviteter. En af disse aktiviteter er at få et VCT-center (Volunteering Counselling and Testing) op at køre. Dvs. en afdeling på Tumu hospital, hvor man kan blive testet for HIV og få rådgivning.

I slutningen af marts afholdt vi en træning for disse rådgivere. Træningen varede 12 dage og underviserne, som kom fra Wa, var vildt dygtige. En stor del af undervisningen lagde vægt på stigmatisering af HIV smittede og de fordomme der ofte er. I den forbindelse havde de en øvelse, der gik ud på at skrive det første ord, man tænkte, ned, når underviserne nævnte en gruppe af mennesker. Deres svar var som følger:

Thin people = HIV/AIDS positive

Fat people = rich

Military people = voldtægtsforbrydere

Burkina Faso people = tidligt sexuelt aktive

Black people = hetero sexuel

White people = HOMO!

Hmmm… der kan man bare se!

Nå men træningen var en stor succes og den lokale NGO ASUDEV havde fået mobiliseret 89 unge, som alle blev testet under træningen, hvilket var en 5 dobling af det antal, der blev testet hele sidst år.

Og så var der en af sygeplejerskerne, der var i træning, der lånte prøve-dildoen med hjem… Hmm, hun kom dog med den næste morgen. Ja, man skal jo ikke klage over at eleverne frivilligt påtager sig ekstra hjemmearbejde!

 

Derudover er marts måneden, hvor subdistriktsklinikkerne har deres årlige tilbagebliksmøde. IMCC var inviteret som special guests og var derfor inviteret til højbords i Wellembelle. (Det skal her lige indskydes, at konceptet med et højbord er brugt ved alle formelle arrangementer i Ghana. Man sætter et langbord op som en slags scene foran pøblen, så denne kan se, hvem der er de vigtige;-). Højbordet dækkes med plastikblomster og voltic mineralvand, og dugen er praktisk hæftet fast med tegnestifter – den udvidede model byder også på borddekoration lavet af gavebånd!). Da det netop var i Wellembelle, vi arbejdede i små fire uger tilbage i september, og derfor har fået specielt forhold til dem, tog vi derud, mens de andre passede kontoret.

Vi blev omgående placeret ved høj-have-bordet, og der sad vi så og blomstrede, ventede og kam svedte. Sagen var den, at vi sad under et halvtag, hvor der var ikke en vind der rørte sig, og imens kom temperaturen op på et par og fyrre. Højbordet var desuden den lidt skrabede model, bl.a. uden det voltic mineralvand, vi begge trængte mere til end nogen sinde før!

Efter en omgang talopremsning var det tid til et par ord fra partnerne. Her trådte Tine i karakter og holdt en improviseret brandtale for de fremmødte.

Det var en af de oplevelser hvor man kan blive helt forlegne over al den opmærksomhed man får; men også en oplevelse der sætter IMCCs tilstedeværelse i perspektiv. Vores indsats betyder meget for dem, hvilket vi jo godt ved, men vi glemmer måske en gang imellem hvor meget. Og så var det ganske opløftende at mærke den typisk ghanesiske, ubetingede taknemlighed, der her materialiserede sig i tilbud om mad og øl efter mødet. Vi sagde, ”ja tak”.

Som det vil fremgå senere i dette dagbogsindlæg, så har vi senere været til National Health Summit med sundhedsministeriet. Derved har vi altså været til stede ved møder fra det laveste til det højeste niveau inden for Ghanas sundhedssektor inden for en måned. Vi føler os ret privilegerede, for det gir os jo muligheden for at se, hvad de nationale politikker og prioriteter egentlig udmønter sig i nede på jorden ude i Wellembelle!

 

Hvad ellers i overlappet? Jo vi har holdt to sittings. En welcomesitting (Rikke & Thomas) og en good bye sitting (Line & Rasmus) for personalet i huset. Til den første endte vi med at danse foran gavlen ud mod grisestien, og Seidu gav en udvidet trommesolo. Han fyrede den af på to djembe-trommer samtidig! Vi kom til at tilbyde tre øl (n.b. en øl svarer til to guld) i stedet for de sædvanlige to pr. snude. Nogle blev snakkesaglige, og Seidu spillede trommer, og nogen hang lidt med næbbet. Til sidst hang de alle sammen! Vi blev enige om, at de næste gang kun skulle have de sædvanlige to stk. hver.

Næste gang blev så til goodbye sittingen, og vi holdt os til de to øl pr. mand som aftalt. Denne gang endte det med at vi alle sang ”midt om natten” med guitar og trommer (denne gang anført af Bukari). Det var rigtig hyggeligt også! Menuen var den samme som til welcome sittingen: Tanny-kylling med Tumubrød med margarine og hvidløg. En sikker vinder!

Vi sluttede goodbye sittingen med at forære vagterne og vaskekonen hver et æsel, som fælles afskedsgave fra Line & Rasmus og os. Det ville have været en for stor gave at give selv, så derfor slog vi det sammen.

Vi synes, at et æsel er en rigtig god gave, for giver vi dem en sum penge, forsvinder de omgående, når de bringer dem tilbage til compounded. Man kan jo ikke selv eje alle de penge uden at dele ud! Bukari f.eks. er øverst ansvarlige for 32 individer i sit compound. Men med et æsel kan hans børn tjene lidt småpenge på at hjælpe med transport på markedsdage, hvor folk kommer vandrende med alverdens varer på hovedet mod Tumu, og ikke mindst kan æslet bruges i farmen.

Pt. er det kun Sammy, der har vekslet sit æsel til penge, fordi han skal have dækket sit nye hus med cement inden regnen ødelægger det. Og cement er meget dyrt i Ghana. Sammenlignet med hans månedsløn, så svarer den til ca. otte sække cement, og han skulle bruge seks. Så er det klart at æslet må veksles til penge indtil videre.

De blev meget glade for gaven, så det var tilsyneladende en god ide at slå pjalterne sammen med Line & Rasmus!

 

Ja og så lige det sidste partyindlæg: Line og Rasmus holdt afskedsfest lørdag d.14/4, hvor der var købt masser af bajsere ind! Og her skal det lige med, at selvom folk økonomisk er langt fattigere end os, så tager man ikke ukritisk imod hvad som helst - man er ølbevidste! Ønne og Rasmus havde været på Tannys for at købe lidt (meget) af hvert. Dog lykkedes det alligevel Francis at finde et hul i udvalget. Han bad om en Guiness, og fik en (oven i købet en stor version), hvorefter han spurgte, ”so you didn`t by the small one?”. En stor Guiness smager åbenbart lidt mere sødt, end når selv samme drue hældes på en mindre flaske!

Nåh men festen bød på dans, som sædvanligt bl.a. til GNAGS! Fussi tog en lille skraber på 3 timer, men kom så op på hesten igen. En eller anden brøl-brækkede sig ud over hele Rasmus og Lines badeværelse og trak i den forbindelse håndvasken løs fra væggen. En anden gylpede lidt, mens han spillede tromme, men han fortsatte naturligvis med at spille – show must go on! Ønne er dog fritaget fra mistanke, for han gik i seng med 39,5 i feber kl.22.00 – øv! Vi takker begge Line og Ramsjus for et godt gilde!

Heldigvis blev Ønne rask henover natten, så vi var begge friske til afgang mod Accra den efterfølgende mandag, hvor vi skulle deltage i National Health Summit.

 

Og inden vi lukker for overlapsperioden i Tumu: Vi har haft den ære at lægge hus til den ærede Regions Minister, da han boede i vores Research Guesthouse. Han var ligeglad med aircon (selvom det var hot season), hvis bare der var fjerner i hytten. Han kom, fordi landets Second Lady (vicepræsidentens kone) kom til Tumu, for at donere noget hospitalsudstyr. (Vi trykkede skam hånd med hende, idet vi havde fået placeret os på modsatte side af alle andre, da hun kom til hospitalet. Derved faldt vi MEGET i øjnene, hvorfor hun sikkert antog at vi var vigtigere end alle andre tilstede-værende. Vi stiller os anderledes næste gang hun kommer…)

Vi er ellers meget påpasselige med at udlåne huset til andre end dem det er bygget til – nemlig forskere. Men da District Assembly (byrådet) var helt nede på knæ, fordi alt var optaget i hele byen, besluttede vi at gøre en undtagelse – det er trods alt ikke hver dag landets second lady kommer forbi. Til gengæld lovede byrådet IMCC alverdens rengøring af huset, sengetøj m.m. efter besøget. Denne megen aktivitet lod dog vente på sig da først medisteren havde forladt huset, ja selv nøglen sad s.. i døren endnu, efter at han var taget afsted. Rasmus og Ønne samlede derfor sengetøjet sammen og medbragte det, da de entrerede borgmesterens kontor et par dage efter for at klage over den manglende rengøring, samt et hullet myggenet, et sæt stjålne spillekort og nøglen i døren! Borgmesteren blev meget flov, og skulle vi aldrig se sengetøjet igen, er vi enige om, at det var det hele værd…

 

Nazinga i påsken

Denne fantastiske tur udgør sit eget afsnit af overlapstiden i Tumu. Vi 6 IMCCere havde arrangeret en endagstur for vores tre permanente vagtmænd og vaskekonen til nationalparken ”Nazinga”, der ligger i Burkina Faso, lige op ad grænsen til Ghanas sydøstlige grænse. Fussi var også med for at tolke deroppe i det franske, og for at guide os – han kendte nemlig en smuglervej så vi ikke behøvede igennem alt det bøvlede grænsevæsen.

Line og Rikke havde bagt boller og pizza og vi havde kaffe og sodavand med og så tog familien ellers i skoven. På vejen kom vi igennem et par landsbyer hvor vi holdte ind for at hilse på chiefen og redegøre for, hvorfor vi kom denne vej.

Vi var spændte på om vi ville se nogen elefanter, men vi var end ikke nået ind i reservatet før vi så den første flok på 6 elefanter inkl. en unge… nåååhhh den var sød! Vi kom kørende, og pludselig ramte lugten af cirkus os i ind ad den åbne bilrude, dernæst så vi lortene i trillebørsstørrelse, derefter deres kæmpe fodspor, og så pludselig stod de der, lige ud til vejen. Og sådan fortsatte det i endnu større stil da vi kom ind i parken. Vi så nok 50 elefanter og 5-6 søde unger.

Sammenlignet med de elefantoplevelser vi har haft i Mole National Park, hvor vi normal går rundt, og derfor kun møder elefanter, der selv har valgt at være i gå-afstand fra menneskene ved hotellet, var dette helt anderledes, fordi vi kørte ud til elefanterne. De var langt mere vilde, og ikke mindst fordi de havde unger, var det med at være på vagt!

På et tidspunkt, da vi kørte (Rasmus kørte den ene og Ønne den anden bil) i parken, havde vi en flok på næsten 20 elefanter 10 meter fra vejen på vores venstre side, hvori der var et par unger som sirligt blev beskyttet mellem de voksne. Samtidig på vores højre side luntede på en snorlige række fire elefanter langs en udtørret flodbred: Gammelfar forrest, bagved ham en lille, dernæst en lidt større og bagest sagtnede en rummeltyk, højgravid morelefant bagud – denne række 50 meter fra vejen. Et fantastisk syn! Samtidig gav det sug i maven, at sidde i en firhjulstrækker, der pludselig føltes lille og skrøbelig, mellem disse giganter! Idyllen blev da også brudt da den en morelefant i den store gruppe pludselig rettede fronten mod bilerne, viftede med sine gigantiske ører og truttede. Så var det fuld gas fremad!

 

Inden vi kørte hjemad, spiste vi Roan Antilope (ifølge Bukari en ”Roma Antilope”) i restauranten og fik den klassiske Burkina-øl ”Flag”, mens vi nød udsigten til en sø spækket med badende elefanter. Således fyldt op drog vi atter syd over ad smuglerruten. At dømme i forhold til stemningen i bilen syntes vagterne, at det havde været en god tur.

Dog regnede Bukari lidt på det og kom frem til, at vi for turens pris kunne have købt så og så mange kasser øl og så og så mange geder, som kunne have været indtaget foran pejsen i IMCC-huset. Det ville han nu lige så gerne have gjort, for som han sagde, ”vi så jo ikke andet end elefanter”!

 

Jagttur med Bukari og Rasmus

D.12. april lykkedes det endelig at få mast en jagt ind i programmet! Godt nok ikke nogen stor omgang, men en tre timers eftermiddagstur. Og ja i al beskedenhed, så let kan det gøres: Ti minutter - en fugl og et skud. Dermed var den fugl barberet og resten af tiden overlod jeg bøssen til Rasmus, der var på sin sidste tur. (Han skød heldigvis ikke noget;-). Bukari gik på linje med os, men lidt væk, og han så en stor udgave af en Bushbuck. Efter hans udsagn havde den ”big dis-tings between the ears”. Jeg lokaliserede de store patroner (36 gr. bly fordelt på 9 hagl) i en bestemt lomme… hvis nu! Men vi så naturligvis ikke mere til den, for vi havde jo skræmt den.

En rigtig dejlig tur, som der bliver flere af i maj, da det skulle er den bedste måned for jagt ifølge Bukari og Fussi. Det er der græsset for alvor grønnes, men stadig er det ikke alt for højt. Der er en der glæder sig!

 

Flyvetur til Rccra

Jamen sådan staves Rccra altså på de nye sengetæpper på Central Hotel – det må skyldes en fejlvævning… Disse nydelige tæpper er endvidere pyntet med en nysseligt vævet diligence (meget ghanesisk?). Det fede er, at man ikke smider dem ud blot pga. en stave-/vævefejl!

Vi sidder nu igen i Rccra. Det kan måske næsten lyde som om vi er i Rccra hele tiden, for sidste dagbogsindlæg blev også skrevet i Rccra, da vi var her i anledning af overlappet. Dette er siden vel overstået, og denne gang er formålet med at være her dels, deltagelse i National Health Summit (Ghanas sundhedsministeries halvårlige budgetforhandlinger med donorer som bl.a. DANIDA, Verdensbanken, USAID (næste afsnit), og dels at få sendt Line og Rasmus hjem. De skal have sendt 132kg ting og sager hjem i en stor kasse, og den skal sendes nogle dage inden de selv skal flyve, så de er ”sikre” på at den er hjemme, når de sætter fødderne på dansk jord for første gang i 16 mdr. på lørdag d. 28. april.

For at få det hele med kørte de herned i krøjseren, og vi fløj så til Rccra - sikke en tur!

Flyselskabet ANTRAK AIR er ghanesisk og ganske velrenommeret. Deres normale fly var dog gået i stykker, så vi kom med reserveflyveren (en ”flyver” lyder lille og mere modelagtig-fly end et ”fly”, så vi holder fast i ”flyveren”). Ønne fik et mindre angstanfald på turen (egentlig ganske ubegrundet - det var ren paranoia). Noiaen skyldtes, at flyveren var så lille, at det ved indstigningen føltes som om man tog den på. Tine sad halvt ude på gangen, idet vores dobbeltsæde ikke rakte, selvom Ønne klemte sig op af væggen! En øredøvende motorlarm, samt en flækket inderrude (lige ud for Ønne) var faktorer, der forstærkede fornemmelsen af at sidde i en ”flyver”.

Tine (sam-)talte mest, og redegjorde bl.a. i detaljer for, hvor højt oppe hun var, den gang hun sprang faldskærm… Da det ikke lige var tanker om ”at falde ned” Ønne havde brug for, trøstespiste han sine egne, plus Tines sandwichs´, og prøvede ikke at lytte!

Tankerne blev dog efterhånden ledt i lidt mere positive retninger, og overskuddet blev så stort, at han kunne løsrive blikket fra propelmotoren uden for den flækkede rude, og lade det bevæge sig frit rundt i flyveren; men blikket gik i stå på en lille metalplade forrest i kabinen, hvori var indgraveret ”Nigeria”! Vi sad simpelthen i noget ”Made in Nigeria!”; og så startede kampen for lyse tanker forfra…

En 1 time og 20 min. kan sagtens blive den længste tur i ens liv, også selvom man før har fløjet hele vejen rundt om kloden!

 

National Health Summit

Da vi steg ud ringede vi til Andreas (der besøgte os i Tumu i februar og som arbejder for DANIDA), og en chauffør var på vej! En lille time senere sad vi på det 5-stjernede Hotel Golden Tulip og pulsen faldt helt ned igen.

På værelset var myggenets-opsætningen som sædvanligt den første del af indlogeringsritualet – man kan ikke sluge piller i 14 mdr. uden denne basale beskyttelse, der efter sigende er det bedste middel mod malaria (og vi pudser glorien endnu).

Vi havde fået samme hotel som Finn Schleimann, der er chefrådgiver for Danmarks Udenrigsministerium med ansvar for flere afrikanske lande, bl.a. Ghana og Tanzania. Han var der for at lede de danske interesser i forhandlingerne, og ved at bo samme sted havde vi muligheden for at sludre lidt med ham over den 5 stjernede morgenmad. Således fik vi hver morgen en lille briefing om, hvad der kunne forventes, alt imens vi spiste af jordens mest overdådige morgenbuffet! Mens vi begge var imponerede over hans viden og erfaring, var Finn ganske imponeret over hvor meget Ønne spiste om morgenen.

Om indholdet af de 4 dages Summit: 1. dag drejede sig om en rapport, der så tilbage på 2006.

På dag 2 var det nye 5års program på programmet. Her blev det klart for os at ghanesere skal til at tage større ansvar for deres eget helbred – ”kør ordentligt”, ”spis ordentligt”, ”lad være at smide skidt og lort alle steder”, ”bevæg dig”!

I et land som Ghana, hvor staten ikke engang har 14 USD pr. indbygger pr. år til dækning af basale sundhedsydelser (Holland bruger til sammenligning 3000USD), er det da også yderst fornuftigt at prædike forebyggelse frem for helbredelse. Dog virkede det helt absurd for os, da de begyndte at tale om hvordan stigningen i livsstilssygdomme skal gribes an. Ikke fordi det ikke skal tages alvorligt, at antallet af overvægtige blandt de velhavende stiger i Ghana, men fordi vi hovedsageligt slås med underernærede børn i den fattige, nordlige ende af Ghana. Man tænker, at det er umuligt at lave én sundhedspolitik for et land med så store forskelle!

Dag 2:

Afsluttedes med en peptalk fra en israeler, der åbenbart har vundet en plads i sundhedsministerens hjerte. I hvert fald fik han lov til lukke en værre gang l… (luft) ud - f.eks.: ”Cancer kan helbredes med den rette ernæring” eller meget værre: ”drik 8-10 glas vand om dagen, så skylles malariaparasitterne automatisk ud af blodet” (og pas i øvrigt på kød, det er dødsens farligt!). Det er ikke lige ham vi har brug for heroppe nordpå, hvor vi i forvejen slås med at få kvinderne til at forstå vigtigheden af udelukkende at ernære barnet ved amning de første 6 mdr. Det kunne det lige passe, at han kom til Upper West med sin åndsvage vand-snak! Så bliver forvirringen da total. Det værste var, at der ikke er nogen, der rejste sig og sagde noget. For han talte jo Ministerens sag, og man tør ikke sige en Minister imod. Heller ikke donorerne, der alle har deres egen lille dagsorden de gerne vil have gennemtrumfet. De ønsker derfor ikke at stille sig dårligt pga. en kommentar, der ikke ændrer noget alligevel.

3. dagen

Denne dag bød på business-meeting. Dagen hvor forhandlingerne kunne begynde. Derfor var der kreeret en firkant af borde og stole til inderkredsen af forhandlere –Ghana Ministry of Health, DANIDA, Verdensbanken, USAID m.fl. - de eneste der måtte tale! På anden parket sad de næstvigtigste, for at give støtte til deres partnere under forhandlingerne. På tredje parket sad de, der bare observerede – vi var tredje på parket! For DANIDA drejede det sig, på dag 3 om, at få ekspliciteret de fattigdoms- orienterede indsatser, i det fællesdokument, ”Aide Memoire” (stavning?), som er det officielle dokument efter Summit.

Dag 4: blot en formel underskrivningsceremoni af Aide Memoiret.

Alt i alt var det rigtig spændende at deltage. Af samtlige deltagere var vi med garanti de eneste, der mindre end en måned før havde siddet til høj-have-bords ude i et subdistrikt. Sikke et indblik vi får i systemets mange lag.

Ja og hånden på hjertet, så var vi alle aftnerne ude at spise rigtig god mad. Bjarne (ansat ved DANIDA i Accra) inviterede flere gange hjem til sig! Vi siger 1000 tak for mad!

 

Line og Rasmus farvel… og tak

Efter Summit havde vi bare et eneste gøremål, inden Rasmus og Line kom til Accra. Denne ene ting gjaldt en tur forbi helvedesbureaukratiet: ”firmaregistreringen”!!!

Her lykkedes det os at være oppe at skændes på samme tid ved hver sin skranke!

Vi er klar over at det er urutineret og udtryk for uprofessionalisme. MEN når folk bevidst træder en hårdt over tæerne, mens de skider en ned ad nakken… så!

Vi sluger i forvejen tonsvis af kameler i det daglige arbejde i Tumu, hvor vi altid skal være dem, der er large og overskudsagtige. Her flød bægeret bare over.

Nåh men vi gav dog håndtryk med ”fjenderne” inden vi forlod stedet. Det bedste ved besøget på firmaregistreringen var, at Ønne kom i landsdækkende TV (igen), hvor der blev mulighed for både at nævne IMCC, Sissala Research Commitee, Sissala East District m.m. Tværtimod blev der dårlig tid til at svare på hendes spørgsmål…

 

Lørdag d. 21. april ankom Line og Rasmus til Accra, og så tog vi ellers til BELO koncert. Det var fedt! Et band fra Haiti… med den svedigste bassist længe. Dejligt at høre en god koncert!

 

 

Søndag d. 22. Ønne 27 år! En herlig dag der startede allerede d. 21 om natten. Efterfesten efter koncerten trak ud så længe, at vi fejrede den fra midnat til kl. 3.30. Derfor kom vi lidt sent op på selve dagen, der påbegyndtes med et besøg på La Badi Beach Hotel. Det var Ønnes største ønske, for der er nemlig morgenbuffet til den store guldmedalje. Derefter trillede vi ud i bilen og tilbage op hotellet hvor Ønne pakkede gaver ud. Også fra familien og svigers derhjemme. Gaverne var blevet transporteret hele vejen fra Tumu til Accra, så de kunne blive åbnet på selve dagen! Herlige sager!

Derefter dase dase indtil vi tog på eftermiddagstogt ud til Andreas og Stephanie, der havde bagt en lille kage til Ønne. Der lejede vi lidt med ungerne Thorbjørn 2,5 år og Storm 10 mdr. Ønne og Thorbjørn kommer godt ud af det sammen.

Om aftenen spiste vi pizza efter fødselarens ønske (dog presset lidt af pigerne) - mums!

 

Den efterfølgende tirsdag tog vi en svipstur forbi Anomabo. Her blev Ønne genkendt som ”ham fra TV”. Vi gjorde alt hvad vi kunne for at nyde opholdet, for vi vidste godt, at den følgende fredag var vores fælles Afrika-eventyr forbi.

Som altid snakkede vi med vores livreddere, som vi efterhånden har brugt en del tid sammen med på Anomabo!

Steven, som vi kender bedst, fortalte lidt om deres arbejdsvilkår, og det er hård kost! Hvis der sker en ulykke er de nærmest sikre på at blive fyret, med chefen på stedet vil ikke ofre skillinger på redningsudstyr – ikke engang en gummuring!

De havde nyligt haft en redning af en libaneser. ”He was fat like you” (behøver ikke oversættelse), sagde han til Ønne. Og den slags tilfælde krævede normalt en båd, mente han… nåh! (i Ghana får man gerne at vide hvis man er tyk, for det er ikke et tabu at sige det).

Herefter gav Steven og hans makker os friske Coconuts, bare fordi de syntes vi skulle have dem! Ikke for at tjene. Idyllen krakelerede dog, da nogle andre hvide kom forbi og spurgte ganske naturligt, ”hvad koster nødderne?”. Livvagterne kiggede underligt på dem og gav dem nogle…

Det er når man møder mennesker som livvagterne, at man til sin store forskrækkelse opdager, at ens egen bevidsthed er forpestet af ”profit og noget for noget” – det er sgu lidt flovt. Spørgsmålet er om de har forstand på forretning? Ja, vi følte os i hvert fald godt behandlet som kunder!

Apropos ”noget for noget”, så havde vi denne gang lejet en billig hytte, der dog i stedet for aircon havde den udvidede luksus af en stående ventilator. Foran denne kunne man så tørre sit salthærgede korpus! Utroligt hvad man får for pengene (der var den igen) i Ghana.

 

Torsdag d.26. (dagen før afgang) skulle vi ud og spise på Ghanas hippeste restaurant Monsoon. Line og Rasmus havde givet os en aften på Monsoon med det hele i julegave Vi gik til den, for det skulle jo gerne blive dyrt for dem!

Først drinks i loungen, dernæst sushi og wildbore til forret, springbuk til hovedret og sorbet og whisky med is (eller var det omvendt?) til dessert. Alt sammen skyllet ned med huset hvid– og rødvin. Derefter gik vi i baren! Og bagefter… øhh

I hvert fald en dejlig afslutningsaften!

 

Fredag d. 27. april

Det er naturligvis underligt at Rasmus og Line nu skal til at hjem, og det er milepæl i vores ophold. De har været en integreret del af vores oplevelser i Ghana. De modtog os i Accra d. 7. juli (ca. 10 mdr. siden), og tog os i hånden og viste os hvordan man omgås ghaneserne, og hvordan man hæver penge i Ghana, hvordan projektpungen gøres op (projektpungen var oprindelig flødefarvet, men er nu nærmest sort, da vi ikke har fået den vasket siden vi kom - vi er blevet enige om at markere de nye tider uden Line og Rasmus med at få den vasket).

Siden introducerede de Tumu town, kollegerne og arbejdet, vi fejrede jul og påske sammen, og meget meget mere.

Det har været en fantastisk tid og det bliver mærkeligt at de ikke er her i dagligdagen.

Det er altid hårdt at sende folk af sted fra lufthavnen. At stå der blot 8 timer fra Danmark, og vide at dem man sender af sted snart er hjemme ved alt det man savner, kan godt få en til at føle sig lidt efterladt. Heldigvis skal vi ikke bevæge sig langt før vi igen møder en smilende ghaneser der igen minder os om hvor privilegerede vi er og at vi bare skal huske at nyde det inden det er slut for os også.

 

 

Dagbog for perioden 16. februar til 15. marts 2007

 

Danskere på besøg i Tumu

I begyndelsen af februar ankom to danske jordemor studerende Mette og Jette, til Tumu for at arbejde og gøre observationer dels på hospitalet og dels ude på distriktets klinikker. Skæbnen ville, at det forskerhus IMCC har fået bygget i Tumu, lige nøjagtig stod klar (unless vandledning) da de skulle ankomme, så vi blev enige om at tilbyde dem at bo der. De var glade for tilbuddet og vi fik samtidig mulighed for at få testet huset for evt. fejl og mangler. Det viste sig bl.a. at der var lidt problemer med vandlåsen på den ene potte, samt at rørledningen til septiktanken lækkede lidt.

Den slags finder man jo kun ud af hvis man får det testet, og det passede jo som fod i hose med at de havde lidt ”afrika-maver”.

Det var rigtig hyggeligt at de var i Tumu, for det er sgu rart med lidt danske inputs nu og da!

Vi sender hermed en stort tak til testpersonerne Mette og Jette for deres ”massive” indsats og deres søde måde at være på!

 

Udover dette besøg havde vi også nogle tidligere IMCC´ere forbi fra 19.-23. februar. Andreas var på projektet i 2001 sammen med sin kone Stephanie. Han er nu kommet tilbage og arbejder i Accra for Danida. De havde besøg af det par de dengang var udsendt med – Thomas og Pernille. Disse to par plus deres i alt tre drengebørn kom på besøg i Tumu, så der var hytten fuld; men det var rigtig hyggeligt at have dem boende. Ønne legede ganske godt med Thorbjørn på 2 ½ år, og de blev gode venner! For at de også kunne have hele hytten for sig selv, havde vi sammen med Rasmus, Line valgt at placere en længe planlagt miniferie i Burkina Faso fra d. 22.-25. februar.

 

Gorom Gorom – ude i ørkenens brændende sand

Fra d.22. til 25. februar tog vi sammen med Line og Rasmus til Burkina Faso. D. 22. februar gik turen fra Tumu via Ouagadougou (hovedstad i Burkina) til Burkina Fasos

fjerneste nordøstlige hjørne, der grænser op mod Niger mod øst og Mali mod nord – vi skulle til området Gorom-Gorom, hvor man kan få et glimt af det sydligste Sahara! Vi kørte tidligt, for vi havde mange timer foran os, og det tager tid både at komme ud af Ghana og ind i Burkina. Dog lykkedes det os faktisk at komme af sted kl. godt 6, og det viste sig oven i købet, at det at komme ud af Ghana ikke var så langsommeligt som ventet. Dette til trods for at manden med stempler og papirformularer ikke var mødt så tidligt! Derfor blev vi enige med grænsemanden om at klare udstemplingen fra Ghana den følgende søndag, når vi alligevel skulle indstemples igen – smart! Og således gik det til at vi entrerede Burkina uden at have forladt Ghana!

Under turen nordpå blev det stadigt goldere og goldere. Udtørret landskab så langt øjet rakte kun afbrudt af grønne, stikkende acacia træer – vildt flot var det, og ganske anderledes end Ghana. Ved synet af al den goldhed, og udtørrede flodrevner blev tankerne ledt hen på den potentielle tørkekatastrofe der også kan blive en realitet i Ghana, hvis træfældningen ikke finder en bæredygtig balance – altså at de husker at plante et hver gang de fælder et!

Et stykke inden ende destinationen ”Gorom Gorom” skulle vi på et torsdags ørken-marked, der ifølge rejsebøgerne skulle være et af Burkinas highlights. Vi var heldige at vi kom forbi på en torsdag, og rejsebøgerne har ret - det var vildt fedt!

Her mærkede vi for alvor, at vi var kommet nærmere ørkenkulturen. Bag markedet gik nogle kamelkaptajner. Som del af karavanerne, der de sidste 4000 år har bevæget sig hele vejen fra det nordlige Mali og sydover (bl.a. til Gorom Gorom); havde de bragt salt og andet godt med hertil. Det var meget fascinerende at få lov til at kigge en så gammel og relativt uberørt levevis lidt over skulderen!

Ønne fik mulighed for sin første kameltur, og der blev kigget mere på Ønne end på kamelen, men han så også ganske ”sjælden” ud som han sad der. Opstigningen og nedstigningen er helt klart den kritiske part af kamelridningen, idet den rejser hele bagpartiet først, og derpå følger fronten med. Man må sætte sin lid til at sadlen er monteret korrekt, ellers… men det var den!

Det var dog ikke slut med denne tur, for da vi efter markedet ankom til stedet vi skulle overnatte tog vi direkte ud i sanddynerne for at se solnedgangen. Her bød muligheden sig igen for en ridetur. Denne gang slog både Rasmus og Ønne nemlig en handel af med en forbipasserende Kamel Kaptajn. Efter at de hver især havde redet en tur i rundkreds viste det sig at han tog sig godt betalt for turen. 60kr pr snydt snudeskaft! Line og Tine morede sig dog kosteligt, så det var på ingen måde spildt! Og Rasmus og Ønne var enige om, at havde de bare talt fransk så skulle de nok have fortalt ham et og andet… Tankerne faldt bagefter på, hvorvidt udtrykket ”at blive trukket rundt i manegen”, rent faktisk opstod i en lignende situation langt ude i ørkenen for mange mange år siden. I hvert fald var det lige nøjagtig hvad der skete!!!

Efter solnedgangen tog vi tilbage til det sted hvor vi skulle overnatte – under åben himmel. Vi fik den bedste kus-kus (staves vidst anderledes?) i mands minde (man kunne heller ikke få andet) og vi snakkede en del med ejeren af stedet, men forstod ikke så meget af hvad hinanden sagde. Efter maden lavede han os noget fin te som var grønt og smagte af kogende mundskylle vand – meget arabisk inspireret, om ikke andet.

Herefter var det ”godnat”, og det var fantastisk flot at ligge med udsigt til en stjernehimmel uden lys-forstyrrelse i miles omkreds. Og da Tine kom sig lidt over, at vi sådan lå der ude midt i det bare ingenting med Mali mod nord og Niger mod øst, begyndte vi begge at nyde udsigten.

Vi stod op igen kl. 5 for at se solopgang, og det rigeligt tidligt, og ikke mindst var det s…. koldt. Flot var det dog, og så var vi tilbage for at indtage morgenmad kl. 7. Lidt i 8 kørte vi mod Ouagadougou, hvor vi ankom ved 13 tiden.

Her skulle vi så nyde et par dages byferie og deltage i FESPACO filmfestivalen, der tilfældigvis blev afholdt mens vi var der. FESPACO er en stor international festival, der præsenterer en masse afrikanske film. Da det, trods festivalens internationale profil, kneb lidt med at få programmet på gaden før festivalen var i gang, var det begrænset, hvad vi mærkede til festivalen. Dog så vi om søndagen den eneste film med engelsk tale, vi kunne spore, og den startede så en halv time senere end vi havde fået at vide – det tog vi med en efter hånden veltrænet tålmodighed – filmen var rigtig god.

Alt i alt var det yderst spændende at opleve byen, der er helt anderledes end Accra. Ikke mindst hvad angår maden… Så derfor spiste vi godt. Den ene aften på en restaurant med sand på gulvet og alskens ørkengøjl – meget hyggeligt; og den anden aften var vi på Coq Bleu (den blå hane)… himmelsk! Her stod den på tre retter, og der var både ost i forretten og desserten!!!

Sidst men ikke mindst fik Ønne rettet sine briller, idet fænomenet ”optiker”, er en realitet i Burkina (til forskel fra Ghana). Det var ganske tiltrængt da monoklerne efterhånden var helt ude på det alleryderste af tippen.

Således vel tilrettede og mætte drog vi søndag de sidste 3 timer syd på og ankom til Tumu lidt over middag, efter en fed tur! I Tumu blev vi både stemplet ud og ind af Ghana, og så var der styr på det hele igen.

 

Vi er ikke vandt til…

- Vi er ikke vandt til, at man er ligeglad med om der er lys til, hvad vi laver!

- Vi er ikke vandt til at folk snakker højt gennem bilvinduet som om folk udenfor kan høre hvad der bliver sagt!

- Vi er ikke vandt til, at folk ikke rykker sig, hvis der er plads i bilen - de bliver bare siddende klinet op ad hinanden selvom sædet ved siden af er tomt

- Vi er ikke vandt til, ikke at have alle officielle aftaler på skrift! Som danskere er det lige som om, at vi ikke er helt sikre på at noget er officielt aftalt før man har skrevet det ned. Der er ingen tvivl om at ghanesernes kultur er meget mere mundtlig end den danske på mange punkter.

- Vi er ikke vandt til, at det at køre ikke er en relativt privat sag … men har man en flok ghanesere med i bilen skal de nok være behjælpelige med at sige hvornår du skal skifte gear, blinke, go slow, go straight etc. Ganske uundværligt! Det samme gør sig gældende på div. parkeringspladser, hvor der gerne er hjælp at hente fra op til flere vagter og tilfældige forbipasserende, som laver alle mulige (og umulige) fagter. De har det tilfælles, at de aldrig selv har kørt en bil, hvilket afspejles i deres sans for at give håndterbare instrukser til chaufføren!

- Vi er ikke vandt til at sugerør, ikke enten er sat i kruset, eller flasken, når man har bestilt en drink eller lignende. Her får man det konsekvent direkte fra pakningen som tjeneren ”serverer rørerne”. Om man er i Wa i nord eller Cape Coast i syd… så er det denne måde det foregår på. Det må være noget med at det er den mest hygiejniske måde, eller også er det med sugerør bare sådan lidt smart, og skal derfor have særlig opmærksomhed?

- Vi er ikke vandt til at ”vaske hånd”. Vi siger, at ”vaske hænder”, for deri ligger at man vasker dem begge. Ghaneserne ”vasker hånd”. Det er måske en underlig observation, men hvornår har man sidst set en dansker vaske den ene hånd med et stykke sæbe, uden at bruge den anden? Det skyldes, at de spiser med den ene hånd, og det er så den der får en tur før og efter maden. Vi har prøvet at vaske den ene hånd (altså uden at bruge den anden) og det føles helt umuligt.

- Vi er ikke vandt til at folk vælger at bære en kuffert med hjul på hovedet. Det ligger dybt i ghaneserne at det er godt for ryggen at bære ting på hovedet, og ikke mindst gir det skygge.

- Vi er ikke vandt til, at tilfældige folk stiller sig midt i et stort kryds med en grøn gren og dirigerer trafikken, hvis trafiklyset er gået ud.

 

Overlap

Så er det blevet tid til overlap igen. Nye kommer til projektet og afløser Line og Rasmus, som skal hjem d. 27. april. Vi skal nu til at være de gamle på projektet, og tiden flyver af sted! (gjorde den ikke også det ved juletid?)

Vi forlod Tumu d.28. feb. for at drage ned efter de nye IMCCere, Rikke og Thomas, der begge er medicinstuderende fra Odense.

Overlaps-turen begyndte med, at vi kørte til Kumasi, hvor vi havde Fussi med. Han skulle have ordnet nogle reservedele til sin traktor, og det skulle han helt til Kumasi for! Det påmindedes os endnu engang om hvor laaaaangt væk Tumu ligger fra det hele. Det var rigtig hygsomt at have ham med i bilen, og helt rart at have lejlighed til at hjælpe ham, for han er altid så hjælpsom, og beder sjældent om noget. Undervejs snakkede Fussi om at jægere var bedre end andre til at køre bil – ”the hunter is always alert”, som Fussi udtrykte det som om det var alment og yderst indiskutabelt. Og han fortsatte med at nævne andre kvaliteter som især er jægeren forundt: han er fra naturen god til at spille tromme, og finde vej! Ønne var naturligvis helt enig, mens Tine var lige ved at trille ud af bilen af grin… men det var ikke for sjov.

Da vi kom til Kumasi kørte vi Fussi ud til nogle familiemedlemmer, hvor vi naturligvis blev inviteret ind til lidt vand og lidt ”sidden på bænk”. Så skulle der greetes: ”so how is your house, and your family, and how is your work etc”. Og de spørger: ”so how is Denmark?”, og vi svarer ”well we haven´t been there since July…but we think Dk is fine”. Sådan er det at greete, det skal helst ende med at det er “fine”. Det kan virke lidt underligt blot at sidde i 5 minutter, og så bryde op, men hele seancen drejer sig om at sidde sammen, at tage sig tid – at ”sidde” betyder for ghaneserne ”at tage sig tid”.

Derefter kørte vi ind midt i det inderste Kumasi, hvor Fussi skulle overnatte ved nogle andre. Det er et vanvittigt kaos at køre i Kumasis bakkede, smalle gader. Men vi kom ind og ud igen med lakken i behold, hvorefter vi indkvarterede os på Pink Panther hotel!

Nåh men fredag d. 2. marts var vi så i Accra og de indledende øvelser til overlappet kunne begynde. Vi tog i banken og hævede en større sum cedis og dollars til de mange forskellige ting, der skulle betales i overlappet, og så tog vi på firmaregistreringen, for at få gang i registreringen af den forsknings komite som IMCC har startet i Tumu.

Ud over at få fornyet vores forsikringer, få overført penge og mødes med ambassaden etc. er ideen med overlappet at få givet erfaringer videre til de nye, så de mennesker vi kender, får mødt de nye IMCCere.

Vores liste over hvad der skulle gøres ser sådan ud:

- 4. marts: Thomas og Rikke ankomst

- 5. marts: Firmaregistreringen (den årlige fornyelse af IMCC som NGO)

- 6. marts: Independence Day – Ghana fejrede 50 års uafhængig fra englænderne

- 7. marts: National Holiday pga. Independence Day

- 8. marts: Bilen til mekaniker, i banken, Thomas og Rikkes cargo til afhentning

- 9. marts: Besøg på DANIDAS Health Sector Suport Office (HSSO), og registrering af Rikke og Thomas på ”Den danske Ambassade” kombineret med møde med ambassadens sundhedsansvarlige Camilla; Afhentning af bil, ordne forsikring, indkøb af bøger til biblioteket i Tumu, betale abonnement til Ghana Internet

- 10. marts: Indkøb af div. kontorartikler, tjekke projektmails

- 11. marts: Søndag…

- 12. marts: Workshop på School of Public Health, besøge NGO-registreringen

- 13. marts: Bil på værksted igen

- 14. marts: Afgang til Anomabo

- 17. marts: Afgang fra Anomabo mod Kumasi

- 18. marts: Afgang fra Kumasi og ankomst Tumu

 

Måske ligner det ikke et særligt stramt program, men det var det – ting tager meget laaaang tid, når man skal igennem bureaukratimøllen på div. kontorer og ikke mindst gennem trafikken i Accra!

 

Flg. er højdepunkter fra overlappet:

- Bilen kræver sit eget afsnit:

Tine kørte i den åbne kloak-rendesten (også kaldet gutter eller bare the ”dis-ting”). Dette skete på Rikke og Thomas første aften. Efter vi havde været ude og spise skulle Tine lige bakke, og så holdt vi så der. Heldigvis er det ingen sjælden ting at en bil ender i en gother i Accra, så der var masser af hjælpende råd at hente fra folk. En sten blev lagt bagved venstre forhjul nede i gotheren, firhjulstrækket blev sat på, og så smuttede den lige så let op som den var smuttet ned. Derefter var det naturligvis svært at overbevise Rikke og Thomas, der lige var landet to timer tidligere, at dette altså aldrig var sket før! Ønne nød det mere end Tine.

- Da vi holdt i kø ved en kæmpe rundkørsel trillede Ønne MEGET langsomt lige ind bagi en tro tro (by bus). Forvirret spurgte han Tine: ”bakkede han?”, hvortil Tine svarede, ”nej du kørte frem…”. Tine havde heldigvis den nedringede bluse på og de store solbriller, hvilket viste sig at være en klar fordel. De to mænd der steg ud sagde næsten i munden på hinanden at det kostede hhv. 50.000 (35kr) og 200.000 (140kr) cedis. Rutineret som Tine efterhånden er blevet slap hun ikke en øre mer´ end laveste bud! Det var i øvrigt også yderst besværligt at tyde hvilken af de uendeligt mange buler, som var Ønnes, da hele bilen var en stor bule.

- Thomas smed hjulkapslen til Landkrøjseren væk da han afhentede den på Toyotas værksted. Han troede det var det gamle brændstoffilter... Mekanikerne har det nemlig med at lægge de gamle reservedele i bilen, så kunden kan tage dem med hjem, hvis han nu f.eks. skulle kunne bruge en utæt støddæmper el.lign. Han er ny og dermed tilgivet, men næste gang… ;-)

- Rikke bakkede ind i indkøbscenteret KOALA. Det hun hørte ”bumpet”, troede hun, at hun havde ramt kæresten Thomas, der forgæves prøvede at gelejde hende baglæns ud af den snævre bås. Hun var derfor helt lettet da hun fandt ud af at det bare var centret der havde fået en skramme…

Hun er ny og dermed tilgivet, men næste gang… ;-)

 

- Vores besøg på firmaregistreringen (General Registrar Department) er også nævneværdigt. Dette var Rikke og Thomas første møde med det ghanesiske bureaukrati, og de tog det faktisk pænt. Vi kom ind til (skranke)Paven nr. 1 i Ghana, og han var lige ved at få Ønne til at eksplodere! ”Are you sure you are an NGO?” begyndte han. Dette forårsaget af at vi kun havde skrevet IMCC og ikke hvad det stod for, på en formular. Fair nok, at det manglede, men hvorfor ikke bare sige, ”I skal lige skrive hvad IMCC står for”, frem for at betvivle, om vi er en NGO (som har været i Ghana siden 1997 og som han udmærket godt kender til). Således var der lagt i ovnen!

Derefter var sagen den, at de formularer, der skal udfyldes til den årlige registrering skulle udfyldes på maskine – det er vi jo ikke så vandt til. Thomas og Ønne skulle dog inden maskinskriveriet sætte deres underskrifter på disse formularer, og dette med millimeters nøjagtighed på nogle prikker som Paven lavede med sin kuglepind. Den havde Ønne så ikke fanget, så han begyndte glad at udfylde adresse m.m., hvilket netop skulle være gjort på maskine. Så vendte Paven det hvide ud af øjnene og rejste sig og bad på flg. måde om Ønnes underskrift: ”You know I need your SIG-NA-TURE” (pause) ”SIG-NA-TURE”, fortsatte han et par gange mere! Ønne blev helt stille af raseri, men heldigvis klappede Thomas Ønne på ryggen og udbruddet gik i sig selv.

Derefter gik turen ud af kontoret og ned på et vind-omsust hjørne, hvor alskens vigtige dokumenter i store bunker kun blev holdt fast af tilfældige sten lagt oven på bundterne. Her fik vi mobiliseret jordens langsomste typist, som skulle hjælpe os. Hun var allerede træt fra starten, og selvom hun fik nogle bananer midtvejs, kom det ikke til at gå hurtigere af den årsag…

Klokken 15.30 (syv timer senere) var alle formularer udfyldt på maskine, og glade gik vi ind til skranken for at betale fornyelsen – men den afdeling lukkede desværre klokken 15.00!!! Med en ilddåb for Rikke og Thomas, kom overlappet i gang.

 

- Det tog en hel dag at afhente Rikke og Thomas cargo, efter at de havde udfyldt 117 formularer og andet meningsløst. De klager nu til postfirmaet – det skal ikke tage en hel dag at afhente sin bagage!

 

- Independence day! Der var mange nævneværdige ting på denne store dag, men størst af alt var det nok, at den danske ambassadør havde inviteret ”alle danskere i Ghana” til reception, i anledning af at Bertel Haarder var kommet som Danmarks officielle repræsentant på den store dag. Det var faktisk ganske hyggeligt at stå midt i travle Accra, i en danskeroase, mens vi spiste laksefilet, spegepølse og ikke mindst røde pølser!

Efter at ambassadøren havde holdt en lille velkomsttale sang vi ”Skuld´ gammel venskav reint forgo”. Derefter var det Bertels tur, og hans tale afrundedes med første vers af ”Der er et yndigt land”. Det var så herefter at det var tid til de herligste håndmadder. Bedst som vi havde fået os et stykke hver (Tine: laks og Ønne: spegepølse) kom Bertel hen og sagde goddag! Vi fik en lang snak med ham om skov- og landbrug i Ghana, og specielt angående tørkeproblemerne nordpå. Vi forklarede ham i den forbindelse, at vi arbejdede på et sundhedsprojekt, og at vi egentlig ikke vidste så meget om landbrug, men vi var helt enige om, at der skulle plantes nogle flere træer. Pludselig var de røde pølser klar, og samtalen med ministeren ebbede ud…

Da vi to timer senere forlod etablissementet, takkede vi ambassadøren for invitationen og roste menuen!

Inden denne reception havde vi været rundt i Accras gader, og fejre dagen med ghaneserne. Der var rødt, gult og grønt overalt, og der var MEGET gang i gaderne! Da der var besøg af ca. 20 præsidenter, så vi de store diplomat-biler efterfulgt af politieskorter, mange steder! Det er tilsyneladende sådan, at jo vigtigere man er, jo hurtigere skal man transporteres rundt i byen (lige som man kan måle hvor vigtig en person er, på hvor højt airconnen er skruet op på de forskellige kontorer). Det flotteste ved disse eskorter, er den forreste betjent, der kører på motorcykel ofte klædt i kridhvidt, med stor hat og så kører han stående… og uden hænder. Man er vel den forreste!!! Derudover blev Ønne og Thomas interviewet til ghanesisk TV, og intervieweren var meget ledende i sine spørgsmål. Hun spurgte: ”why are you here today?” og drengene svarede ”well we are here to work…”… Det var jo det forkerte svar!, og så gik hun midlertidigt i stå, men det var helt sjovt at være på.

Om aftenen var vi lidt i byen og høre noget rap… de dansede fedt om ikke andet!

Alt i alt var det stort at være i Accra på denne dag!

 

- Vi havde 7 års dag! Det var en dejlig dag, hvor vi kørte til Teshi, som er en forstad til Accra. Her har en berømt kistemager til huse (måske nogen så DR-udsendelsen med Erik Peitersen i Ghana hos kistemageren ”Pa Joe” sidste år – det var ham vi besøgte). Vi fandt stedet, og kisterne laves i alle afskygninger. En lærer begraves f.eks. i en stor kuglepen, en fisker i en fisk, eller hvad med at gå til hvile i en nokia mobil, hvis man nu elsker at tale i tlf.? Denne sydghanesiske ide med at gøre den døde livlig passer meget godt med den begravelsestradition, vi tidligere har berettet om fra Nordghana, hvor liget sad med en smøg i mundvigen, fordi han havde ryger. Anyway, der var alle afskygninger af kister – det var meget flot håndværk.

Bagefter tog vi tilbage til hotellet og svømmede lidt i poolen. Om aftenen var vi på Tines yndlingssted Mama Mia, og det var som ”vanligt” en sikker vinder.

Psykologen (fra vores forberedelse) har sagt, at de 14 mdr. i Ghana svarer til 5 år. Hvis de 7 år lægges til, kan vi invitere til kobberbryllup, når vi kommer hjem…

 

- Vi deltog i en workshop på School of Public Health (SPH) - University of Ghana. I januar var vi til et vist møde på SPH, hvor vi havde sand imellem tæerne, mens vi mødtes med professorer m.m. (tidligere beskrevet). En del af afkastet fra det møde var, at vi blev inviteret til denne workshop. Workshoppen henvendte sig til Master studerende, som skal ud i deres respektive samarbejdsdistrikter og forske. Det er det vi arbejder så hårdt på, at få Sissala East til at blive – altså et samarbejdsdistrikt.

Det havde længe været aftalt, at en officer fra DHMT skulle deltage, og så skulle IMCC betale omkostningerne.

Nu er der så lige kommet en ny Director i Tumu, som ikke lige prioriterede disse planer, så DHMTs deltagelse røg i vasken. Det var skide ærgerligt. Ikke mindst var det frustrerende, idet IMCC jo netop har været bindeleddet mellem distriktet og SPH. I den forbindelse har vi forsikret SPH at Sissala East er meget interesseret i et samarbejde, hvilket jo går dårligt i spind med, at de ikke kommer når de er inviteret til et arrangement på skolen. Derfor var det i det mindste meget heldigt, at workshoppen faldt sammen med overlappet, så vi derved havde anledning til og mulighed for, at mødes med nogle undervisere fra SPH, og forklare sagen. De var meget forstående, og Thomas og Ønne blev hele dagen til workshoppen, og det var meget givende at deltage: Idet vi fik et godt indtryk af hvad skolen kræver af distrikterne! SPH sender snarest et team til Sissala East for at undersøge omstændighederne, og så skulle vejen være banet for at samarbejde!

 

Hello I´m Brown

Vi mødte en fyr fra Nigeria på hotellet, som vakte Thomas og Ønnes opmærksomhed, fordi han kørte i en bil af mærket Hummer. Vi hilste pænt på ham, og præsenterede os, og negermanden sagde: ”hello I´m Brown”. Man fristedes til at svare: ”ja det kan jeg se, men hvad hedder du?”. For alt Browns hans tøj var brunt, hans sko og hans store hat, og ikke mindst hans Hummer der holdt parkeret uden for på parkeringen, var brunt. Meget komisk, men man skulle måske have været der…?

 

Skrevet i takt til Atlantens susen…

Ja så er vi her igen på coconut paradise (det hedder det ikke, men det er bare så oplagt at kalde det sådan noget) ”Anomabo”. Det har været fristende at sætte sig med den bærbare i vandkanten på en liggestol, men desværre er den 90 % fugtige luft så fyldt med salt og gus, at computeren ville brænde sammen. Derfor er vi nu i vores hytte, der denne gang (det er fjerde gang vi er her) ligger på første parket!

Vi har haft billeder af to livvagter som blev taget. Billederne blev taget da vi var her med Tines forældre. Siden er de blevet fremkaldt og lamineret i Danmark og er nu endt i hænderne på disse to livvagter som vi snakker med hver gang vi er her. De blev vildt glade for billederne, og de sad ved siden af hinanden og studerede billederne grundigt - og det var det hele værd!! Det er vildt at tænke på, hvor lidt der skal til nogen gange. Men hvis det nu er de eneste fotografier de nogensinde får så er det jo ikke så lidt endda…

For at sige tak stod de to gange klar med friskplukkede kokosnødder til os, når vi kom ned på stranden.

Udover at vi begge holder meget af at orientere (alle) jer der jævnligt kigger med i dagbogen, er det også rart at sætte sig ned og fordøje alle indtrykkene og situationerne. Man puster lidt ud, når man får skrevet! For som det sikkert fremgår så oplever vi meget, men det er altså ikke noget ved, hvis vi ikke når at fordøje det. Der hjælper det meget at sætte sig ned og ordne billeder og skrive til hjemmesiden!

 

Vi glæder os til at komme til Tumu nu!

Vi ringede til huset til morgen for lige at sige ”hej og alt vel” til Bukari. Det er helt fedt at man mærker at man kommer til at savne sine venner i Tumu! Bukari var glad for at høre, at vi havde det godt, og glæder sig til at møde Rikke og Thomas. Vi glæder os til at have lidt tid i Tumu hvor der skal arbejdes, gås på jagt, og hold afskedsgilder for Rasmus og Line. Vi glæder os til at se vagterne, Alex, Francis, Abraham, Dominique, Fussi, Pito-Mutter. Det bliver rart.

 

Dagbog for perioden 29. januar til 15. februar 2007

 

Late chief funeral

Bang, bang, buldre og brage. Vi vågnede begge til lyden af kanoner og geværskud og kiggede på vækkeuret: 4.05… ”De er vist allerede i gang” sagde Tine. Vi havde egentlig aftalt med Rufia om, at vi skulle mødes ved chief palace kl 5 om morgenen for at fejre den store årlige begivenhed i Tumu – late chief funeral, men vi blev hurtigt lysvågne, og blev enige om at vi bare skulle se og komme ud i Tumu, der endnu var sort!

Dette afsnit tager altså fat hvor vi slap i sidste dagbogsindlæg, der sluttede d.28 jan – dagen før dagen… (afsnittet hvor Ønne var med på jagt for at skyde vildtet der skulle spises til begivenheden – det blev til en sjakal og en fiskehejre). Late chief funeral er den årlige fejring af den senest afdøde høvding. Ham her døde d. 29. januar for 5 år siden.

Nåh men da vi ankom til chief palace var der rundt regnet et par hundrede mennesker, og de dansede alle rundt om det samme store træ; de var alle klædt ud, og havde maling i ansigtet. Med jævne mellemrum lød en KÆMPE drøn fra et af de mange geværer der var ladet med sort krudt. Det resulterede i, at det store træ vi dansede under løbende blev mindre og mindre, for grene og blade dryssede ned i hovedet på os af når geværerne blev skudt af.

Vi havde alle 4 taget smog på for ligesom at falde ind i mængden (?), og vi gik med rundt om træet og lod som om vi kunne teksten på de mange mange sange der blev sunget. Sangene var alle på Sissali, hvilket understregede den følelse der hang i luften – det var en stolt og betydningsfuld morgen, der markerede en stor og stolt families ældgamle tradition. Den bedste markering heraf var nok vores chauffør fra arbejdet – Dan Ladi Kanton. Han kom os i møde så snart han så os ankomme; med et helt nyt og ret vildt udtryk sagde han, ”today is the day”, mens han spillede på en oiletønde-tromme.

Sådan gik folk i runder om træet, indtil solen stod op og endnu en time derefter. Det betød at den ekstremt støvede luft efterhånden fyldtes mere og mere med lugten af sved, men det var ærligt talt som om det blot gik op i en højere enhed med lyden af trommerne, der ikke stod stille i de første tre timer den morgen.

På et tidspunkt kom en gruppe på ca. 50 udklædte gående fra et andet område i byen – det var Hunters Chief, og hans familie. Der er nemlig tre chiefs i Tumu. Den store vigtige Tumu Kuoro fra familien Kanton, der blev fejret denne morgen; derudover er der Hunters Chiefen, og the young chief. Disse andre chiefs blev også budt særligt velkommen, og fik en æresplads under den store, fine parasol. Den selv samme parasol som samme morgen blev skudt i stykker, fordi en af de unge geværskytter vinklede bøssen lidt for lodret!

Herefter var der optog rundt i byen, og det viste sig nu, at sjakalen og hejren skulle spises – RÅ! Under dette optog fandt vi ud af hvor vigtig en person Fussi Kanton, som er en af vores gode venner, er, i Tumu. Det var ham, der førte an i optoget, og bestemte hvilke sange der skulle synges. Det var vildt at se, både Fussi, og flere andre af de folk vi kender, gå udklædte i optog, i en rus af glæde og sammenhold og tradition. (senere på morgenen i en rus af pito).

Vi var godt nok blevet advaret om denne begivenhed under vores forberedelse til ghanaopholdet… Men det var alligevel meget vildere at opleve end det er muligt at beskrive! Derfor SE BILLEDERNE HER PÅ SIDEN! -

 

På bar med Tumus nye læge - Dr. Zach

Efter meget lang tids venten er der endelig kommet en ny læge til Tumu Hospital. Han er ung, imødekommende, arbejdsvillig og så har han det vildeste grin. Sidstnævnte fandt vi ud af da vi gik på bar med ham en aften, hvor han havde inviteret.

Da han jo er den eneste læge betyder det, at han går ud og drikker øller en aftens tid, at hospitalet går betydeligt ned i kapacitet mens branderten står på. Nedgangen i hospitalets kapacitet markeredes ikke mindre tydeligt ved det faktum, at han var kørt på bar i ambulancen… den var parkeret under mangotræet i nærheden af vores bord!!!

Det skal siges, at han er meget seriøs, og faktisk ikke havde holdt fri overhovedet før denne aften – og selvfølgelig skal manden jo have fri en gang i mellem, med en vagtplan på 24 timer syv dage om ugen!.

Efterhånden som aftenen skred frem blev det mere klart (eller uklart) at doktoren havde tænkt sig at give det hele, og der skulle ikke mangle noget. Hver gang vi var halvt færdige med en øl (der er på størrelse med to) bestilte han en ny! Derudover havde han bestilt fire hele kyllinger! Ønne spiste en hel en selv, for ikke at skuffe doktoren!

Hen på aftenen begyndte Dr. Zack at fortælle frække vittigheder, der var så sjove, at hans eget grin overdøvede pointen, men hvad… så var det jo bare morsomt i stedet – Resultatet blev i det mindste at vi grinede meget på samme tid.

Derudover satte det farver på aftenen, at den nye læge, der er tvangsudstationeret fra Cuba, var med. En lille ferm kvinde, der stort set ikke snakker engelsk. Alle hendes sætninger indledtes med ”me for examplo…”. Meget komisk, ikke mindst da hun kom ind på emnet negere uden at skrue ned for stemmen: ”Me for examplo no like black people…”. Dog tilføjede hun: ”for examplo me like Dr. Zack, Dr. Zack is nice”.

Alt i alt en uforglemmelig aften, hvor IMCC fik skabt grundlaget for et tæt samarbejde med hospitalet fremover… Om end på et lidt fugtigt grundlag.

 

Stereotyper – hvad kan man forvente?

Man forventer jo altid noget bestemt fra en bestemt type person. Lægen er sådan…, og mekanikeren er sådan… MEN NEJ!

Det var faktisk efter den aften på bar med lægen, at vi kom til at tale om det.

Lægen lige frem brillerede med alle de frække forkortelser på øllene – for examplo: GUINESS: Girls under influence needs ? serious sex. Ja kan ikke lige huske det hele lige nu, men det er den slags frække forkortelser, som ellers oftest er dem mekanikeren kan. Men sådan er mekanikeren ikke…

For den mekaniker vi kender, kan ikke disse forkortelser, for han rører slet ikke alkohol. Endvidere er relativt feminin, og ville han meget hellere have været danser!

 

Begravelse

Nå men det skulle blive til endnu en begravelse. Inchargen fra Nabugubelle Doras mand skulle begraves og Ønne, Rasmus og Tine tog af sted sammen med hele DHMT. Som sædvanligt havde vi store ambitioner… ”Vi kører kl. 6 så vi kan være tilbage tidligt igen” var directors udmelding - det skal nemlig siges at begravelsen lå 2 dage før dead-linen for administrationens årsrapport, som langtfra var færdig…

Klokken 7.30 var de sidste ved at være klar til afgang, og kl. 10 ankom vi til begravelsen - Vi kom ikke tidligt hjem!

Da vi ankom satte vi os samlet under en pavillon og iagttog begivenhederne. Under et træ spillede en flok mænd på xylofoner, under et andet træ blev der tilberedt pito, og midt på pladsen lige i solen sad den døde mand på et 2 meter højt podium i en fin lænestol, iført sit fineste jakkesæt og med en smøg i munden. Sørgende grædekoner gik rundt på pladsen, nogen bundet sammen med reb og alle sammen syngende på en bestemt klagende måde – tankerne blev ledt hen på grædekonerne som blev brugt i Dk førhen.

Efter at have siddet lidt gik vi samlet på række hen og stod med front mod liget. Vi bukkede for ham og kastede så mønter op til ham - Ønne gjorde lige rigeligt ud af det, og var tæt på at skyde smøgen ud af munden på ham. Så gik vi tre skridt til højre og kiggede lidt ned i jorden, tre skridt til venstre og kiggede lidt ned i jorden, og så hen at sidde igen. Og resten af dagen kom til at gå med at sidde. Vi talte ikke med nogen, og sad faktisk i udkanten af det hele, og der sad vi så og sad. Efter noget tid kom der en mand hen og sagde at hele DHMT skulle sætte sig et andet sted. Her fik vi guiness og pito og så sad vi der indtil vi samlet gik et andet hen og sad. Hen over middag blev liget lagt i kisten – det var egentlig ikke planen, men det var en meget varm dag, og han var begyndt at svulme en hel del. Han blev stedt til hvile i noget lignende en septitank, der var beklaedt med hvide fine badevaerelsefliser indeni – meget fornemt. I det hele taget fornemmede vi at det var en meget dyr fest at afholde for familien. Med 150 gaester, rigeligt mad, guiness og pito. Dertil kommer brassband, xylofonspillere, fin kiste og pidestal.

Kl. 5 om eftermiddagen var vi hjemme igen efter mange timers sidden og godt stegte af solen.

 

Forlovelsesfest

En eftermiddag hvor vi skulle besøge Fussi på chief palace var der forlovelsesfest under det store træ lige udenfor paladset. Vi så et par stykker vi kendte henne i rundkredsen af pavillonner gamle traktorer og den gamle amerikanerbil, og vi ville bare lige gå over at hilse på. Da vi ville til at gå blev det annonceret i mikrofonen over de alt for larmende højttalere at vi ikke måtte gå, men at vi skulle være med til at udbringe en skål og blive til festen. Så er det altså ikke nemt lige at liste af. Vi fik serveret de sødeste og varmeste drinks længe og så sad vi ellers der og smilede mens vi følte at festen drejede sig mere om os end om det forelskede par – som vi i øvrigt ikke anede hvem var… I talerne blev der lagt vægt på hvor god en fest det var og hvor vigtige mennesker de var fordi der var hvide mennesker tilstede.. hmm…

 

Regionskonference

I starten af februar deltog vi i den årlige sundhedskonference på regionsniveau. Det foregår i Wa, hvor alle distrikterne i Upper West Regions sundhedsadministrationer kommer for at præsentere årets resultater og statistikker. Vi deltog i en lignende halvårskonference i august lige efter vi var kommet til Ghana og det var opløftende at finde ud af hvor meget vi havde lært, og hvor meget mere vi forstod af det hele.

 

 

Dagbog for perioden d. 6. december 2006 til 28. januar 2007.

 

Dagbogsskrivning…

Pga. ”dagbogs-stress” har vi besluttet at påbegynde skrivningen for den seneste laaaange forsømte periode (6. dec til 25 jan) allerede i bilen. Vi må være effektive er vi enige om! Tine styrer lige nu krøjseren gennem byen Tamale, der er Ghanas 3. største, mens Ønne klapper løs på tasterne. Bilens aircon har fået et hak opad for sådan en blærbar udgyder ganske megen varme lige ned i skødet på skribenten!

Vi er på vej tilbage nord over. I søndags (d. 14. jan) tog Mai og Olsen hjem efter dejlige 16 dages besøg (mere herom). Mandag brugte vi på projektarbejde i Accra – en forsikring skulle ordnes, et visum til Burkina skulle fornys, et bankudtog skulle afhentes, og ikke mindst skulle vi til møde på University of Ghana med professor Isabella (mere herom).

Vi holder begge meget af at skrive dagbog, og når årsagen til skriveforsømmelsen er, at der er sket ganske meget i mellemtiden, er det jo så meget desto mere stressende at komme bagud… ja for slet ikke at tale om alle de billeder der er taget som skal redigeres og sendes hjem til vores webmaster Stig… Nåh godt at der i det mindste er længe til jul ;-)

Der er ikke gang i en eneste lysregulering i Tamale lige nu. I (lys)krydset foran os snørkler tre ældgamle traktorer sig gennem blandt alle bilerne, men det ser ud til at glide alligevel – en hyper opmærksom Tine tager det med en knusende ro: har lænet sig de altafgørende 20cm frem mod frontruden, for hun er helt fremme i chauffør-sokkerne (samtidig tillader fremoverbøjnings-positionen at ryggen tørrer). Man sveder bare meget mere i førersædet.

Landskabet, der passerer forbi med 120km/t (rolig vi er netop kommet nord ud af Tamale!), ligner Vestjylland til forveksling – om end en noget afbrændt og tør udgave… ja her er der i hvert fald også langt mellem naboerne.

Billeder fra vejen:

- En mand i vejkanten står og saver ind mod sig selv, men det er noget med, at den første ghaneser, der fik en sav i hånden, vendte den forkert og det har alle ghanesere så valgt at efterligne sidenhen...

- De sidste 400 km har nærmest været tapetseret med bundt efter bundt af trækul til salg langs vejen… - Ikke underligt at Sahara spreder sig – for de glemmer som regel at plante nye træer!

- Skilte med ”Save your life, say no to sex” (man tænker: ”er perspektivet ikke lidt kort? Men ok så behøver man jo ikke bryde sit hoved med hvorledes det kloge budskab bliver viderebragt til næste generation.”)

- Selvmordskandidater i form af geder, der konstant passerer uden at kigge sig for! (i skrivende stund også i form af hyrdedrevne køer. Vi tager en dyb indånding og kører videre;-)

- En kæmpe forsamling af farvestrålende mennesker danser og fejrer et eller andet på venstre hånd. De bærer alle de traditionelle smog´er, der poser ud som et andet balletskørt når mændene drejer rundt, og det gør de!

- En væltet MAERSK container har brudt autoværnet i stumper. Gad vide hvornår han kommer og henter den ham MAERSK?

- Floden White Volta passeres og vejkanten afløses af mælket flodvand – en enkelt fisker forsøger sig fra sin kano, der er hugget ud i et stykke træ…

- De nyopsatte miljøbump er rigtig gode for at få folk til at køre pænt, men ddettttt eeeer aaaaltsp irrrrritærne naaaaar maaaa n ssskal rrrammme tatatatatasterne prøcist.

Lige nu er vi i regionen Upper East, som vi begge har kåret den smukkeste og mest afrika-agtige (ja man finder på mange underlige betegnelser under de lange køreture). Et par ting, der er opløftende ved at køre nord på i Ghana er, at der ligger mindre og mindre skrald langs vejen (skyldes den mindre opløftende og ganske simple årsag, at her ikke er så mange mennesker). Derudover er det også rart at mærke at idyllen tager til nord over, når biltrafikken tynder ud og erstattes af æseltransport. Dog er det både i nord og syd, at vi kører efter biler hvor passagererne kyler den ene tomme vandpose ud af vinduet efter den anden. Vi har talt om hvordan dælen de kan finde på det! Vi er enige om, at det nok kommer med tiden. Undervejs frem til den konklusion har vi begge været forfaldne til den distancerende attitude a la: ”så er de også selv uden om elendigheden”! Men så snakkede vi om, at det jo heller ikke fra dag ét, at vi i Dk begyndte at snakke om miljø. For gang nummer 14.000 må vi konkludere at alt er relativt, og at ”miljøbevidsthed” ikke er en medfødt bevidsthed… Vi påmindes om, hvorfor ghaneserne sviner, i de tilfælde hvor vi begge er tæt på at kyle omkring os med div. plastic. Selvom man kender pænere græsgange fra Dk, så påvirkes man overraskende let af den virkelighed, man står midt i.

 

Bilen er ganske fuld af gode sager. Dels har vi købt ind til Line og Rasmus, der ikke skal sydpå mere inden de skal hjem, og dels til os selv; og ikke mindst til vores vagtmænd, der får en klase plantene (madbananer) og en dunk palmeolie hver. Derudover snurrer køletasken (den er sat til el-udtaget i bagagerummet) mistænkeligt i bagagerummet – der ligger nemlig to liter vanille is. Denne gang satser vi, og vi har brugt en del tid på at overbevise hinanden om, at det sagtens kan holde sig de sidste 4 timer mellem Tamale og Tumu. Ellers må vi jo bare spise det direkte af køletasken når vi når frem.

 

Bedst citat fra køreturen – Tine: ’”Jeg kan simpelthen ikke køre under 140km/t her!” (Efterfulgt af) ”Hold kæft hvor ser det sejt ud når sådan en ged rigtig sprinter”.

 

 

Health talk

D. 14. og 15. dec var vi på outreach. Den 14. gjorde Ønne sin debut med en health talk. Sagen var den, at Tine var i landsbyen Jijen og det blæste ret så meget! Seidu, en ung sygeplejer, havde til at begynde med holdt en talk om hvor vigtigt det var for tiden at børnene har lidt extra tøj i disse vintertider. Da det hele et par timer senere var ved at være ovre stod der en undervægtig unge splitter nøgen og græd mens snottet rendte. Så blev Ønne sgu helt sur – så hjælper det jo slet ikke noget! Derfor foreslog han Seidu at trække barnet frem for mødrene og bruge det som godt eksempel på dårlig praksis. ”Det er i orden”, sagde Seidu, men så skulle Ønne også sige hvad der skulle siges, ”for de lytter meget mere til en hvid”, som han sagde, ”de ved ikke at du ikke er doktor”. Han skulle nok oversætte til Sissali. Der stod så skolelæreren og skulle være sundhedsrådgiver. At bedømme på hvor stille der blev, mens der blev talt i pæne men bestemte toner til damen, der stod foran de andre og blev ”hængt ud”.

”Hvad sker der når dit barn bliver forkølet?”, ”Hvordan ved du at det er forkølet?”, ”hvad kan du gøre for at undgå det?”.

Prøvede derefter at drage en parallel mellem ikke at fryse og så vokse mere. Det kan dog hurtigt komme til at lyde som om at meget tøj er = mindre mængde mad… så er man lige vidt! Det er ikke let, men det var en god oplevelse.

Hvor meget det hjælper er svært at sige. Men det var en rar fornemmelse at have ”hands on” og kunne sige til sig selv om aftenen at, man har vejet så og så mange beskidte børn etc. Det står noget i kontrast til arbejdet på kontoret, der ofte er langt mere luftigt at forholde sig til.

 

Ja det er sgu så sandt som det er sagt…

”Mænd og kvinder lever så adskilt og har så lidt synlig kontakt med hinanden, at man undrer sig over det tætte mylder af børn og henfalder til en eventyrlig forestilling om, at de bare gror op af Afrikas jord”

(Citat: G. Holm fra ”Merzedes-Benz Syndromet”)

 

Derfor skal man jo tænke sig lidt om når man står ude på Lars Tyndskids og bliver kælen…

Det var den anden dag, da jeg læste ovenstående, at jeg kom til at tænke på, at man aldrig ser mand og kone være glade for hinanden og lave noget sammen (nej ikke sådan noget, men bare fodre dyr sammen el. lign.). Alt er adskilt, og fornemmelsen af at man er et sted hvor man ikke har råd til ”ægte kærlighed” forstærkes! Flere koner = mere prestige!

 

Farlig muldvarp

Man skal jo ikke stå tilbage for hinanden! Den anden dag slog vores vagtmand Seidu en slange ihjel (har vi mon skrevet det?). En giftig søren, der nåede at slå en kylling ihjel inden Seidu tappert sprang til med en laaaaang kæp med søm i enden!

Issah kom så nogle dage senere og viste os sin nyeste fangst: en muldvarp. ”Its very dangerous Sir!” Ja Issah det ved vi godt – de kommer bare op af jorden og æder raskt væk en fuldvoksen (m)and.

 

Mens vi venter…

Nu er det snart jul og det er helt viiiiiildt underligt. For det første fordi, vi har været væk så længe allerede, hvilket vi ikke helt kan forstå. For det andet fordi det bare er, ja underligt, at det er jul når det er 30 grader. Men nu venter vi også besøg fra Mai og Olsen d. 29. Det er vi godt i gang med at skrue MEGET høje forventninger op til.

 

Jul det´… varmt!

Så blev det lige pludselig jul midt i alt støvet. Lines forældre, lillesøster og hendes kæreste var på besøg julen over. De havde medbragt groteske mængder af forskelligt godt – herunder sild og brændevin! Vi blev i fællesskab enige om at vi hellere måtte holde en julefrokost mens de var her, så vi kunne få indtaget noget af alt det… Det endte i en meget festlig frokost på terrassen, der blev ved til ud på de mindre timer. Guitaren og trommerne blev hevet frem så det var bare skide hyggeligt. Vi sender hermed en varm taknemmelig tanke til Lines familie for de mange medbragte gode sager! Resten af vores dage vil vi uvægerligt kæde Linjeakvavit sammen med en Ghana!

Dagen efter påbegyndtes med en smule tømmermænd hele raden rundt, men hvad er det er ikke også først om aftenen, at det er juleaften? Ønne startede dagen med at kappe knolden af den store moskus and. Seidu indfangede den, og Ønne halal-slagtede den herefter på en stub i baghaven. Så vidt hans bidrag til den madlavning, der stod på meget af dagen. Menuen endte med: flæskesteg, brunkartofler, rødkål og hele dytten - man skulle jo nødigt mærke man er i Afrika på en juleaften!

Vi blev enige om ikke at danse om juletræ. Der tog sig ellers flot ud som det som det stod der midt i de åbne gårdhave med blå, grønne og røde elektriske pærer. For at få det 40 cm høje plasttræ til at fylde lidt var det placeret på et lavt sofabord hvor under alle gaverne så lå. Der var mange, men ikke til os, da begge forældrepakkerne havde ladet vente på sig. Om vi skal takke postdanmark eller postghana ved vi ikke. De er dog siden kommet frem - så skidt!

Heldigvis havde vi da købt lidt til hinanden. Tine havde været mest kreativ. To malede billeder havde hun fået lavet nede ved den lokale skiltemaler. Det ene et portræt af en af Ønnes favoritter – en lille, nuttet, gammel mand, der holder vagt ovre på sundhedsadministrationen hvor vi arbejder. Ønne har tit brugt udtrykket ”ham kunne jeg godt have hængende i en lille tynd snor om halsen”. Dette havde Tine ladet sig inspirere af, og havde derfor forklaret skiltemaleren at det ikke måtte være for stort (så det kunne hænge om halsen)… Men alt er jo relativt, og skiltemaleren må have ment at Ønne kunne bære et stort skilt om halsen! Det var derfor en lidt skævt smilende Tine der overrakte Ønne gaven med målene ”30 gange 45 cm”. Da så Ønne ydermere ikke kunne se at det var den lille, nuttede vagtmand, der var på billedet, gjorde ikke smilet mindre skævt. Alt i alt en uforglemmelig gave!

Ønne havde til gengæld ikke været specielt opfindsom! I dagene op til var han ved at gå i sort, for han kunne ikke komme i tanker om noget at give Tine (det er svært at blive inspireret i Tumu). Han spurgte derfor Tine hvad hun kunne tænke sig, og det eneste hun kunne komme i tanker om var: en stol (lazy-chair) og en sjarong (det der strandklæde), det var dermed også det eneste Ønne kunne komme i tanker om, så det fik hun!

 

Ferie med Mai og Olsen…

JUBIIIII så var det tid til besøg igen – og vi havde dælen dølme glædet os….

Efter 2 timers venten og hjertebanken i lufthavnen kom de endelig til syne, og hvor var det dejligt at se dem. Der havde selvfølgelig været gedemarked og bøvl med bagagen og det var blevet ret sent, men nu var de der og alt var godt… En ny ferie kunne begynde.

Vi tjekkede ind på Riviera Beach Hotel. Ud over at det var længe siden, var det også Mais fødselsdag, og begge dele skulle naturligvis fejres, selvom de begge kørte på 38. vågne time da de ankom. Vi spiste indisk til den store guldmedalje! På hotellet sov pigerne sammen - der blev sladret. Drengene sov sammen - der blev lumret…

 

Næste morgen kørte vi til Axim Beach Resort der ligger 6 timers kørsel vest for Accra. Det er en rigtig flot køretur gennem små fiskerlandsbyer og regnskov, der blev nydt med åben mund og polypper – Ja selv berejste Mai fik et godt gammeldags kulturchok over at se lerhytterne, damer med børn på ryggen og brænde på hovedet, fattigdommen og alle de tusindvis af indtryk, der fylder en, når man lander i Afrika.

Da vi ankom til Axim var vi derfor ret bombede og blev mere end lykkelige, da vi så dette paradis, hvor vi skulle tilbringe de næste dage. Vores familiehytte lå på en skrænt med udsigt over havet, klipperne og palmerne, og nede på stranden lå den lækre restaurant på den fineste palmestrand – og bølgerne var enorme!!!

Næste dag var nytårsaften og Olsens fødselsdag. Dagen påbegyndtes med gaveåbning for både Mai og Olsen. De fik hver et stk. traditionel nordghanesisk smog med tilhørende høvdingehat. Denne mundering skulle naturligvis bæres til aftenens forestående nytårs-strandgilde!

Dagen gik med at bade, (mave)surfe, snakke og hygge – det var ren lykke! Om aftenen lagde vi ud med lidt drinks og snacks på vores vest-vendte terasse. Rasmus og Line (mest Rasmus!) havde købt en kæmpe champagne til 500 kr som vi nød i solnedgangen mens vi hørte Kim Larsens nye plade ”Gammel Hankat” på computeren… man kan roligt sige, at det hele gik op i ”en højere enhed”. Derfra røg vi ned i restauranten, og vi havde naturligvis bestilt hummer og fået hvidvin lagt på køl. Der var bål på stranden samt trommespil og gøjlershow, og ikke mindst masser af øl i baren. Ja det var alt i alt en uforglemmelig nytårsaften!

Næste dag var hård, især for Olsen, der havde så ondt i bøtten, at han mente det måtte være malaria! Og så havde vi desuden prøvet at slå ham ihjel om natten. Vi havde stillet en vandflaske fyldt med vodka lige ved siden af hans seng… Ønne forbarmede sig dog næste morgen, da han indså hvor skidt det stod til med tømmermændene og afslørede det før katastrofen indtraf – til stor bedrøvelse især for Mai, der ”sådan havde glædet sig”.

Dagen derpå skulle naturligvis ikke bare slentres væk. Formiddagen blev fredet, men om eftermiddagen skulle vi ud og besøge pælelandsbyen ”Nsulesu”. Efter en herlig frokost på stranden bestående af: Kyllinge-Pizza bagt på sød tærtebund lød konge-kommentaren fra en ingenlunde mæt, og lettere skuffet Olsen: ”skal vi ud og se de der pæle eller hvad?”. En replik, der skal klinge længe efter vi er kommet hjem.

 

Vi kom dog af sted til pælelandsbyen, og sikke en oplevelse. Vi blev placeret i en kano og så sejlede vi ellers af sted, med rælingen hele 10 cm over vandet. Ønne roede, Olsen kæmpede med sine indre dæmoner og Mai og Tine skiftedes til at ro – og så roede guiden naturligvis også. Efter at have tilbagelagt de første 15 minutters roning ud gennem en lige kanal drev vi ind gennem en mangroveskov – og da blev det med ét en helt fantastisk flot tur. Da vi havde tilbagelagt 20 minutters roning i dette kom vi ud på en stor, åben sø, hvor vi langt borte kunne skimte pælelandsbyen langs bredden. Undervejs stoppede vi ved nogle flettede fiskeruser som benyttes af beboerne i pæleladsbyen. Teknikken er den samme som vi kender, men materialet er anderledes – imponerende er det, at de fletter dem i siv!

Da vi endelig var fremme ved landsbyen efter en times sejltur fik vi en rundtur. ”This is the mainstreet”, sagde guiden og pegede på den bredeste af gangstierne, ”and watch out for the rotten bamboo sticks”, forsatte han med henvisning til et stort hul i ”vejen”. Vi klarede os rundt på den opstyltede by uden at styrte under ud og ned i vandet. Det var en ubeskrivelig oplevelse at få et indblik i de ca. 500 menneskers helt unikke liv ude på søen, hvor der er et guesthouse til 5 personer samt en skole.

 

D. 2/1 gik turen så nord over mod Kumasi, og på turen besøgte vi Kakuum National Park for anden gang, og Ønne er stadig den mest nervøse når der skal vandres i 40 meters højde for at beskue junglen ovenfra. Det var for alle parter helt uforglemmeligt!

D. 3/1 gik det mod Mole, som vi efterhånden har besøgt nogle gange. Man får dog ikke for meget sådan lige! Bl.a. fordi landskabet forandres så meget fra gang til gang, at det er svært at trio at det er det samme sted. Denne gang var det så blevet MEGET tåget pga. af Sahara-sandet i luften. Den store slette, der før har ligget foran vores fødder så langt øjet rækker, var indskrænket til en bleg, støvet horisont og denne desværre uden elefanter. Under aftensmaden mindedes vi dog om, at det var det samme sted! ”The groundnut soup is finish”, lød det fra tjeneren; men irritationen fortrængtes af glæden over at ”sådan er det bare at være i Afrika” – og det var vi sgu alle 4 lige der midt Mole!

D.4/1 kl. 6.30 var der vandretur, og støvdisen havde lagt sig lidt! Olsen havde sagt at han ville! se en elefant. Da vi så endelig stødte på en efter halvanden times vandring, hvor vi havde måttet ”nøjes” med antiloper, fugle, store fodspor og gigantiske lorte, var der naturligvis ikke et øje tørt. Morgenen, ja hele Moleturen var reddet, og fulde af den dejlige morgen kørte vi videre mod Tumu.

Vi stoppede halvvejs i Wa, for at spise, og da vi forlod spisestedet blev vi sgu stoppet af politiet for at drøne med 55 hvor man kun må køre 50! Det endte med at blive en ganske komisk situation! Og fart-kontrollantens hvide kaptajn-hat var så stor at den kræver en ny linje!

Der stod han så og tronede midt på vejen med en flad håndflade rettet mod chaufføren (Ønne), der pænt drejede ind til siden. ”You have broken the law of Ghana bla bla bla og så det lange blaaaaaa”! ”Oh Im sorry sir”, lød det pænt fra kabinen.

Der sidder man så i den bedste og mest sikre bil i miles omkreds, og mens man snakker med Hr. Kaptajn Hat kører det ene overfyldte vrag efter det andet forbi – ”ikke underligt at de ikke kører mere end 50”, tænker man og smiler falsk, men pænt! Han viste os laserpistolen hvor displayet sagde 55. Fair nok, det handlede for en gangs skyld ikke om, at vi var hvide og skulle presses! (endnu)

Inden der blev sagt mere var en anden assisterende betjent sat på sagen, for kaptajnen skulle ud og skyde flere bøller. Ganske uorganiseret skød han på bilister i begge vejbaner, og hans stakkels assistenter kunne næsten ikke følge med. Nåh men assistenten sagde så, ved spørgsmålet om hvor meget det skulle koste, at det kom an på, om vi ville stick to the rules (det betyder at man skal i retten og skrive under på sigtelsen, og så betale eller stikke ham et kontant beløb i lommen - den korrupte skid!) Her bliver man så stoppet i lovens navn af selv samme betjent som derefter opfordrer en til at snyde. Derved vendte magtforholdet mellem os da svaret var: ”oh of course we will stick to the rules”. Assistentbetjenten blev helt paf, og anede ikke sine gode råd - var åbenbart ikke vandt til at køre efter reglementet. Derfor gik han over til sin overordnede ”Kaptajn Hat”, der i mellemtiden var kommet i modvind, da en herre på mere end to meter ikke ville finde sig i at blive stoppet. De knoklede med at give ham håndjern på, men de var vidst ikke store nok! Efter 5 min. hvor situationen ikke så ud til at skride fremad for vores vedkommende, gjorde vi ”hvad f… sker der-tegn”, hvorefter vi blev vinket videre med samme bestemte vinketeknik som den Kaptajnen havde brugt for at få os til at holde! Nu kunne det åbenbart være ligegyldigt at vi havde kørt for stærkt, og derfor kom vi altså ud af forseelsen uden at det kostede en klejne! Vi grinede af det bagefter, og jokede med ideen om hvis man havde sagt: ”jeg vil gerne i retten og gøre det efter reglerne, men derfor må du da godt få en tyver alligevel”! En komisk situation, der vidner om et yderst skrøbeligt retssystem.

Således oprejste drog vi videre mod Tumu. Resten af turen gik glat, på nær det noget nedslående scenario vi mødte ved en dieseloptankning. En flok børn stod for påfyldningen, der foregik med en zinkkande og zinktragt. Dieselen blev skænket direkte fra en stor tank, der krævede at man stak hænderne i det! Børn med dieselolie over hele kroppen er bare et nedslående scenarium! Men de var glade for den gode handel, og vi var trods alt lettede over ikke at være kørt tør.

Således nåede vi til Tumu! Af highlights fra dagene i Tumu:

1) Slangesuppe: En dag ringede Fussi, der vidste, at vi havde gæster på besøg. Han sagde at han var på vej med en stor fisk. Ønne, der snakkede med ham, snakkede godt nok om hvor han mon havde fanget den henne? Han ankom til vores hus kort efter og tømte en gammel sæk ud på jorden i vores gårdhave, mens han grinede sig højfrekvente Fussi-grin ”hy hy hy”. Der lå så en STOR version af arten ”Puff Adder” og vred sig. ”He is not all dead”, grinede Fussi. ”Fussi would you please kill it!”, lød det oppe fra stolen hvor Tine strategisk havde placeret sig. Den fik en ordentlig en på knolden med en træstang, så den lå helt stille 10 min. senere. I forbindelse med denne oplevelse stod den på slagtning og efterfølgende skindtørring. Mai og Ønne stod for afskrabning af fedtet. Et par dage efter blev det smurt ind i madolie og shearnut butter. Siden er det nu krympet mere og mere, men vi agter stadig at tage det med hjem, for aftegnene er vildt flotte – og så er der en god historie bag det skind!

Den endte nemlig i vores maver nogle dage senere, da vi fik slangesuppe, forberedt af Fussis datter Rufia.

2) Bryllup: Vi deltog i et bryllup da Mai og Olsen var her. Vi snakkede med gommen Paul dagen inden brylluppet, hvor vi lovede at komme i begge IMCC-biler for derved at få bilfølget til at se ud af noget. Det viste sig så næste dag at vores to biler udgjorde 2/3 af følget! Vi kørte om til hans hus hvor Krøjseren blev proppet med 14 mennesker og pickuppen næsten lige så mange! Turen var kun 500 meter så det gik jo nok. Da vi ankom til kirken i de to vogne, der var pyntet med den sidste julepynt i form af glitrende guirlander, ventede en 2,5 timer lang gudstjeneste, hvor præsten gav alverdens moraliserende råd! ”Hvis man har problemer skal man holde det inden for ægteskabet” osv. Dette er en af de store iøjnefaldende forskelle mellem et land som Danmark, hvor autoriteter generelt ikke bliver regnet for ”overmennesker”, og så Ghana, hvor folk sluger alt hvad f.eks. en præst siger. Hvis en dansk præst tillod sig at blande sig på samme måde som denne her gjorde, ville man korse sig – men det er vel også ok?

Men man skal selvfølgelig betænke, at mange ikke har så meget uddannelse, hvorfor præsten i meget højere grad udfylder rollen som meningsdanner. Det betyder bare, at han opfører sig mere som gud end som præst.

3) Outreach: Vi tog på outreach til Simburu. Olsen tog selve outreach-momentet meget bogstaveligt, i det han var at finde hængende i en arm bindende en babyvægt op med den anden. Kun ganske ubetydeligt understøttet af Ønne der havde lidt svært ved at stå fast. De svedige sanddaler var blevet fyldt med gedelort, og så var det svært at få fodfæste imellem de store rødder inde langs træstammen.

4) Jagt: Olsen og Ønne var på jagt med Fussi og Bukari. De skød desværre ikke noget, men det var i sandhed en varm og tør vandring! Olsen stoppede på et tidspunkt op, da vi stod sammen nede i bunden af et udtørret flodleje og sagde TØRT: ”Og jeg er så lige ved at dø af tørst”. Ønne rakte ham vandet, hvorefter Olsen konstaterede: ”og det er så 40 grader varmt”. Meget komisk i situationen skulle vi hilse nede fra flodlejet at sige!

5) Bonesetter: Mai og Tine tog til bonesetteren i Gwollu for at se på brækkede knogler. Meget interessant for en kiropraktor og en mediciner!

6) Chief palace: Vi besøgte chiefen i Tumu så Mai og Olsen kunne få den store oplevelse med. Som gave medbragte vi en pose pebernødder i frysepose! Desværre er chiefen ved at blive gammel og senil, så han gad slet ikke hilse på os. Smukt var det dog at se Tine, der insisterede på at give den fine pose med det røde bånd til chiefen, der bare sad og gloede! Uanset dette var det dog en stor oplevelse at være på chiefpalace hvor Tine deltog i pounding af fuffu – svarer til at lave kartoffelmos af yams med en gigantisk trækølle. I det hele taget er chiefpalace bare et hyggeligt sted!

7) Tumu dramagroup: Ovre på sundhedsadministrationen var der arrangement for de mange frivillige, der får hele sundhedssystemet til at hænge sammen. En super anledning for Mai og Olsen, til at møde vores kolleger, og ikke mindst opleve Tumu Dramagroup i aktion. Da mange af de frivillige ikke har gået skole er drama en god måde at formidle undervisning. Derfor spillede dramagruppen et stykke, der handlede om vigtigheden af amning. Det foregik i bedste skolekomediestil med 4 damer på række, der hver siger deres replikker efter tur. Da den eneste mikrofon var hos hovedrolleindehaveren roterede en megafon mellem de andre – i sandhed var det dramatisk bortset fra at ansigtsudtrykkene gik tabt bag megafonen.

8) Tumu marked: Vi var på Tumu marked hvor vi fik stjålet en cykel. Tyven stjal den af de 4 cykler, hvor sadlen var i stykker, så det var en skidt forretning for ham. Vi fortalte det til de gamle under træet og til Fussi, der er potentiel kommende chief, egentlig bare for at høre ad om de havde set noget. Dette resulterede dog hurtigt i at en større eftersøgning blev sat i gang fra chiefpalace. Tyveri er meget ilde set, men at det lige frem går ud over nogle af gæsterne i byen – det tolereres ingenlunde! Vi var noget overraskede over hvor alvorligt de tog det, og ikke mindst over, hvilken forpligtelse de føler overfor en sådan sag. Det uofficielle retssystem synes at fungere på lige fod med det formelle statslige. Faktisk synes Kanton (chieffamilien) faktisk at have mere magt end politiet. Det er lidt skræmmende, at en familie kan have så meget magt, men når vi nu er gode venner med dem, så er sgu helt rart til tider! Vi har dog ikke set cyklen siden. Måske tyven har problemer med at afstigningen, hvis sadlen er smuttet af sidder hans jo direkte på pinden!

 

Efter 5 travle (måske endda hektiske) og meget spændende dage i Tumu, skulle turen igen gå sydover. Vi kørte mod Tamale, hvor vi på vejen stoppede og så Pikworu slave camp, som er et super spændende og rigtig flot område. Og så skulle vi da også lige holde de der krokodiller i halen (Det vil sige at Tine og Olsen skulle – denne gang var Mai og Ønne piveskiderne). Der var rigtig mange krokodiller ved vandhullet denne gang, og de var også lidt urolige så da en af krokodillerne nærmede sig lidt for hurtigt sagde Tine panisk til guiden: ”please make him stop”. Det syntes de var hyle morsomt, men det syntes Tine ikke, så vi kørte kort efter…

På vejen videre mod Tamale begyndte Mais mave at rumstere ret voldsomt, og da vi kom ind til byen var det en noget bleg og forkvalmet Mai der sad der på bagsædet. Og det var desværre ikke falsk alarm. Hele natten kastede hun op i groteske mængder og var noget medtaget… stakkels lille Mai. Dagen efter gik det noget bedre så vi besluttede os for at køre videre mod Wli Waterfalls. Disse planer blev dog hurtigt ændret da Mai havde mere der skulle ud, og feberen tydeligvis var tilbage. Vi besluttede os for at køre til Anomabu hvor Mai ville kunne slappe af, og der til er vejene også gode. Det var en lang dag på landevejen, med opkast, bilkø og lidt for meget kørsel i mørke, men da vi ankom til Anomabu, var der ingen tvivl om at det var den rigtige beslutning. Nu var vi fremme på et godt sted, og vi var tæt på en fin klinik hvis Mai skulle få det værre. Herfra gik det op og ned med Mai, og vi besluttede at få hende testet for malaria: testen var positiv. Nå men hun fik behandling og var egentlig i bedring, så vi besluttede at se tiden an til dagen efter. Næste dag var ikke bedre så vi kørte Accra hvor hun igen blev testet for malaria: testen nu blevet var negativ!, og nu gik det faktisk rigtig godt, så vi kørte tilbage til Anomabu. Her havde vi en hyggelig aften, og næste dag var bare perfekt… Mai var rask, vi badede, spiste hummer og drak hvidvin, og snakkede til ud på natten. Som Olsen ville have sagt det: Det var lykke!!! Men det varede kort. Næste dag skulle de flyve hjem så vi skulle ind mod Accra. På vejen fik Mai bragende hovedpine, og da vi ankom til Accra var det helt gal så vi tog tilbage til klinikken hvor Mai atter blev testet: malaria positiv (altså positiv i 2 ud af 3 test)… Hun fik en ny malaria kur, og havde det bedre da de skulle i lufthavnen, så konklusionen var at hun godt kunne flyve hjem… Puha det var nogle hårde dage (især for Mai ;-)).

Mai er nu i gode hænder i Danmark og har det godt igen. Derfor, nu hvor den lidt trælse ende på ferien er kommet på afstand kan vi heldigvis sige havde vi alt i alt en fantastisk ferie!!!

Så Mai og Olsen, hvis (når!) I læser med: TUSINDE TAK FOR BESØGET OG EN DEJLIG TID SAMMEN!!!

 

På fint besøg

D. 15/1, dagen efter Mai og Olsen var taget hjem, var det tilbage til arbejdet! Vi skulle mødes med professor Isaballa Q, fra School of Public Health i Accra, med det formål at snakke om mulighederne for at påbegynde et samarbejde så studerende og forskere kan komme til Tumu og forske (et af vores indsatsområder).

Vi kom lige fra stranden i shorts og t-shirts og havde ikke regnet med det helt vilde – bare et lille uformelt møde for at blive introducerede for hinanden… Men sådan skulle det ikke være. Hele toppen af poppen fra instituttet sad klar i konference salen med hver deres kopi af de breve vi havde sendt: Professor/Director Isabella, administratoren, epidemiologen, parasitologen og sekretæren. Der var så to ledige pladser til os – ved siden af hinanden så vi kunne få lov til at konversere løbende! Der sad vi så med sand mellem tæerne og en krøllet blok og en kuglepen i hånden, foran alle jakkesættene der bare fyrede løs med spørgsmål – og det gik fremragende… De var meget imponerede over vores arbejde og ville meget gerne starte et samarbejde. Det var vildt dejligt at mærke at vi magtede det – både det engelske, detaljerne om vores projekt og hele situationen… Ja vi følte os faktisk ret seje og meget vigtige da vi tog derfra… unless sand mellem tæerne.

 

Tørt grin!

I denne tørre tørre tid er vores læber flækkede, så vores grin har forandret sig fra det brede ”hi hæ ha” til ”hø hy hu” ellers flækker læberne og det gør øndt! Ja vi gør alt hvad vi kan for ikke at more os!

 

From dusk till… dust

Tine og Bukari snakkede den anden aften om støvet i luften, der efterhånden er så massivt at det forhindrer morgensolen i at komme igennem – det minder mest om overskyet vejr faktisk… Nåh men Bukari mener åbenbart at dust hedder dusk, for han udtaler det duks – der er jo det der med sk som bliver til ks hos ghaneserne. I want to aks you something…

Når han så hævder at ”the duks is in the air”, bliver man jo helt nervøs for om vores stækkede ænder alligevel er kommet i luften.

 

Sammys hus-byggeri

Det er sæson for husbyggeri, for det er ved denne årstid at det kan lade sig gøre at lave sten til formålet. Det foregår ved at en masse vand hældes over en masse tørt jord (og det er der meget af p.t.). Vores vagtmand Sammy, har friet til sin kæreste og hun skal nu flytte ind i hans compound. Det betyder altså at han skal bygge en hytte til hende, og dertil havde han brug for vores hjælp til at køre vand. Så vi havde 3 børn og Sammy med i pick uppen ned til nærmeste vandhul for at hente vand i kæmpe spande. Det blev så kørt op i hans compound og væltet ned i et stort hul, hvor tre mand så stod og lavede mudder til murstenene. Ret fascinerende – ikke mindst at se hvor meget det betragtes som en fælles opgave for familien at få bygget huset. Hans brødre arbejder fuldtid i flere uger for at få gjort arbejdet. Sammy kan jo kun hjælpe i begrænset omfang, da han også har arbejde som vagtmand i vores hus, og det er altså ikke noget problem for nogen. Deres vi-identitet og uegoistiske væremåde kommer til udtryk i en uudmålt, næsten naiv hjælpsomhed – det er meget fascinerende at opleve.

Ønne snakkede med Sammy om hvor længe han regnede med at huset skulle holde, hvortil han svarede, at det han har nu (som ikke længere er beboeligt) blev bygget i 1974 og at det havde været et godt hus. ”Nåh det var alligevel længe”, svarede Ønne smilende… pga. billedet på nethinden af de fleste af 1970´ernes parcelhuse til sammenligning skulle stå til nedrivning i dag.

 

Hungersnød

I den seneste uge har tilstanden været kritisk. Morgenmadsstedet der sælger kenkey med bønnesovs, har haft lukket i over en uge. Men et uheld kommer jo sjældent alene… Frokostbaren ”Chop Better” har tillige haft lukket og det om muligt endnu mere kritisk!

Det er så typisk afrikansk at de bare lukker. Der adviseres ikke med er skilt om ”lukket i denne periode…” eller noget! Eller endnu bedre – at en anden kan afløse for ejeren! Nej der er lukket pga. at ejeren ”Esther” er taget til begravelse i Kumasi. Så står man der og er skuffet for døve ghaneser-øren. ”Hun kunne sgu da godt have sagt det…”, og de kigger bare underligt på en med et spørgende blik: ”Why?”

 

Durbar i Kunchogu

Sygeplejersken Cici fra klinikken i Kunchogu er en sej og dejlig dame, men nogen gange er arbejdsbyrden bare for stor. Hun bad os derfor om hjælp ved en såkaldt durbar (en landsby samles til sang, dans og pito og en masse snak om sundhed)hun skulle arrangere.

Vi skulle køre en masse pito (lokalt bryg) ud til landsbyen… ikke et sundhedsarrangement uden alkohol… I hvert fald ikke hvis det forventes, at mændene skal dukke op!

Da vi ankom, var durbaren i fuld gang. Et band spillede musik; 1 på kalabas, 1 på spand, 1 på en tromme lavet af antilope-skind og konservesdåse, 1 på rasle, og 1 på fløjte. Folk sad i en kæmpe rundkreds, hvorfra man så skiftedes til at gå ind i cirklen og danse solodans (dvs. overdreven stampen i jorden mens man laver umulige bevægelser med røven og maven). Vi blev straks ført over på den vigtige langside i de fine plasticstole mellem Cici, høvdingen og de gamle. Som vi havde forudset skulle der ikke gå længe før vi blev budt op til dans. Først blev Tine vist den ære at give en opvisning midt i rundkredsen, og lidt efter Ønne.

Vi synes selv det gik godt, men så siden billederne… vi er altså bare ikke født med det samme danse-gen som Afrikanerne – (tag et kig under ”billeder” midt i februar og døm selv!).

Efter det musikalske indslag gik selve health talken så i gang. Først snakkede Cici om at gravide skal komme tidligt til undersøgelse på klinikken, og en masse andet. Derefter gav hun så ordet til Tine – det havde hun så ikke lige forudset, men hun fik da lavet en fin og pædagogisk tale til alle kvinderne om hvilke fare-signaler der er under en graviditet, og om at man skulle henvende sig tidligt på klinikken. Hun fik stor applaus bagefter og var da også ret stolt.

Slutteligt skulle pitoen serveres. Den blev hældt ud i kæmpe gulvspande hvor man så kunne dyppe kopperne i. Da der kun var 5 kopper, måtte man skiftes til at drikke. Først alle de gamle, derefter mændene, så kvinderne og så fik børnene resterne – dvs. indtil Cici opdagede det og råbte meget højt et eller andet med børn og alkohol og at det var vist ikke så godt.

Det er sgu kønt at sundhedstjenesten rykker ud i sundhedens navn, og det hele ender med at børnene har fået en lille skid på!

Mht. pito-drikningen, så var det sjove ved denne episode, at man ikke, som derhjemme skulle sidde og hygge sig og snakke over en bajer/pitoen efter begivenhederne, men tværtimod blev der bællet i en grad vi sjældent har set. 5 minutter så var spandene tomme og så dansede folk under træet midt i sandet midt på dagen, og det var så det. Mad og drikke er altså bare ikke noget man nyder og hygger sig med – det er noget man tager så hurtigt som muligt (og så meget som muligt).

 

Dødsfald

Siden sidst er en af vores kollegaers datter på 7 måneder død. Det var faktisk det barn, vi kendte allerbedst og havde tilbragt mest tid med (vi omtalte hende i sidste omgang dagbog). Derfor var det også en meget sørgelig nyhed at modtage. Hun døde d. 22. december efter 5 dage på hospitalet uden at have set en læge… Vi vidste godt fra vores forberedelse til udsendelsen, at 18,5% ikke bliver over 5 år i Upper West Regionen Men man vågner op, når man påmindes om at tallene er små mennesker!

Det mærkeligste er den selvfølgelighed folk tager det med. ”What can we do?” lyder det tit kapitulerende fra folk. Der er ingen der brokker sig over det groteske i at barnet ikke er blevet tilset af en læge. At ”dø af barndom” er rigelig forklaring. Den accepterer de, som vi accepterer, at man kan ”dø af alderdom”. At der ikke afholdes nogen form for begravelsesceremoni ved spædbørns (0-12 mdr.) død afspejler også at folk ved, at den første tid er en meget kritisk periode i barnets liv. Det er først når denne periode er gennemført at barnet rigtig tæller.

D. 21. januar modtog vi så beskeden om at en vores kollegaer på Wellembelle klinikken var død. Vi kendte hende ikke særlig godt da hun havde været sygemeldt siden september (vi kom i juli), men Tine tog med til begravelsen for at vise sympati med de andre ansatte på klinikken som vi efterhånden kender ret godt – og for at være chauffør for kollegerne på DHMT. Det var en stærk og ikke særlig rar oplevelse. Der blev grædt/vrælet/hylet/skreget og sunget klagesang af størstedelen af deltagerne, og hele stemningen var bare slet ikke til at bære! Tine kom udmattet hjem og sagde at det havde hun aldrig lyst til at opleve igen… men sådan skulle det ikke være.

D. 24. januar døde sygeplejersken fra klinikken i Nabugubelles mand, og vi venter nu på at skulle til hans begravelse.

Det er mærkeligt som det hele bare falder sammen på en gang, og det er rigtig hårdt for vores kolleger som unægtelig er noget tættere på disse mennesker end vi når at komme.

 

Nedslående outreach

Det har vi ikke prøvet før. På en outreach i Bechembelle var der ikke et eneste barn der havde taget på. Samtlige børn havde tabt sig, og det samme gjaldt de vordende, gravide mødre!

Vi holdt en health talk for kvinderne hvor vi bl.a. spurgte hvorfor de havde tabt sig. Svaret kom prompte: De har simpelthen ikke tid til at spise når det er farming season – der arbejder man. Vi går nu en tid I møde med nedadgående vægtkurver over hele linjen. Det er først til april, når regnen kommer igen, at det for alvor går den anden vej.

 

Nice clothes…

En dag Tine skulle på arbejde fik hun ualmindelig meget ros for sin ualmindeligt fesne (troede hun) påklædning. Flere kommentarer i stil med: ”Oh you look beautiful today”. Hun havde monteret sine brune bukser og en rød T-shirt med trykket ”DM i Firmaidræt”… meget smukt! En af kommentatorerne viste sig at være (hemmelig) beundrer af Tine. Et par dage senere, hvor hun havde skruet lidt ned for charmen, og blot bar kjole og sorte sanddaler kom beundreren til hende og diskede op med den store kærlighedserklæring. ”Oh thank you I will tell my husbond”, replicerede Tine for at give ham et vink med en vognstang. Det kom helt bag på ham at hun var ”gift” og derfor svarede han: ”oh I am very…” (pause). Tine skulle lige til at hjælpe ham færdig med sætningen for han måtte da være ”flov”, men hun tog fejl. Ordet der lod vente på sig var: ”jaloux”.

 

En ansigtstilbygning

Ønne havde fået en meget stor bums på kinden, så da vi sad ovre på Tanny bar sammen med vennerne en fredag aften spurgte de meget velmenende: ”Oh what happened to your face”? Hvorefter en anden følger op med “yes I have been looking at that thing all night”… Tak for bekymringen venner… Tilbygningen har siden stået til nedrivning, så nu er ansigtsformen igen ”normal”.

 

Sanserne og sproget

”I could hear the petrol from the motorbike”, sagde Bukari den anden aften, og pegede på sin lyttende næse, der havde hørt lugten af benzin… Hvor vidt de to sanser ”høre” og ”lugte” hedder det samme på sissali-sproget (næppe?) eller om hans næse rent faktisk lytter med, er svært at svare på. Men sådan er der så meget kreativt sprog, hør bare:

Hvad siger man, når man mangler ordet ”ligge” på engelsk? Sleep naturligvis! ”He didn´t sleep like this” = han lå ikke ned.

Og Bukari sagde den anden dag, at ”the young peple they drink the marihuana” – gad vide i hvilket blandingsforhold!

Sidst men ikke mindst skal Sammy vagtmands bemærkning med: ”the tap (vandhanen) wants to come today (der kommer vand idag). Men vandhanen blev tillagt endnu mere intelligens da han korrigerede sig selv: ”no he tries to come today” (vandet kommer måske idag)…

Vi håber dog at han har ret i at vandet virkelig prøver det bedste det har lært!

 

Staff-sitting

D. 24. jan holdt vi et lille komsammen for de ansatte i huset. Det var som sædvanligt skide hyggeligt, og en anelse formelt med bordbøn, takketaler osv.; men alt i alt en rigtig god aften, med god stemning. De talte tilsammen 5, Bukari, Sammy, Seidu, Yaa (rengøring/vaskedame) og den nye Samadu, og vi er enige om, at vi nu har et rigtig godt team. Bukari nyder rollen som senior watchman og gør det også rigtig godt.

Menuen var den sædvanlige: kylling fra tanny bar, Tumu brød med margarine og hvidløg, og 2 store øl til hver.

Der blev bøvset og grinet. Ikke mindst fordi alle fulgte Seidus eksempel. Han havde nemlig taget sin blinkende nissehue på hjemmefra. Derfor fik de andre andre udleveret enten en chiefhue eller nissehue inden vi spiste. Sammy insisterede på at bære den med de lange, hvide fletninger. Smukt!

 

Temperaturen stiger, men støvet lægger sig!

Her ved enden af januar går vi så småt mod varmere tider. I skrivende stund (kl.13.40) er der 37,8 grader. Det gode ved disse tider er at støvet så småt har lagt sig igen – det har været en hård tid med daglig næseblod til Ønne, der hele december kun har haft ni fingre til rådighed! Rasmus og Ønne fandt ud af at finde skygge under hver sine bærbare computer den anden dag, da de gik hjem fra arbejde i middagspausen. Det er så også noget af det eneste gode ved den nærmest lodrette solhøjde.

 

Ro på.

Januar er gået med ferie og rapportskrivning (for 2006). Men nu er der ved at falde ro over feltet, så vi kan få skrevet dagbog, gået på jagt, kørt en tur på motorcyklerne og hygget os den sidste tid sammen med Rasmus og Line.

I dag er Ønne og Rasmus på jagt, og Line og Tine gør klar til en hyggelig grillaften med mørbradbøf, salat, hjemmebagt brød, og så en lille irish coffee til dessert. Sammy vores vagtmand er ved at lave et bål ude i haven, øllene er på køl og drengene kommer snart hjem… Livet er nu skønt.

 

Jagthistorier…

Så skete det endelig! Ønne er kommet på sine første jagter i Afrika! Alt I alt er det blevet til fire jagter.

Første gang var d. 19 dec, dernæst lillejuleaften, 8/1 og 27/1:

Om alle jagterne skal det siges at det har været meget store oplevelser, også selvom det faktisk ikke har givet det store udbytte.

D. 19. dec var sammen med Bukari, Fussi og en tredje makker, jeg ikke kender. Vi skulle ud på en mindre jagt på tre timer en eftermiddags tid. Hovedsageligt skulle der jages en bestemt hønsefugleart kaldet ”Patridge” – de ligner mest en rype-art, og hannen og hunnen har stort set samme fjerdragt.

Det var en fed oplevelse at komme ud og vandre i den meget store natur, og ikke mindst var det fascinerende at mærke at, hernede jager man virkelig sit bytte.

Vi gik de tre timer og det blev til to patridges skudt af Bukari ud ad bildøren – fra venstre skulder! Og så skød jeg en due, fordi jeg trængte til at se om husets IMCC-gevær – etløbet Baikal – virkede… det gjorde det. Dueen røg i hvert fald stendød ned (fra pinden!). Bukari sagde godt nok at de normalt ikke skød denne meget lille dueart, med den begrundelse at det ikke kan betale sig. En patron koster 5000 cedis (3,5dkr), så der skulle jo også gerne være for 3,5 dkr kød naturligvis.

 

Så var der lille juleaften: Dette var en morgenjagt hvor kun med Bukari og jeg tog afsted. Vi gik alt i alt i 5 timer langs et udtørret flodleje. Bushen er brændt, men langs med floden er der stadig højt græs, hvor i Patridgesne kan gemme sig. Meningen er så, at de skal komme frem på den åbne afbrændte jord, hvor der så er skudmulighed. Da vi ikke har hund med og kun ét skud I bøssen, er det forståeligt nok, og det mest jagtetisk forsvarlige, at man skyder dem på jorden. Det passer mig I hvert fald fint!

Da vi havde vandret i tre timer var varmen ved at stige mig til hovedet, og vi havde ikke skudt noget, da der pludselig meldte sig en chance. Uden videre tøven nedlagde (og ødelagde) jeg en Patridge på 2 meters afstand. Den blev liggende i en lille fordybning i jorden, og der var taget ud af den. Hovedet, benene og det ene bryst var stadig tilbage, og Bukari grinede, mens jeg fik travlt med at forklare at sådan ville man normalt aldrig gøre I Danmark, og at det nok skyldtes at varmen havde steget mig til hovedet, og at vi nu havde gået længe uden at skyde noget, og varmen og og og…

Den sidste halve time inden vi var tilbage ved bilen midt på formiddagen var vi heldige at støde på nogle flere. Så inden for 2 minutter skød jeg 2 mere og det var ren jagtlykke!

Da vi kom tilbage til huset, blev Bukari glad da jeg forærede ham en af de gode og den sønderskudte. ”There is still meat and the head is left”, grinede Bukari. Godt jeg ikke havde skudt hovedet af også!

Vi beholdt selv en til den forestående julefrokost, hvor det viste sig at Patridge smager himmelsk! Man skulle nok have beholdt 2 selv, men hvad, det er Bukaris skyld, at jeg overhovedet kan komme af sted, så det er sgu givet godt ud.

D.8/1- 07: Se under Mai og Olsens besøg, her er denne varme, tørre jagt nærmere beskrevet.

D.27/1-07: Til denne jagthistorie hører en lille forhistorie. Hvert år fejres ”late chief funeral” – hvilket er en fest, hvor den forrige høvding hædres med en kæmpe fest. Da den forrige chief døde d.29. januar er det altså datoen for late chief funeral i Tumu. Da han var en stor jæger, hædres han i dagene op til festen, med at mændene fra chief palace tager på jagt. Byttet skal så spises til festen d.29.

Blandt disse mænd er vores ven Fussi, og han henvendte sig den anden dag, om det var muligt, at IMCC kunne transportere ham og hans jagtslæng ud i bushen for så at hente dem nogle dage senere. I den forbindelse blev Rasmus (der ellers ikke går på jagt) og jeg så inviteret med. Vi sagde ja tak; kunne dog ikke blive I bushen og sove, men ville gerne hente dem igen.

Derfor fik jeg i sidste uge Bukari til at købe patroner til mig på markedet. Nogle BB´ere (5 hagl) og nogle AAA´ere (svarer til 2 hagl), og så 2 stk buckshot! (indeholder 9 kæmpehagl – svarer vidst til 0-hagl). Alt sammen naturligvis det herligste bly!

Lørdag morgen kl. 5 var der så afhentning af 10 mand ved palace. Vi sad meget tæt, men stemningen var høj, blandt de 12 mand, der kørte af sted østpå mod det øde Kunchogu-område, hvor der skulle være ”big game”, så som waterbuck, bush buck, Roan antelope og duiker!

Vi holdt ind i en compound på vejen og lånte en gryde. Da vi ankom lavede vi en camp, hvor de skulle samles og overnatte. Derefter gik vi af sted. Fussi, Rasmus og jeg sammen, og så de andre i forskellige retninger. Det var rart at følges med nogen, for bushen er stor og øde og hamrende varm – ikke et sted man vil fare vild!

Èn skød et rævelignende dyr kaldet: ”Black backed jackal”, og en anden skød en stor fiskehejre! Derudover en enkelt Patridge, og sidst men ikke mindst skød Rasmus en af de karakteristiske, hvide ”kvæg-hakker fugle” med sit første skud nogen sinde! FLOT. Ja og jeg skød ikke noget, men nød alligevel turen, selvom det var en meget, meget lang gåtur! – Vi ankom 9 timer senere ved 15.00 tiden i lejren igen. Da havde vi begge indtaget godt 4 liter vand og skulle ikke tisse! En enkelt portionssmøreost uden brød var det blevet til på madfronten – så en smule sulten var man også! Rasmus og jeg havde ellers planlagt at en lille tur mere efter Patridge, hen i flodlejet (der kan man ikke fare vild og der er gode chancer) når vi lige havde sundet os i lejret. Denne ”lille gåtur” blev dog udsat, da vi begge var FÆRDIGE!

Det var en næsten ubeskrivelig oplevelse at være en del af en større jagt alt sammen på deres primitive præmisser. Derfor følte vi os naturligvis også lidt fesne ved siden af de mange 50 årige mænd der gjorde sig klar til nattejagten, mens vi trillede hjem, meget trætte!

Jagttur eller overlevelsestur? - En ting har jeg lært indtil nu: Man GÅR på jagt!

 

Et par steder under vejs stoppede Fussi op og sagde ”her Anders skal vi ud igen til april/maj når der er ved at være græs”. Det var steder med mange meget store spor – bl.a. Roan, hvis fodspor er hjerteformet, har jeg lært! Det bliver spændende… og så kan jeg måske låne den ene af hans to 375 Magnum rifler, hvis jeg er heldig.

 

Da vi kom til Tumu bragte vi jackalen og fiskehejren til byens frysehus (patridgen og Rasmus´ kvæg hakker blev spist i bushen over bålet inden vi tog hjem), da det skal spises i morgen til late chief funeralen – fiskehejre til forret, jackalsteg til hovedret – det bliver spændende at hente alle kompanerne ude i bushen i aften ved 17 tiden og se, hvad de skal have til dessert!

 

 

 

 

 

Dagbog for perioden 30. oktober til 5. december.

 

NID – National Imunisation Day

Da vi kom tilbage fra den fantastiske ferie, var der NID fra den 1.-5. nov. En årlig begivenhed, hvor alle ghanesere mellem 0 og 5 år skal vaccineres. Denne aldersgruppe udgør ca. 20% af befolkningen der ligger på ca. 22 mio. så det drejer sig alligevel om over 4 mio. børn, der skal gennem tælleapparatet på 5 dage. Det kræver engagement, og koordination, hvis ikke det skal ende i kaos. Vi mærkede et skærpet engagement hos vores kolleger, og der var teamspirit til den store guldmedalje. En af vores indsatser er netop at give administrationen noget gnist, så det var helt dejligt at se hvordan det fungerede… Alle mødtes vi på DHA kl. 5 om morgenen til the og brød (med margarine), og kørte her efter i fielden.

Tine skulle til Wellembelle sammen med Alex, mens Ønne skulle til Nabugubelle og Kulfou med Andrews.

I alle landsbyer foregik det på den måde, at alle børnene stillede sig op på række under det centrale træ. Personalet fra klinikkerne og fra DHA lavede så en form for samlebåndsarbejde hvor en vaccinerede mod mæslinger, en gav poliodråber, en gav vitamin A, en gav ormekur, en uddelte myggenet (doneret af unicef), en satte en streg på et registreringspapir og en malede barnet på venstre lillefingernegl, så man vidste at dette barn var immuniseret.

Tine og Alex kørte endvidere rundt i DHMT bilen som har højttalere på taget, og opfordrede alle mødre til at komme ud og få deres børn immuniseret. På denne rundtur stoppede de også ved en skole hvor de high jackede alle de børn de kunne se under 5 år og smed dem på ladet af bilen og kørte dem til nærmeste immuniseringspost.

På dag 5 blev der lavet et ”mob up”. Dvs vi gik rundt med et hold på Bugubelle marked og tjekkede alle børns lillefinger. De der ikke havde et sort mærke blev så lige vaccineret der midt på markedet… selvom moren ikke var til stede og selvom barnet skreg i vilden sky og til tider måtte fastholdes – mon det var gået Danmark?

 

 

Staff-sitting eller børnefødselsdag…

Vi havde på initiativ af Rasmus og Line inviteret til en komsammen (sitting) for alle vores kolleger. Da vi længe havde talt om, at vi gerne ville ”holde et eller andet” mente vi, at det ville være et strategisk godt tidspunkt at samle folk som en slags motivation, efter NID.

Da både kollegerne fra kontoret i Tumu, samt personalet fra de 6 subdistrikter var inviteret var vi oppe omkring 40 mennesker.

Det gik rigtig godt, og der gik ikke alt for meget ghaneser-højtidelighed i den. Unless da Director Robert dukkede op og holdt en bøn på 10 minutter. Ikke at vi ikke er vant til bønner, men ikke så laaaange.

Det fik da også Karim – vagtmanden fra DHA, der ikke er for god til engelsk - til at udbryde AMEN hele 4 gange inden Robert var færdig - Meget morsomt!

Ellers opførte de fleste sig ganske pænt, men der gik lidt børnefødselsdag i den. Sagen er den at de opfatter mad og drikke som gaver, på linje med hvis vi får en ny skjorte. Når vi derhjemme spiser sammen til fest, er det jo mindst lige så meget for samværets skyld som for selve maden. Sådan er det ikke i Ghana!

Derfor det ikke ubehøvlet at spørge hvor meget man må få, og så tage det med hjem, man ikke kan NÅ at indtage den aften.

Det virker umiddelbart underligt, at skulle sætte et max. for en flok voksne mennesker, men for dem er det helt naturligt.

Hvis fx. max. er sat til 2 øl pr. snude, og en så kun drikker ën, spørger vedkommende naturligvis om han må få den anden med…

Måske er logikken: da det er en ære at give, så det ville da være en fornærmelse ikke at spørge den glade giver.

Eller måske er logikken: Når nu de glade folier forsøger at være så kulturelt forstående og imødekommende overfor alt det fremmede, hvorfor så ikke tage røven på dem i svinget…

Det finder man ikke ud af, men det er vigtigt at kalde det noget, der ikke tager pusten helt fra os.

Hvorom alting er så brændte risene på i en sådan grad, at ingen ville vise os den ære at tage noget af det med hjem - Den var så også så slem at ikke engang PUMA ville røre den…

 

I røg og damp for Ghana

Det er blevet tid til afbrænding af bushen, og det gør, at der er meget røg i luften. Bushen er alt der kan brænde indtil en meter fra vores grund, hvor vores vagter har hakket et brændbælte. Samtidig er der et affaldsopsamlingshold på færde i Tumu bestående af 50 damer med hver deres sivkost. De brænder efterfølgende det hele af rundt i Tumu. Ja det ryger og damper alle vegne!

 

Ny ged til dyrebeholdningen!

Vi har købt en ged, der larmer meget om morgenen… så måske skal vi have ged til jul ;-). Det var en fødselsdagsgave til Rasmus (20. nov.). Det er en lille, hvid hunged på 1 år, som vi kalder Foli (ligesom den afdøde hane). Puma, der er vant til at blive behandlet som den eneste ged i verden, er så småt ved at komme sig over sin identitetskrise. Da den ikke længere får den opmærksomhed, den er vant til har det været hårdt for den. Den stanger (altså med sine knækkede horn) stadig den lille stakkel, når den kommer for nær maden! Ellers er den ved at bløde op – for de kan godt ligge ved siden af hinanden, så længe der bare ikke er mad med inde i billedet.

 

Hvem er det så der har et problem?

Vi har i store træk ikke haft rindende vand i huset siden vi kom. Eller rettere… det har vi, men kun fordi vi løbende får fyldt vandtanken af brændvæsenet. Der er problemer med vandværket, idet de bliver ved med at love at vandet kommer, ”unless tomorrow”. Den anden dag var Rasmus og Ønne så kørt ned til Water Boardet for at puste sig op og fortælle vandmesteren en ting eller to – nu var bægeret altså ved at flyde over… eller det var jo så netop ikke ;-)

Gassen gik dog lidt af ballonerne, da vandmanden ikke var at finde på sin pind, så de måtte nøjes med at snakke med Palle og Pølle på bænken ude foran det faldefærdige vandværkskontor.

Beskeden lød, “you will need an application…” “Ok, men hvor får vi så den?” spurgte vi. ”Ja den er ikke lavet endnu…”, lød svaret. STILHED

Langsomt fes luften af ballonerne, der stod og tænkte i deres stille indre: ”hvem er det så der har et problem?”

Derhjemme vil der ikke være tvivl om, at det var vandværkets problem, hvis kunden dør af tørst. Men hernede vender bøtten altså omvendt – med det resultat at den er helt tom…

 

Service

Vi kom til at tale om det i sidste uge, da vi afleverede Dr. Arne i Tamale, og havde været på servicetank: Service baserer sig på et rationale om, at tid er penge, og derfor har folk travlt. Endvidere er det vigtigt, at man kan sætte sig ind i kundens tankegang, for at imødekomme hans forventning til situationen, så den går glat… godt så!

Vi skulle have fyldt krøjseren med diesel før vi skulle retur til Tumu. Ønne bad påfyldningsmanden om at fylde den helt op – både main- og subtank. De første 80 liter tog den tid det nu engang tager for den mængde, at rende ud af slangen; mens de sidste 3 liter tog lige så lang tid som de første 80!

Helt fortravlede og fortvivlede blev vi og snakkede om: ”det kan da ikke betale sig!” Men jo, så længe tid ikke er (ret mange) penge, og folk ikke pr. definition har travlt – så det da klart at tanken fyldes godt og vel til kanten, når det nu er det, kunden har bedt om – det er da service!

Det var nemlig først da dieselen så småt rendte ned af bagskærmen at påfyldningsmanden spørger: ”is that fine Sir?”. Hvortil repliceres ”even more than fine Sir!”. Han havde jo faktisk nærmest overopfyldt kundens forventning om at få den fyldt helt op!

Og endelig hvad angår påfyldningsmandens forventning, så passede det vel meget godt at han lod en enkelt liter rende ned af skærmen: ”Den hvide mand har masser af penge”.

Man skal derfor passe på med at påstå, at ghanesere ikke har begreb om service. De kan nok snarere ikke forstå, at vi som udgangspunkt har så travlt – hvem det er synd for er svært at sige, men kom ikke og påstå han ikke ydede os service!

 

Hertil og lidt længere…

D. 1. dec. faldt World AIDS day og Farmers Day (den årlige fejring af bønderne) på samme dag, og Tumu skulle beværte begge dele for hele Upper West Region (UWR). Da vi stod lige midt i solen i 40 graders varme og lyttede til en tale på Sissali og havde ondt i ryggen af bare at stå.

Pludselig kom Ønne under et bagholdsangreb af en af samarbejdspartnerne kaldet S.Y. En voksen mand der ligner tegnefilmsfiguren Shrek – blot i brun udgave. Pludselig kom S.Y. helt vildt tæt på Ønne, der stivnede, da S.Y. lagde sit hoved på hans skulder og ellers bare stod HELT tæt på. Ønne, der så småt lige har vænnet sig til at mændene holder i hånd som det mest naturlige, havde mødt sin grænse… Magtede dog ikke at gøre noget, andet end at stå vente… på at S:Y. holdt op med at ae hans højre underarm, og slap sit faste tag i hans venstre danse-håndtag!!!

Så står man der og forsøger at være sig kulturelt bevidst og tænker, ”nåh ja men det er jo bare sådan de gør”; men det er samtid (heldigvis) ikke muligt kun at forholde sig rationelt til den slags. Det var for meget og det var for mærkeligt, og ikke mindst var det til stor morskab for Tine, Rasmus og Line, der var ”uberørte” af situationen.

 

De der muslimer - Gye Nyame!

Tag det roligt – accepter Gud, og hør så lige her…

 

- Gye Nyame er et udtryk på Tvi-sproget, der tales i syd, og betyder: ”Accept God”. Udtrykket kendes dog af de fleste, selvom langt de fleste ikke taler Tvi. Det står endda på deres penge-sedler…

 

- Da Tine (som er ansatte-ansvarlig) den anden dag udbetalte løn til vagtmand Seidu, sagde han, ”dejligt at der nu er penge til jul”. Tine spurgte forundret, ”but you are muslim?”. Seidu smilede med alle de skæve bisser og sagde, ”I take both”!

 

- Vi kom på marked en dag hvor vi som sædvanligt skulle mødes med Bukari under træet, hvor alle de kloge mænd hænger ud. Der stod han så i en T-shirt med ARLA på maven… Vi havde da ellers lige læst i ”Politiken weekly”, at nu var den gal igen, pga. noget med DF-ungdom. Og nu boykottede muslimerne igen Arla… unless Bukari. Men hvordan skulle han også vide at ”muslimerne er sure på DK, når han nu er ordblind, og ikke kan læse ”Politiken weekly” (men derimod bruger den til at tørre møllen).

 

- Og så var der kollegaen fra NGO´en YARO: (YouthAction on ReproductiveOrder) som konverterede fra muslim til kristen for at komme ind på en bestemt skole. Nu er hun færdig med sin uddannelse og er så muslim igen…

 

- Ken en af vores venner er kristen, som den eneste i sin familie. Han går dog ofte i muslimsk tøj for det er bare så flot! Hans kammerat Abraham har omvendt ham i trossmag, men dog ikke i tøjsmag.

 

- Man synes generelt ikke noget om hinandens tro, for troen er et forehavende mellem den enkelte og gud ved dommens dag. Det er jo svært at blande sig i…

Vi håber bare på, når dagen kommer, at vi har valgt at tro rigtigt…

Så ”Gye Nyame!”

 

Julefrokost på terrassen!

Fra d. 19-29. nov. havde vi besøg af vores projektrådgiver Arne, der er læge i Vejle. Han blev ansat i 2001, og har siden fungeret som supervisor, hvilket indebærer at han besøger projektet en gang om året.

En væsentlig del af besøget var, at han havde givet plads til en masse julefrokost-sager i sin baggage. Vi nævner i flæng:

3 slags sild

Leverpostej

Sky

Bacon

Rød Aalborg

En hel hamburgerryg

Og…

Det blev en rigtig god aften med godt med guitar og tromme på terrassen. Vi siger mange mange tak til Arne.

 

Ellers bød hans besøg på meget arbejde, i form af møder både med samarbejds-partnere (heriblandt lokale NGOer, Regional Director of Health, Navrongo forskningscenter, DHMT og byrådet) samt en masse interne møder. Det gav anledning til at gå vores daglige arbejdsrutiner efter i sømmene, og vi fik udarbejdet en actionplan for 2007. Meget interessant og lærerigt at få en udefrakommende person til at kigge på os, som samtidig kender projektet meget indgående!

Da vi skulle køre Arne til lufthavnen i Tamale, tog vi lige et smut forbi Mole Nationalpark – det er nu et dejligt sted.

 

 

Til festival med de rige og de fattige…

Vi tog også en tur til regionshovedstaden Wa, for at mødes med nogle folk mens Arne var her. Om eftermiddagen havde vi fri, så da stod den på National Musicfestival. Det havde været i gang hele ugen med to regioner repræsenteret hver dag. De der manglede, var Ashanti-regionen og vores Upper West Region. Det var en stor oplevelse at se, hvad musikfestival er for en størrelse i Ghana.

Det var ikke som Roskilde skal vi hilse at sige. Det var umuligt at opstøve en bajser, eller bare en tår vand for den sags skyld! Nåh man skal jo ikke sammenligne – selvom en kold grøn, ville have gjort godt midt i den støvede varme!

 

Der er historiske årsager til, at Ashantierne regnes for at være noget særligt, bl.a. pga. deres rigdom. Ashantierne sad på en del slavehandel førhen, og samtidig er der guldminer i regionen. Denne status afspejledes ganske godt i deres indslag der var meget langt, flot og prangende.

Samtidig er der historiske årsager til at UWR regnes for en ubetydelig parentes oppe nord på – Det var bl.a. herfra slaverne i sin tid stammede fra når de solgt til Ashantierne. Og så er der absolut intet guld!

Det var altså kontrasternes dag, hvilket meget godt understregedes Sissala Easts (vores distrikts) indslag, der på ingen måde var prangende. De ofrede en hund foran alle de meget vigtige mennesker, der sad og tronede på VIP-pladserne, og havde taget noget ekstra beskidt tøj på og nogle landbrugsredskaber i hænderne.

 

Ham der køkkenuret og ham der generatoren

Den anden aften var ham køkkenuret gået i stå. Bukari oplyste at, ”he can not walk”.

 

Og Issah kom den anden dag og så helt forfærdet ud og sagde: ”he changed his voice”. Der var her tale om generatoren, der kørte pga. strømafbrydelse, men som pga. af mangel på brændstof ændrede lyd. Ønne sprang op og drønede ned til tanken og fiksede en dunkfuld, så ham generatoren kunne få stemmen tilbage.

 

Mandagsmøde

Et længe forsømt emne er vores ugentlige mandagsmøde på DHA (District Health Administration). Dels er det ganske komisk, og dels er det et godt eksempel på en af vores mange foreteelser hernede.

Da IMCC påbegyndte sit arbejde i Sissala East District tilbage i 1997 var sundhedsadministrationen MEGET langt fra det at holde møde, idet planlægning er en stor mangel, og en stor kilde til forvirring og spildt arbejde i det daglige.

Nu her snart 10 år efter er det noget, de har taget til sig, så IMCC skal ikke længere presse på for at det afholdes. Naturligvis deltager vi stadig, da vi jo er en del af DHA.

Powers, der er næstkommanderende er mere eller mindre blind, men han suppleres dog heldigvis af sin overordnede Robert, der så til gengæld er stok døv!

Amissah, den nu forflyttede accountant er næsten umulig at forstå, da han taler meget lavt og lige som frøen Kermit. Han vælger gerne at starte fanen i loftet på fuld skrue, hvilket gør at samtlige papirer letter ca. 20cm fra bordpladen, og gør det umuligt at høre hvad der bliver sagt.

En dag var vi nået til punkt 3 ”Action Areas” på dagsordenen, da Robert kiggede op og bad om at nogen ville åbne mødet med en opening prayer – altså punkt 1!

Det var vi jo kommet forbi, så vi måtte lige briefe ham om hvad vi havde diskuteret mens han ganske intetanende havde læst avis ved samme bord som os.

Ja det er da komisk ikke…, men samtidig det et godt eksempel på at udviklingsarbejde, der ellers er skruet sammen efter alle kunstens regler (f.x. fokus på civilsamfundet og andet fornemt), let kan blive obstrueret af en døv Director! Det har virkelig været en stor hurdel i det daglige arbejde!

Nåh men Robert er netop afgået som Director, og det samme er Ammisah – alias Kermit. Typisk nok så går Robert bedst som vi er sluppet af med ham, der altid fyrrer helt op for blæseren, og forhindrer alle i at kommunikere til det ugentlige møde.

 

Arbejde – med store beslutninger og udfordringer

Generelt er det arbejde vi står med præget af store afgørelser hele tiden. Det er et stort privilegium at få lov til, for vi lærer jo helt afsindigt meget på alle tænkelige niveauer hele tiden. For os begge gælder det (ja vores ”vi-agtige” fremtoning skyldes dels, at det er nødvendigt, for at få dagbogen til at hænge sammen, og dels at vi ganske enkelt går rundt og synes det samme – det er det nemmeste når man er sammen hele tiden!), at vi har ændret vores noget ydmyge tilgang til arbejdet til en mere fandenivoldsk tilgang: Jeg ved ikke om det er sådan her man skriver til en Professor Isabella Dis-ting fra University of Ghana, for at få gang i et samarbejde mellem Sissala East District, men jeg gør det bare sådan her. Og hvis ikke jeg (vi ;-)) gør det, så falder det hele altså fra hinanden, og der sker ikke en skid med projektet

.

En stor ting, der er nem at forholde sig til er at vi pt. bygger et Guest House til forskere, der gerne skulle have lyst til at bruge Sissala området som field for forskning. Det betyder at vi har været ansvarlige for et husbyggeri, som nu står og skal i brug. Det bliver spændende, og vi er lidt usikre, men vi gør det sgu bare!... dælme!

 

Det´ den dejligste aften i 100 år – av min lever!!!

Vi inviterede 30 mennesker – venner og kolleger - lørdag d.2. dec. Alle disse er folk, der ikke tager øl og mad med hjem, og netop derfor var de inviteret. –De er rigtige venner (kan ej købes…)

Nu skulle den have gas, så vi købte 11 kasser øl. Timothy havde medbragt sin Jembe-tromme og Dan havde medbragt sit fede 80´er anlæg og en masse fed musik – bl.a. GNAGS – det kan Dan slet ikke stå for!!! Og vi må indrømme at GNAGS bliver en smule bedre, når det spilles hernede på ækvator!

Menuen stod på foli-kudillee (whitemans food) i form af pizza, kartoffel-salat og hvidløgsbrød. Knapt var dette fortæret, før vi de første var på dansegulvet – Til GNAGS! Vi holdt os ikke tilbage, så vi deltog i dette fantastiske stilmix, mellem afrikanske dansetrin, (naturligvis i rundkreds) med ”det´ den dejligste morgen…” og ”vilde kaniner” skruet helt om i det røde felt på anlægget.

Lige så let man trinner over gulvet i dansk dansetradition, lige så tungt forplantes hvert et trin i jorden i afrikansk tradition – nej hvor vi stampede! Det var helt ubeskriveligt ”tykt” (som de siger i Nissebanden)!

Aftenens absolut smukkeste påklædning gik til Timothy, der tog sig rigtig godt ud i knald rødt jogging sæt, og solbriller (der naturligvis sad monteret hele natten).

Resten aftenen stod den på Highlife og Reggae, suppleret af Ønnes, og Timothys jembe-trommer, samt ”syng-med” og kalabas m.m.!

Selvom de kun drak knapt halvdelen af øllet, var det, dagen efter som om, at det første afsnit tog det næste, som tog det næste… af: ”Jul på slottet”, ”Nissebanden i Grønland”, og ”The Julekalender”.

 

 

Underligt men lunt…

Og så har vi hørt at det snart er jul. Det er sjovt, når man sidder her i den varme, at forstille sig at året over hovedet går. Vi har begge svært ved at forholde os til at det er jul og ikke sommer, som da vi tog af sted.

Det med at året går, hænger altså tættere sammen med vejret, end det, at vi kan se i kalenderen, at der står december. Ja det er underligt, men ganske lunt!

Glædelig for-jul!

 

 

Dagbog for perioden: 7. okt. til 29.okt. 2006

 

Så gik der lort i den festival!

Nå men den der festival i Lawra (d. 8/10) blev så ikke til noget… Tine røg rundt med en ordentlig gang diare, så vi måtte blive hjemme ved kummen – altså T på kummen og Ønne troligt ved hendes side…

Efter 4 dages diare var hun ved at være godt afkræftet og dårlig, så vi tog over på Tumu Hospital for at få et tjek up. Laboratoriet var dog ikke åbent så de kunne ikke lave en malaria-test. For en sikkerheds skyld blev Tine så sat på bredspektret antibiotika (i tilfælde af salmonella el. lign.) og artesunat mod malaria… og iv. væske blandet med stoffet Quinin, hvilket er en skrap sag. Da Tine så tillod sig den frækhed at skulle på toilettet midt i hospitalsopholdet!, valgte vi at tage hjem i huset, af hensyn til hygiejnen. Hun skulle nu transporteres med droppet stukket i hånden. Naturligvis lod det sig ikke gøre at have det 2 meter lange dropstativ med i pickuppen… hvad gør man så? Som det naturligste i verden lagde sygeplejersken da bare dropposen op på hovedet af Tine - man er vel i Afrika. Der stod så en allerede hårdt prøvet Tine med dropposen på hovedet, og havde trods situationens alvor overskud til at trække på smilebåndet (uden at miste balancen) over situationen… Resten af toilet-øvelsen hjemme i huset gik som man sikkert bedste kan forestille sig, så det lader vi ligge.

Desværre var der ikke den store bedring i løbet af dagen, så vi besluttede at køre til Accra, med afgang næste morgen, så hun kunne blive undersøgt på en ordentlig klinik. Det er jo bare en smuttur på 1000 km. Det ville være for meget for Ønne som eneste driver, så derfor ringede vi til Dan Ladi, som er chauffør på sundhedsadministrationen, hvor vi arbejder. Kl. 5.45 blev han ringet op og kl. 6.10 sad han sammen med os i bilen – vi var på vej mod Accra. Det er mildest talt rart at vide at folk er der for os, når vi virkelig har brug for det!

Heldigvis fik Tine det bedre og bedre som vi nærmede os Accra, og da vi ankom til Central Hotel sent om aftenen, var det næsten ovre. Så overvejede vi typisk nok straks, hvorvidt vi nu havde overreageret ved at køre til Accra. Hurtigt besindede vi os dog og koncentrerede os om blot at være glade for bedringen. Når man sidder oppe i Tumu må man tage sine forbehold, og det havde vi gjort ved at tage syd på i god tid. Trods bedringen kom den danske læge Bjarne, der arbejder for Danida i Accra, over på hotellet og tilså Tine og gav os adressen på en god klinik. Vi havde briefet ham et par gange på vej mod Accra, så han vidste at vi kom. Rigtig flink fyr!

Næste dag tog vi ud på klinikken, som vi var blevet anbefalet. Lægerne var dygtige og laboratoriet super tjekket (alene det at det havde åbent var jo ganske smukt) – ja det var nærmest danske forhold. Tine blev tjekket fra ende til anden, og alt var normalt – og hun havde det jo også godt igen.

Set i bakspejlet skal ikke være nogen hemmelighed, at situationen absolut ikke var specielt morsom da det stod på. Dog er der ikke noget der er så galt, at det ikke er godt for noget! Dels lærte vi begge personligt meget af situationen, og dels blev vi mindet om, at vi i Tumu er omgivet af folk, som er parat til at hjælpe os når vi har brug for det – fantastisk!

 

Nå men nu var vi jo i Accra, og med kun 4 dage til Tines familie skulle ankomme (d.15/10), kunne vi ikke nå retur til Tumu. I stedet fik vi serviceret krøjseren, og gik ellers i venteposition nede i svømmepølen – nej hvor vi glædede os mens vi lå der og lå…

 

På eventyr på slavekysten

I dagene mens vi ventede på familien Strib, var vi dog oppe af pølen nu og da. En dag tog vi en køretur langs kysten og ud til nogle små fiskerlandsbyer kaldet, Old Ningo, New Ningo og Prampram. De ligger på stribe 30 km øst for Accra. Dermed bevægede vi os ud på den strækning, der pga. historien i dag omtales ”slavekysten”, hvor danskerne i flere hundrede år bedrev slavehandel til lige med englænderne og hollænderne. I Old Ningo ligger stadig ruinerne af det danske slavefort Fort Fredensborg. Altså alle de der kyster… efter Peberkysten (ud for Sierra Leone) kommer fra vest mod øst ”Elfenbenskysten”, så ”Guldkysten” (Ghana), hvor den del af Ghanas kyst, der ligger øst for Accra mod Togo, så siden også blevet omtalt ”slavekysten”.

Nåh men her kom vi tæt på en fiskerikultur, der ikke har forandret sig de sidste mange hundrede år. (bortset fra at de fleste har motorer på bådene). Men hvad angår grundprincippet og teknikken så er det ikke løgn. … nåh tilbage til nutiden.

Der stod vi i Prampram midt i mellem de flotteste fiskerbåde malet i alskens stærke farver, gerne med en lille bøn mejslet ind i bådens flanke. Ofte både på engelsk og på tvi (det lokale sprog i Greater Accra Region) for at være helgarderet: ”God never sleeps” eller den mere broken english version ”Unless God”.

Man må forstille sig et sammensurium af 3-4 generationer, der alle udgør deres virke på stranden. De gamle sidder og taler om vejret, og udøser erfaring over de små, mens de unge og voksne er ude på havet. De få unge mænd, der ikke er på havet, kan man så iagttage i baggrunden længere oppe på stranden - de bygger bådene. Igen er en flere hundred år gammel teknik tilføjet motor, her i form af motorsav! Ellers er bådenes form og størrelse den samme som den har været ”altid”. Det var meget imponerende at være der, midt dette pulserende fiskermiljø, hvor alt i bogstaveligste forstand lugtede af fisk.

På stranden skulle de naturligvis lige se os an, for hvad skulle nu sådan et par folier midt i det hele. Vi fattede os dog – vi er ved at lære det: Bare man går til nogle af de gamle og gir hånd og præsenterer sig, så er der ingen problemer. Dette gav så grobund for at få lov til at tage billeder. Selvfølgelig kunne vi ikke stå bare og se på at fiskerne kom ind med dagens fangst, uden at

købe lidt. Vi investerede i to mindre tunfisk.

Derefter tog vi til New Ningo og tog en slapper på stranden. Det gamle danske Fort Fredensborg i Old Ningo, skulle alligevel ikke være værd at køre efter, så efter slapperen tog vi tilbage til Accra, hvor vi forærede tunene til opsynsmanden på hotellet.

 

Indisk til frokost og fransk til aften

Sammen med Line og Rasmus blev vi inviteret ud til Bjarne og hans kone Margrete, mens vi var i Accra. Vi tog flaske rødvin med til Bjarne som tak for hjælpen med Tine. Her skal vi lige love for at vi fik frokost. Kokkene må have været i gang længe da vi kom – hold da maul en gang lækker indisk! Der sad vi på terrassen foran deres kæmpe hus; omgivet af et finkæmmet haveanlæg, stort set kun bestående af planter vi udmærket kender derhjemme fra - altså fra stuen.

Hans kone Margrete ved en masse om hvad der sker af koncerter o.lign. i Accra, så da vi alligevel havde nogle dage i Accra, spurgte vi lige ad. Hun anbefalede stedet Alliance Francaise, hvor der skulle være koncert om aftenen. Så var aftenen også lagt i rammer.

Det viste sig at vi var taget til 10 års jubilæums koncert med det højt respekterede band ”Hewale Sounds”, der bl.a. har spillet i Danmark, Norge, Sverige. Et ghanesisk 15 mand stort band, i bedste vestafrikanske stil, med en fusion mellem vestlig og traditionel musikstil: el-guitar-blues nydeligt kogt sammen med talking drums, fløjte og meget mere fra den vestafrikanske musiktradition. Det var en stor musikalsk oplevelse, hvor musiknørden Ønne kom på prøve. Det var ham flere gange næsten umuligt at finde takten, men han kunne naturligvis ikke lade være at forsøge.

Andre publikummer valgte at bruge aftenen på at danse. Ved det syn fuldendtes en stærk fornemmelse i vores maver af virkelig at være AFRIKA. Kontinentet hvor musikken er under huden på folk. Ghaneserne kan sådan en bevægelse, hvor numsen og armene er det eneste, der bevæger sig – tilsyneladende tilfældigt… Til efterprøvningen tilbage på hotelværelset foran et stort spejl, måtte vi dog begge konstatere, at det absolut ikke var tilfældigt. Vi kunne i hvert fald ikke helt få det til at ligne…

Og så kom de…

Vi må nok indrømme at vi faktisk var ret spændte på at få besøg – ja nærmest nervøse… Kommer al bagagen mon? Får de mon dårlig mave? Kan vi finde rundt i Ghana? Får vi problemer med bilen? Ja bekymringer var der nok af da vi stod i Kotoko Lufthavn i Accra og ventede på at familien skulle komme til syne i ankomsthallen.

Vi var der selvfølgelig alt for tidligt (det er vores nye stil). Både fordi vi var taget derud i god tid, og fordi de ankom ”african time”, så det var mildest talt et glædeligt gensyn da de endelig trådte ud i den Afrikanske aften. Det første de kommenterede (ud over at det var godt at se os) var naturligvis varmen. De var sikre på at den varme de havde mærket da de steg ud af flyveren, kom fra motorerne, men nej – Accra er et stort drivhus… også om natten (altså kl.19.00).

Vi havde forinden lagt en plan for, hvordan vi skulle komme over til bilen uden at blive taget ved næsen af alle de folk, der gerne vil ”hjælpe” med bagagen. Det lykkedes dog ikke, for de var der som gribbe, og så måtte vi jo slippe en skilling – velkommen til Afrika…

Om aftenen spiste vi indisk på vores favorit restaurant. Jubii, de var her, og alt var gået godt.

 

Wli waterfall

Næste morgen satte vi kursen mod nordøst. Vi skulle til Wli som ligger øst for den store Lake Volta – verdens største kunstigt opdæmmede sø. På turen gjorde vi stop i byen Akasombo, hvor vi fik en sodavand og nød udsigten over søen og dæmningen. Et imponerende bygningsværk, midt i et endnu mere imponerende naturscenarie! Dæmningens turbiner er så kraftige, at langt størstedelen af Ghana får strøm derfra (så vidt de tekniske detaljer).

Herfra kørte vi videre mod en landsby vi havde hørt om, hvor næsten alle indbyggerne lever af at væve det berømte Kente stof. Der var ikke nogle skilte mod byen, men langs hovedvejen skulle der være et skilt hvor der står KINGDOM FRUITS, hvor vi skulle dreje fra. Vi fandt ved et held skiltet der var meget lille, og stod inde i et buskads. Det var Ønne der fik øje på bogstaverne …..M FRUIT. Og så kørte vi ned af den smalle grussti.

Da vi ankom, fik vi en varm velkomst af de lokale, og smilene blev ikke mindre da far som det første trådte lige ned i en stor og meget ulækker, grøn (vand-)pyt…

Vi blev vist rundt i landsbyen, hvor ca. 500 ud af de 700 indbyggere er vævere, og vi blev introduceret til teknikken og historierne bag de forskellige mønstre. Det var en rigtig hyggelig landsby, med små lerklinede hytter med stråtag, og så var beliggenheden helt fantastisk ude i de grønt beklædte bjerge.

Et tordenvejr truede ude i horisonten, så vi skyndte os videre mod dagens endedestination: Waterfall lodge i Wli – et lille paradis midt i bjergene med udsigt til Vestafrikas højeste vandfald. Og så var vi de eneste gæster. Ejerne er et tysk ægtepar ved navn Sabine og Bernard. Vi blev alle 5 hurtigt enige om, at de ligner Sussi (fra Sussi og Leo) og Mr. Bean - men de er rigtig søde ;-)

Om aften spiste vi steaks med svampe, som var dyrket i regnskoven ca. 500 meter fra hotellet, og aftenkaffen var lavet på bønner, der voksede i de bjerge, vi sad med udsigt over – wauw.

Næste morgen skulle vi på vandretur gennem regnskoven og hen til det nedre vandfald. Det var en fantastisk gåtur, hvor vi flere gange krydsede floden på små gangbroer. De steder hvor skoven ikke var for tæt kunne vi se en stejl bjergside med tusindvis af flagermus, der flakkede rundt i nærheden af vandfaldet og hang i klipperne. Der var alverdens forskellige sommerfugle, og på vejen så vi kaffeplanter og kakaotræer, hvorfra vi smagte på frugterne. Far fandt også en slangeham…

Om eftermiddagen kørte vi ud til et monkey sanctuary – en landsby hvor de vilde aber kommer ud fra skoven morgen og aften for at blive fodret. I området er aberne beskyttede fordi den oprindelige stamme i området regner dem for at være hellige. Vi fik også lov at fodre aberne med bananer. De var vildt søde.

 

Tillykke med fødselsdagen.

D. 18. oktober havde mor fødselsdag – og den kommer hun vist aldrig til at glemme. Hun pakkede gaver op på terrassen, i morgendisen med udsigt over bjergene og vandfaldet, med udsigt mod Ghana til højre mod Togo til venstre. Og så var det også slut med luksus for den dag… Vi kørte mod Tamale.

Vi var egentlig blevet advaret omkring vejens tilstand fra Wli til Tamale, men at den var SÅ dårlig havde vi ikke regnet med. 10 timers rystetur – tillykke med fødselsdagen.

Sidst på eftermiddagen ankom vi (alle ret kvæstede) til Tamale. Det er Ghanas tredje største by, og den ligger i det muslimske nord. Det er en meget speciel by og ankomme til, for trods dens høje indbyggertal er det egentlig bare en kæmpe landsby med stråhytter helt ind til ”centrum”, samt en dælens masse motorcykler – og så er der en moske på hvert gadehjørne. Ved den store moske var der en stor forsamling af mennesker samlet til en form for prædiken, i anledning af Ramadanens snarlige afslutning.

Hotellet i Tamale var heller ikke det mest luksuriøse. Værelserne var små, og der var ikke strøm om natten. Til gengæld var der ”underholdning” i form af ”Allah Allah Allah” fra moskeen – ja et par dage før ramadanens afslutning får den ekstra gas.

Om aftenen hyggede vi os med en god, kinesisk fødselsdagmiddag, og vi drak noget velfortjent, og nøje udvalgt (blandt to mærker) rødvin til. Da vi nåede til flaske nr. 2 i det udvalgte mærke, måtte vi dog tage til takke med Rosé-udgaven, da rødvins-versionen desværre viste sig at være ”finish”. Lageret havde naturligvis udelukkende bestået af den støvede udstillingsmodel på hylden…

Søren var uheldig om natten på vej på toilettet. Da lyset jo var gået, havde han taget paraderne frem for at føle sig vej. Uheldet ville dog, at den åbnede toiletdør undgik fangarmene, og således fortsatte han intetanende fremad, da panden pludselig mødte dørens kant – bang! (nej vi kunne dog ikke høre det inde på vores værelse!)

 

Svigermor og krokodillerne

Så skulle vi til Tumu, men skæbnen skulle da lige udfordres på vejen. Vi kørte over byen Paga som bl.a. er kendt for deres hellige krokodiller. Historien lyder at en krokodille en gang redede en mand fra at drukne, og at indbyggerne i landsbyen derfor har lovet ikke at spise krokodillerne. Det ved krokodillerne og derfor gør de heller ikke menneskene noget… godt jamen så er vi jo helt trygge ved at gå hen til de 3 meter lange dyr. Vi købte 4 kyllinger og bevægede os sammen med 2 knægte ned til søen. Efter få minutter kom den første kroko op af vandet. Den bevægede sig langsomt hen mod os indtil en af drengene gav den en eller anden kommando, og så stivnede den ellers med gabet åbent. Sådan lå den der 5 meter bag os, mens vi ventede på at den store krokodille skulle komme op.

Og den var dælme stor. Også den fik de til at ligge helt stille, og så kunne vi ellers bare gå hen og sætte os på ryggen af den. Anne var den modigste og lagde ud med at nærme sig ”big krok”, og så sad hun ellers der på hug over det 4 meter lange dyr, og bagefter skulle hun da også lige prøve at løfte halen. Og så blev det mors tur… ja det havde jeg ærlig talt ikke troet at hun turde, men også mor tog hele opvisnings runden – respekt!! Det kunne mændene jo ikke stå tilbage for, så de skulle naturligvis også prøve. Alt imens stod Tine og trippede mens hun skulede til den ”lille” krokodille der stadig lå med åbent gab bag ved os. ”Nå men vi skulle da vist også til at videre ikke…?” sagde hun da turen kom til hende… kylling.

P.s. det var først nogle dage senere vi fik at vide, at det er et af de eneste steder i verden, man kan få lov at nærme sig krokodiller på den måde…

 

Tumu here we come

Ud over krokodillebesøget gjorde vi på vejen til Tumu stop ved et sted, hvor slaverne i gamle dage blev samlet inden de vandrede de 1000 km syd på til slavekysten. Da vi ankom til landsbyen, kom en ung gut rendende med frokosten i hånden. Mange turistattraktioner i Ghana får kun meget få besøg, og guiden er derfor ikke fuldtidsansat. Det er måske en farmer eller en skole elev der så lige tager fri nå der kommer besøgende. Anyway, ham her var rigtig god!

Stedet ”Paga” er opkaldt efter omgivelserne: et klippeområde midt i bushen. Klipperne blev brugt til at skære tallerkner ud i, til at torturere slaverne med og til at spille musik på. Det sidste fik vi en lille smagsprøve på da en flok lokale drenge og mænd kom forbi og spillede trommer på klipperne og sang – det lød vildt godt, og det var i det hele taget en vildt spændende rundvisning.

Efter Paga besøgte landsbyen Sirigu. Her maler damerne deres huse med naturfarver i flotte mønstre. Vi fik en rundvisning i byen, hvor vi gik rundt mellem deres compounds. De fleste indbyggere var i farmen – kun de gamle og børnene var tilbage får at pille jordnødder, ja og så et par dovne mænd der lå og sov under baobab træet… ja i Ghana er det kvinderne der gør det hårde arbejde. Det var en rigtig flot landsby, og det var opløftende at se at det er lykkedes for en lille samfund at promovere deres landsby, og tjener lidt ved det.

Om aftenen ankom vi så til Tumu - efter 2 timer på grusvej, hvor vi kun passerede meget få og meget små landsbyer… Ja Tumu ligger altså meget fjernt fra alting. Så det var dejligt at komme frem, og Line og Rasmus stod klar med den lækreste velkomst middag og tændte olielamper i gårdhaven, og havde pyntet med blomster på sengen. Det var nu dejligt at være tilbage, og skønt at dele det hele med sin familie. Endnu en dejlig aften på ferien.

 

Tour de Tumu – highlights for familien Strib

Vi kan jo lige så godt indrømme at Tumu ikke har de store turist-attraktioner at byde på… Alligevel havde vi glædet os umådelig meget til at fremvise det hul i jorden som nu er vores hjem og som vi holder så meget af – som vi siger: ”Tumu er et dejligt hul i jorden”. Mange af de store oplevelser fra ferien fik familien da også her:

Tumu market: Et sansebombardement af lyde, lugte og farver. Og så kom vi lige på årets mest hektiske dag, da det var sidste markedsdag inden ramadanens afslutning, hvilket betød at alle skulle handle ind til den store fest. Vi fik købt stof, grøntsager og slangebøsser. Og så kom Fussis to dejlige unger Rahid og Rufia selvfølgelig og hjalp os med at bære varerne, og med at finde de gode boder.

På pitobar: Efter markedet var vi ude at drikke pito sammen med Line og Rasmus og Fussi. Baren er indhegnet af nogle sivvægge, og i midten står to gryder hvor pitoen bliver brygget. Så sidder man ellers der på træbænke under åben himmel og drikker lunken hirseøl af kalabas-skåle, mens høns og geder render rundt om benene. Vildt hyggeligt, og far og mor kunne faktisk godt lide det. Mor og far havde et kamera med til Fussi som de gav ham her. Han var vildt begejstret, men havde dog brug for en hjælpende hånd. Det er jo ikke lige til at vide hvordan sådan en tingest skal vende, og hvordan man vælger sit motiv… det var en hel aha-oplevelse for ham da vi forklarede at han kunne gå tættere på motivet hvis han ikke ville have så meget med i siderne af billedet.

I farmen med Bukari: Vi kørte en eftermiddag med Bukari i farmen og fik en grundig introduktion til alle hans afgrøder. Vi så hans hyggelige sivhytte hvor de sover når arbejdet trækker ud – eller når de ikke gider hjem til konerne og ungerne. Vi mødte også Bukaris old Lady, der angives i hankøn, for da vi spurgte om det var hans mor svarede han ”yes he gave birth to me – like he gave birth to Tine” sagde han og pegede på ham der Kirsten... Ham sproget er altså en sjov ting…

På vejen hjem kørte vi forbi Tumu Dam, hvor den kære flodhest lå få meter fra vejen, mens solen gik ned over søen… smukt… tak hippo.

På chiefpalace: Det er god tone at man tager op og hilser på chiefen hvis man kommer til en by i Ghana og skal være der i længere tid. Det havde vi dog ikke fået gjort endnu (han havde været bortrejst), så det kunne vi da passende gøre, mens vi havde besøg. Hele gruppen af de ældre sad ude foran chief palace i deres flotte traditionelle tøj; på de fine hvide plastikstole – total stilforvirring (apropos stilforvirring: højeste punkt på Chief Palace er naturligvis statussymbolet over dem alle - TV-antenne - smukt). Da vi nærmede os bredte en mindre nervøs stemning sig blandt strib-folket: ”var det nu en dia pinaa, eller en dia zomo, vi skulle sige til dem?” – nuvel det gik fint, og alle kom vi i audiens hos chiefen. Vi både bukkede og nejede, og fik så den store velkomsttale. Bagefter forærede vi ham en rød T-shirt fra Tines fars skole, samt en lille Rød Ålborg og en lille Gl. Dansk. På trods af, at vi havde forhørt os hos Fussi vedr. om gaven var ok, var det først lige da vi overrakte chiefen gaven, at Fussi oplyste os om at: the Chief doesnt like alcohol… Tak for oplysningen Fussi. Da chiefen er små-senil, havde han vidst midlertidigt glemt hvad han kunne lide – han så i hvert fald tilfreds ud.

Vi havde et par uger forinden købt et par talking drums som skulle repareres af den ”trommeansvarlige” på chief palace. Vi blev inviteret ind i hans compound for at se hvordan det stod til med trommerne. De var næsten færdige, og en af de gamle mænd trommede alle vores navne på dem.

Da vi skulle af sted forærede vores ven Fussi (høvdingens nevø) os en hvid hane. At give et hvidt dyr er tegn på at man er glad og værdsætter personens venskab. Det var den ene årsag – den anden var knap så romantisk: han ville købe Anne… Det bringer os videre til:

Anne og mændene: Ja i det hele taget var Anne ubeskriveligt populær blandt mændene i Ghana. Alex, Fussi og ikke mindst Prosper (vores tømrer) var bare nogle af de mænd der ville giftes med hende. Og på hele turen har hun bare fået små blink og kommentarer alle vegne… men Anne du er jo også en charmetrold. Prosper mødte vi kort på en gåtur gennem Tumu, men siden da har vi aldrig modtaget så mange opkald fra ham. ”You know Tine I like your sister”, ”I felt something” ”I want to give her presents” ”she is too nice” osv. må vi høre på hele tiden.

I kirke: Søndag morgen stod vi tidligt op og gik i kirke. Her fik vi en masse ghanesisk sang og musik at høre, og så blev vi velsignet på kryds og tværs. Først sammen med hele menigheden, og til slut da alle nye besøgende i kirken skulle op foran alteret og præsentere sig selv… selv med 300 mennesker kunne jo ikke rigtig gemme os. Så der stod vi 5 folier foran hele forsamlingen og introducerede os selv på tur i pastorens mikrofon. Bagefter blev vi oversprøjtet med helligt vand af den hellige toiletbørste…

På vej tilbage til huset et par timer senere mødte vi tre damer, der stod og poundede yams til fufu (ghanesisk ret). Det foregår i et stort træ-kar og med en ordentlig kølle. De kaldte os hen, og spurgte Tine om hun ville prøve. Det gjorde hun så til stor morskab for damerne. Jeg ved ikke om det var teknikken eller bare det at en foli laver fufu, men de hylede mildest talt af grin.

På Tannybar: Vi skulle selvfølgelig også vise det lokale værtshus, der ligger lige bag vores hus. Her mødtes vi med nogle kolleger til en øl under åben himmel lørdag aften. Søren og Fussi sad ved siden af hinanden, og overgik hinanden med røvere fra de syv have. De kom ganske godt ud af det med hinanden tilsyneladende!

Huset: Ellers gik dagene i Tumu med at slappe af. Vi gik ture, besøgte IMCC-kontoret og ellers hyggede vi bare hjemme i huset. Der blev kælet med Puma, lavet lækker mad og kage (og medbragt lagkage fra DK mums) og så fik familien også at mærke det rend der er i huset. Der var rigtig mange besøgende, der kom for at hilse på familien, og alle var helt vilde med den søde familie fra Danmark. De spørger stadig meget til dem, og vi får mange kommentarer om at de er ”good people”.

 

Safari

Så skulle turen gå sydover igen. Bukari var meget skuffet over at vi skulle af sted igen, men sydens sol og palmer ventede. På vejen stoppede vi over i Mole nationalpark hvor vi tog på safari. Vi så elefanter (men kun to – resten var jf. guiden dybere inde i skoven og parre…), vortesvin, antiloper, aber, bavianer og forskellige fugle.

Anomabo

Verdens bedste strand. Anne, mor og far var da også helt fjaldrede da vi ankom til dette paradis. Sol, blå himmel, bølger og palmer – og her skulle vi tilbringe de sidste 4 dage af ferien, ikke dårligt.

Her manglede ikke noget – altså lige bortset fra at de ting der var finished…

Ja lad os lige brokke os lidt! For var det noget med:

- Den i morgenmaden inkluderede juice? (der sporløst forsvandt en morgen - dog kun til vi havde investeret i en ny oven i købet)

- Bacon til den længe ventede spaghetti cabonarra?

- Drinken ”Anomabo special” ?(kun hvis sprutten og ananassen og sugerørene kunne undværes)

- Isdessert (desværre viste det sig at isen var blevet for slap til servering: ”the ice is not strong”)

- Kartofler og pasta…

- Cappuccino eller en Espresso (begge disse kaffespecialiteter blev vi endda tilbudt af selveste tjeneren uden vi havde bedt om det først, men kort efter måtte han dog returnere med meldingen, som blev en joke på turen:)

”…sorry that on is finished…”

Men hvorfor besvære sig med at tage det af menuen. De forsøgte hårdt, at gøre os olme i sulet, men det prellede fuldstændig og aldeles af! For med udsigten over Atlanten fra terressen, der ligger lige der hvor længde- og breddegraderne står i nul – er det lige som om at der skal mere til MEGET MERE TIL! Fantasktisk sted med søde tjenere, og nåh ja hummeren var heldigvis hjemme i massevis. Det kølede jo i sig selv, ikke mindst når den gled ned med kold hvidvin var livet værd at leve igen.

 

Elmina Castle og byen Cape Coast

Anomabo ligger i nærheden af flere helt store seværdigheder i Ghana, så derfor lavede vi andet end at ligge på stranden, mens vi var der. Vi lavede halvdagsture henad kysten. Bl.a. for se Elmina Castle, hvor vi fik en guidet tur. En stor oplevelse, af den slags, der får håret (omme på ryggen) til at rejse sig. Smukt ser Elmina ud i sin vedligeholdte stand, og de mange arbejdere på stedet gør hvad de kan for at holde det over 500år gamle portugisiske slave fort gående. Nu ikke længere med sit oprindelige formål, men som vigtigt historisk vidnesbyrd om slaveriet som det tog sig ud. Det blev oprindeligt bygget som handelsstation, hvor ghanesisk guld (navnet Elmina hentyder til Ghanas guldminer) blev byttet med krudt og våben fra Europa. Først senere, da det kom på engelske hænder, fik det den funktion som eftertiden hovedsageligt husker det for - slavefort.

Det fra Elmina slaverne blev udskibet for at krydse atlanten. Det var her de gik gennem ”the gate of no return”, som den dramatisk kaldes. Det var her deres vandring endte efter at have gået i op til 2 mdr. hele vejen gennem Ghana - bl.a. fra slavelejren Paga i nærheden af Tumu. Når de var nået frem til Elmina var det med at få slaverne afkræftet, så de ikke gjorde oprør; men altså først når de nåede frem – de ville kun kunne klare den lange vandring i en nogenlunde foderstand

På Elmina skildtes familier ad – kvinder/børn og mænd for sig.! Fra sin altan over kvindernes gård kunne guvernøren overskue kvinderne, når de kom ud i gården en lille time om dagen. Den perfekte skueplads, når dagens voldtægtsoffer skulle udvælges…!

Alt det og meget mere fortalte guiden, mens vi stod i kvindernes gård, og guvenørboligen - en grusom, og interessant historie!

Et andet hit var byen Cape Coast, hvor vi tog ud, dels for at købe souvenirs, og dels for bare at opleve byen. Vi fik bl.a. et godt indtryk af, den store forskel, der er mellem inden for ghanas grænser. Fra at opholde sig i det kolonialistisk påvirkede syd og det muslimsk/arabisk påvirkede nord er der bogstaveligt talt ”himmel til forskel”. Man opdager at alle gaderne i Cape Coast er fyldt med engelsk/europæisk byggestil. Dette er ganske anderledes, end når vi bevægede sig rundt i f.eks. Tamales (største by i Nordghana) gader, hvor man pludselig støder på en lerklinet rundhytte med stråtag inde i centrum.

Nåh, men mens vi gik rundt midt i denne engelsk inspirerede Cape Coast, rendte vi ind i en ghanesisk dame, der havde været i Roskilde og Nordjylland, så var vi ”hjemme igen”. Hendes butik måtte vi da se, og inden vi havde set os om havde hun gjort os opmærksom på at vi skulle tage ud at se hendes dansetrup optræde holde generelprøve på en begravelses-danseserie, som skulle opføres i anledning af hendes mors begravelse.

Det bragte os tilbage til Cape Coast dagen efter igen, hvor vi nød en flok MEGET dygtige dansere, og det var det hele værd! Da det var en generalprøve manglede deres ens kostumer o.lign., men der var udsigt til Atlanten i baggrunden og vi fik en kold bajer, så alt i alt det gik lige an ;-)

 

Kakuum National Park - canopy-walk in the tree tops – uha uha

Vi tog en smuttur til Nationalparken Kakuum på vejen fra Anomabo til Accra. Generelt var familien strib seje igen. Denne gang incl. Tine. Her var det til gengæld Ønne, der var en hanekylling. Det drejer sig om at gå rundt oppe i 40 meters højde og kigge ned oven i regnskoven! Skulle det nu være noget særligt? Det kommer an på hvem man spørger! Flot udsigt helt sikkert; især hvis man kan abstrahere fra det faktum, at man hænger i en tilsyneladende tynd tråd! En 350 meter lang tynd tråd som blev konstrueret af nogle canadiere for 10 år siden – fint nok. Dog overlod de vedligeholdelsen af gangbroen til ghaneserne for et par år siden… knapt så fint nok!

Ønne blev dog bedre og bedre til at håndtere gangbroerne, idet han udviklede en gangteknik, hvor han gik længere og længere i knæ, des længere han kom ud på broen (dog uden at kravle). Ideen var hele tiden at have gelænder-rebet i minimum skulderhøjde, hvorfor skulderhøjden måtte justeres løbende (gående!) - til stor morskab for de andre. Ikke mindst Søren grinende fortalte om forskellen mellem såkaldt kantskræk og højdeskræk. Meget morsomt for nogen! Uovertruffen var dog Anne, der valgte det mest afslappede ”move” som tænkes kan: Uden at holde ved i siderne af den gyngende bro, skød hun samtidig løs med kameraet! Imponerende!!! Anne vandt og Ønne kom på en klar sidsteplads i sejhedstesten.

Om vi så nogen dyr? Spørg Anne!

 

En sidste tør bemærkning

Vi kørte ikke rigtig tør om lørdagen på vej fra Anomabo til Accra. Der var bare klumper i tanken…

 

Farvel (snøft) og på gensyn ;-)

Efter så god en ferie, var det naturligvis en tårevæddet afsked…

Efter at vi siden har fået tørret øjnene, og snydt næsen, har vi talt om, at det at have haft besøg, har sat vores rejse i et nyt perspektiv. Først og fremmest betyder det bare meget, at få lov til at dele det hele med nogen, man holder af – det hele virker knapt så langt væk, når de har set det hele. En anden ting er, at vi, selvom vi bor hernede, lige så meget var turister, som familien Strib, i hvert fald, når vi ikke var i Tumu. Det var fedt bare at slappe af og være indstillet på ”opleveren”. Vi nød begge rollen som turister (med bøllehat) i dette helt fantastiske land som Ghana er! Derudover genopdagede vi også nogle ting, som vi mente vi kendte, da de der hjemmefra kom med deres kommentarer til det hele. Endelig var det bare rart at få at vide fra dem derhjemme, at vi ikke er blevet så underlige endda af at være afsted…

TAK ANNE, KIRSTEN OG SØREN FOR BESØGET OG EN KANON FERIE!!

 

 

 

The this thing (udtales: ”the dis-ting”)

En herlig glose at gøre brug af, når det kniber med det engelske ordforråd. Ghaneserne omtaler den selv ustandseligt – den universelle glose the this thing. Da the dis-ting svarer til ”det/den-der-du ved-nok” befinder den sig strengt taget over alt. Da vi var ved mekanikker i Accra gjorde Ønne flittigt brug af universalglosen, og fandt ud af at der er rigtig mange dis-ting på en bil!

Vi mener, at sprogvanen kommer sig af ghanesernes yderst afslappede måde at være på. Ofte gider de ikke lige komme på det der ord… ja the dis-ting. Det fascinerende er at folk udmærket forstår hinanden, så hvad skal vi egentlig med alle de ord, når nu vi nu har øhh...

the dis-ting?

 

Sproglige finurligheder

- Årsagen til at baconen udeblev i hele 4 dage fra Anomabo var som de sagde: ”the car disturbed him”. Altså bilen generede baconmanden - møgspand!

 

- Ved lavvande konstateres det at: “The sea has gone away” – kom tilbage!

 

- Spørger du en person: “So you will not come tomorrow?”, og svaret lyder: ”Yes” – så betyder det at han ikke kommer i morgen (minus og minus gir …)

- Og så var der den der slappe is: ”The ice is not strong” – det er heller ikke til at træne i den varme!

- Unless tomorrow – kan både betyde at det bliver i morgen, eller at det ikke bliver i morgen. Det afhænger af situationen og vejret, samt andre ubestemmelige faktorer.

 

- “You go and come” eller ”small time” – vi ses om lidt…

 

Så: “we will go and come! “

 

 

 

Dagbog fra d.15. sep. til 6. okt. 2006

 

Den sitter faaaaast! – Ønnes fortælling.

Torsdag d. 18. sep skulle Rasmus og jeg på et såkaldt outreach sammen med en sygeplejerske i Wuru (Ideen med outreach er at når folk bor for langt ude til at kunne komme på klinikken, så må sundhedspersonalet bevæge ud til dem). Landsbyen ligger nærmest på grænsen af Burkina Faso. De havde ikke haft besøg af sundhedspersonale i ca. 1,5 år da vi kom. Det skyldes bl.a. at det ligger i et meget svært fremkommeligt område. Ikke noget med flodlejer og spektakulært landskab, men derimod er det ganske fladt, med en MEGET blød jordbund!

Vi havde da også hørt historien om andre IMCC´ere der i sin tid var kørt fast på den strækning. Især er regntiden lusket – og det er jo regntid nu!!!!!! Men hvorfor skulle man lytte til erfaringen, når man er ung og smuk, og ved bedre ;0)

Det gik da også først galt på tilbageturen - Jeg kørte (så er skylden placeret). Idet vi kører fast må man forestille sig en fin, lige vej, der pludselig synker og bare forsvinder under bilens højre side. ”Plub”, sagde det og der holdt vi så på den drønhede savanne, med for- og bagaksel placeret på jorden…

For at tegne et fyldestgørende billede af scenariet, skal det nævnes, at Rasmus og jeg havde investeret i to vilde papegøjer, som befandt sig i et alt for lille bur i bunden af bilens kabine. På ladet befandt sig en hane med sammenbundne ben (man fungerer gerne som budbringere af div. når man kommer i bil så langt ud) – så vidt dyresituationen. Derudover havde vi sygeplejersken og en anden passager med.

Vi havde selvfølgelig glemt spaden, men til gengæld husket vand – og det var rart, da det viste sig at blive en lang dag… Mht. mad, så havde vi medbragt herligt knækbrød, der dog viste sig at være fyldt med orm – så der var kun smøreosten tilbage at leve af. Det viste sig dog at vi blev reddet før der blev tale om en egentlig ”overlevelsestur”. Et par farmere kom hurtigt til hjælp, og flere kom til. Man kører jo ikke bare forbi en nødstedt bil – fantastisk! Pludselig kom de fra alle sider på deres cykler med deres redskaber på nakken - redskaber der var ganske gode at grave bil fri med. Det var dog først da vi så Alex hjemme fra kontoret ude i horisonten - han kom løbende i sine fine, sorte laksko og fine bukser og undertrøje – at vi vidste at nu måtte vi være reddet…Eller…

 

Tines fortælling

Den dag Rasmus og Ønne var i Wuru blev Line og jeg hjemme på kontoret. Da klokken blev et stykke over middag modtog vi et opkald fra den satellit tlf. som drengene havde medbragt på deres outreach. Det kneb dog med forbindelsen, så det eneste vi kunne høre var en svag susen i røret, men al fornuft sagde os at drengene nok havde brug for hjælp – de burde nemlig have været hjemme for lidt siden. Hurtigt fik vi pakket lidt brød, masser af vand og et reb i landcruiseren og kørte over på sundhedsadministrationen hvor vi fik fat i chaufføren Dan Ladi. Han var klar med det samme, og Alex ville selvfølgelig også med. Og så fløj de ellers af sted mod Wuru. Jeg ved ikke om Dan Ladi er bedre til at undgå hullerne i vejen end os, eller om vi bare fløj hen over dem, for trods en noget højere fart end den vi normalt selv skyder, var det faktisk ikke ubehageligt. Efter en lille times kørsel blev vejen bare dårligere og dårligere, og vi gættede på at vi nok snart ville støde ind i drengene og IMCC pickuppen – men så skete det. Selveste Dan Ladi mistede kontrollen over bilen, og langsomt sejlede vi af vejen og ud i et stort mudderhul. Han prøvede at bakke, skifte gear og gasse lidt for meget op, men lige meget hjalp det – vi sad fast. Åh nej, hvor langt væk var vi mon fra drengene og hvordan skulle vi nu komme fri?... Der var kun 2 timer til solnedgang. Vi prøvede at grave, lægge træ under hjulene, lægge klip klappere under hjulene, skubbe og trække, men der var bare ikke noget at gøre. Det var ellers imponerende at se hvordan vores to kolleger fra kontoret kunne arbejde når det skulle være. Deres fine tøj var smurt ind i mudder og sveden drev af dem – ja lille Alex formåede at knække et helt træ.. Line og jeg ville naturligvis ikke stå tilbage, så vi smed sko og sokker (mest for et syns skyld) og skubbede så godt vi nu kunne, men det eneste vi fik ud af det var 20-30 black flies-bid hver… og de klør!

Efter noget tid besluttede Alex sig for at løbe hen til det sted hvor drengene sad fast for at underrette dem om situationen – og det varede ikke længe inden vi andre fulgte med. Her så vi Ønne og Rasmus samt en stor flok Ghanesere kæmpe med at grave bilen fri – dejligt at se drengene i god behold! Til sidst var vi nok 20 mand i alt, og det lykkedes os i fællesskab at løfte bagenden af bilen, mens Dan Ladi kørte den fri. Folk jublede og omfavnede hinanden – ja det var altså smukt. Herefter kørte vi pickuppen (som egentlig var den der skulle reddes) hen til landcruiseren og trak den fri… og så var solen også gået ned. Puha, det var lige lidt for spændende, men alt i alt en fantastisk oplevelse der siger en hel masse om Ghanesere og deres hjælpsomhed.

Da vi kom tilbage, inviterede vi Alex og Dan Ladi på lasagne, og vi havde en vildt hyggelig aften. De kunne rigtig godt lide maden, men som altid vakte det stor forundring at Folierne ikke spiser knogler… Ja eller hund og abe… og hvad skulle hjerne og indvolde fejle? Eller ”monkey-vagina” som Alex morede sig meget over at vi ikke ville spise, og som han lige siden har truet med at servere for os – jo jo, det er altså bare sådan nogle situationer der bringer folk tættere sammen.

 

Sne i Sahara?

En af de arbejdsopgaver i huset vagtmændene ynder mest at gøre, er at vaske bil. De elsker når vi kommer hjem med en mudret bil fra bushen (hvor man evt. har siddet fast…). Så pusler de om den store flotte bil, og elsker at se den skinnende ren og fin. Til gengæld er de ikke tilfredse hvis ikke man passer på den (Ønne siger at Bukari minder ganske meget om hans far Karl på det punkt). Den anden dag havde Bukari gjort bilen ren, og vi havde glemt at køre den ind i carporten. Næste morgen, sagde han rystende på hovedet, og med et skuffet glimt i øjet: ”Æi – you did not put the car inside, look at the snow – the snow has come tonight – it is no good for the car”. Og jo, temperaturen havde da sneget sig ned omkring de et par og tyve grader, og duggen var faldet på bilen, men derfra og til sne, er der et stykke.

 

Hvor (u)heldig kan man være

Den anden aften faldt Ønne i en længere snak med vagtmanden Bukari (det sker ofte, da de begge holder rigtig meget af at fortælle og samtidig ser stort på hvor vidt indholdet passer!). Bukari er muslim, og vi vidste begge at Bukari har både en junior og en senior wife, men at det var en ”fejl” var vi ikke klar over.

Bukari fortalte ved den givne lejlighed, at hans ældste kone forlod ham for 6 år siden, og kom tilbage for 2 år siden. Han fandt dog en anden i mellemtiden…

Han synes imidlertid slet ikke om flerkoneri, for konerne kan sladre som kun koner kan…, men hvad skulle han stille op, når nu han havde fundet sig en ny. Hende kunne han jo ikke bare smide på porten.

Bukari mener ikke at en ”foli-kone” som Tine kan sladre på samme måde som en Ghana-kone… der måtte Ønne så lige korrigere hans opfattelse…

 

 

Dejlig lørdag.

Dejlig morgenmad med Line, Rasmus og hans søster – hygge, omelet, ost og spegepølse Uhm. Herefter skulle Rasmus søster afleveres i Burkina igen efter to uger i Tumu, så Rasmus og Line kørte efter morgenmaden.

Vi skulle mødes med Abraham til den sidste lektion i Sissali, der viste sig at ende med en afsluttende eksamen. Vi klarede os igennem dog uden at resultatet var prangende. Derefter var der lagt op til at kværne en gallon pito og klog snak…

Det er spændende at høre en ghanesers syn på fler-koneri, fattigdom, korruption, religion, hustru-vold, kultur, terror, USA som stormagt, ulandsbistand og traditioner, fanden og ikke mindst hans pumpestok! Ja som det svulmende antal af yderst vigtige emner ganske rigtigt antyder, så blev vi berusede den eftermiddag/aften! Gudskelov redede vi verden på et hængende hår… Nej helt alvorligt så er det yderst interessant at tale med nogen, for hvem f.eks. flerkoneri er ligeså almindeligt og selvfølgeligt som enkeltkoneri er for os – man mindes om at alt er relativt, og bliver lidt forvirret når selv ens mest rodfæstede ideer om rigtigt og forkert bliver udfordret. Men det er meget sundt og lærerigt, for der er forskel mellem at sidde hjemme i Dk og snakke om fx flerkoneri og kvindeundertrykkelse, og til at være til stede midt i det sammen med de mennesker som lever i det. Man får mulighed for at forstå fænomenet i den sammenhæng, der er så afgørende for forståelsen… Man mindes om at der i et kulturmøde er ting der skal respekteres og andre der skal accepteres. Flerkoneriet endte nok der, hvor vi, på trods af grundig indsats for at forstå fænomenet blot måtte konstatere at ”ok”, dette må vi så acceptere og lade det ligge, for vi kan ikke respektere det. Udfordringen er så at komme videre oven på sådan en forståelseskløft, og så til gengæld have respekt for hinandens udgangspunkter. Verden er ikke sort og hvid. Dejlig, lærerig lørdag… skål!

 

Subdistriktsarbejde

Siden d.19. september har vi arbejdet i Wellembelle subdistrikt. Det er en del af IMCC arbejdet, at man arbejder på en klinik ude i et subdistrikt på landet i 4 uger. Her er det meningen at man skal have noget erfaring med hvordan en klinik fungerer, hvilket så skal kvalificere det daglige arbejde vi laver i Tumu, hvor vi jo netop tager beslutninger, der får indflydelse på klinikkerne. Det har indtil videre været et besøg der har budt på mange sjove og mærkværdige hændelser som gir stof til eftertanke.

Arbejdet på klinikkerne består af patientkonsultationer samt måling, vejning og vaccinering af børn, og kontrol af de gravide kvinder – det har en stor del af arbejdet bestået i. Her har Dr. Ønne skam også prøvet at palpere gravide kvinder på deres maver. Tine gjorde naturligvis det meste, men spurgte så om Ønne ikke havde lyst til at prøve… det havde han.

Så sagde Tine, ”bare mærk”.

Der stod Ønne så og prikkede. ”Du bliver sgu da nødt til at hjælpe mig og sige hvad jeg skal”

”Nåh men du skal altså trykke hårdere”, replicerede Tine kækt.

”Ja tak, men hvad hvis man prikker babyen lige i øjet? Tine”, lød svaret nervøst fra Ønne.

Han palperede 3… og er nu i stand til at finde hovedet, hvis altså det er meget stort.

 

Derudover er det meningen med de 4 ugers subdistriktarbejde, at vi skal lave et studie af et eller andet sundhedsrelevant i Wellembelle subdistrikt. Resultatet af studiet skal så munde ud i nogle anbefalinger til forbedringer af den service klinikken udbyder. Vi har bestemt os for at lave et studie om (manglende) brug af myggenet. Vi vil undersøge befolkningens viden om, attitude til, og praktiske brug af malaria/myggenet. Det er nemlig ofte sådan, at deres viden er ok, men at den ikke afspejles i deres praksis. – Vi kender det udmærket i Danmark, hvor det ikke hedder malaria, men f.eks. rygning, fed mad, eller alkohol.

Udfordringen er stor, for ofte er der ude på landet slet ikke den opfattelse at en sygdom har en egentlig årsag. Man bliver bare syg, og hvis det endelig skyldes noget, så kunne det måske være en straf af en slags... Ja man må jo konstruere et syn på verden som man kan leve med, og vi kan da godt forstå det fornuftige i at se på sygdomme på den måde, når det yderst begrænsede udbud af sundhedsydelser, gør at døden er meget tæt på i det daglige. Så det er forståeligt at folk er relativt meget troende og over-troende i dette samfund.

I øvrigt skal man ikke så langt ud på landet før vi undrer os, for selv den sygeplejerske der er ”in charge” på Wellembelle klinikken, som er uddannet i en vestlig medicin-tradition, har fortalt os, at hendes ene datter døde i en alder af 24 år. Vi spurgte så til årsagen, og svaret fra hende lød som det naturligste, ”she just died”. Nåh ja hvad… der er vel ingen grund til at tænke mere over det? Døden er jo ganske naturlig del af livet – også for en 24 årig.

Man påmindes også om dette ved et kig i mødre-journalerne på klinikken, hvor man ikke nøjes med at tælle fødsler, men også antal overlevende børn af de fødte – f.x. ”5 fødsler, 2 i live”. Det minder os om en af årsagerne til at vi er her: yderst høj børnedødelighed - 185 ud hver 1000 bliver ikke 5 år!

 

Ellers… Måske nogen husker historien om manden på posthuset, der drak af vandet som skulle bruges til påklistring af frimærker? ”Moralen” var den, at alt bliver brugt, og ofte lidt ”her-og-nu agtigt”. Vi gjorde en lignende iagttagelse den anden dag, da vi var på outreach i landsbyen ”Vamboi”. Her var der en sandal klasket op på væggen, hvor den tjente som ledningsholder… ganske dekorativt… eller i hvert fald praktisk og funktionelt. Vi befandt os i et klasselokale, og som den hang der lige til højre for tavlen, der ikke havde været i brug siden d.18. maj (jf. duksefirkanten i hjørnet af tavlen) faldt den meget godt sammen med den fuldstændig faldefærdige bygning. Ligeledes drikker Victoria – den ansvarshavende sygeplejerske i Wellembelle – direkte af en 2,5 liters plastkande når hun konsumerer sin frokost… hun er en snild lille dame på 130 kg, så det passer meget godt sammen… og igen ser vi princippet om at vi bruger det vi har her og nu – derhjemme ville man have sagt ”Man kan man da ikke bare drikke af kanden”, men vi skulle hilse og sige, ”det kan man sagtens!”

 

Ud over at opholdet på klinikken skal fungere som læreplads for os, er det også en form for støtte til de altid underbemandede klinikker. Vi hjælper dem i det daglige arbejde – og så stiller vi en bil og diesel til rådighed, hvilket er en kæmpe mangelvare. Det har betydet, at vi to gange har udført ambulancekørsel til Tumu Hospital. Begge gange har patienternes familie også været med i bilen, og begge gange bad de os stoppe i en landsby hvor de lige skulle collecte nogle penge fra venner og familie til opholdet i Tumu. Her i Ghana er man fælles om alting, dvs. at man deler hvad man har, og man hjælper hinanden når man har problemer, og vi hører ofte vendingen: ”your problem is my problem”. Dette er et fænomen vi holder meget af – bortset fra at det betyder at vi også skal dele ud af vores mad. Det passer Ønne meget dårligt… (Reglen er at man skal invitere folk til at spise med, hvis de kommer på besøg midt i maden, ellers er man uhøflig!)

Alt i alt er subdistriktsarbejdet yderst lærerigt og meget spændende for os!

 

Be´ om god mad

Den anden dag var Ønne så heldig at få tjansen at skulle bed åbnings- og lukningsbønnen til mandagsmødet på DHMT. Efter den indledende bøn på engelsk, sagde ordstyrer Francis, at det skam var helt ok, hvis man bad på dansk. Man forstår vel en pæn hentydning… så lukningsbønnen blev på dansk.

For at få den til at fylde lidt mere end den indledende, der var MEGET kort, blev der påhægtet en lille ekstrabøn hvor der blev bedt om god aftensmad hele ugen - dette til stor morskab for de andre (der kunne dansk). Vi er dog begge enige om, at bønnen blev hørt, for vi fik udelukkende himmelske retter resten af ugen!

 

Hvornår er det morsomt og hvad er moderne?

Vi rendet ustandseligt ind i at vi forventer noget andet af en situation end ghaneserne gør. Selvom vi gør os umage for at være opmærksomme på det, overraskes vi gang på gang. F.eks.:

- Hvornår går man hjem? Vi er vandt til, at man kan komme ”til ulejlighed”, men det findes tilsyneladende ikke her; og det kommer sig af, at vi er langt mere private i vores gøren og laden end ghaneserne. Hvis man er ved at lave mad er det ikke uhøfligt at vente på at maden er klar, og så har man et valg – at invitere på mad. Det kan være træls de dage man har hakket kød i timevis for at gøre en gammel ko spiselig; for så derefter blot at servere den for en ghaneser der sætter mest pris på knogler og sener!

 

- Hvad er sjovt? Her kan man komme grumme galt af sted ;-) Bedst som man har gjort sig umage og synes at man fyrrer århundredets joke af, kan der blive MEGET stille i et selskab. Derimod er der andre gange hvor man bliver overrasket over at man lige var sjov der…

Da Tine eksempelvis den anden dag foreslog, at vi kunne koble to computere sammen (fordi den ene kunne vise lydsporet af en fil mens en anden kun kunne vise billederne af filen). Her var der ikke et øje tørt – ja de griner sikkert endnu, og vi ved stadig ikke helt hvorfor.

Ønne sagde ved en anden lejlighed, at han kunne spise igen lige når han er færdig med et måltid. Herefter var der også latterbrøl, men de kunne jo ikke vide at det passer.

Eksempler hvor det gik galt har vi fortrængt…

 

Er lilla sandaler feminine til mænd? Generelt er alt håndlavet, lige fra tøj, møbler, skilte etc. Der er med andre ord ikke så mange industrifremstillede varer overalt som vi er vandt til (dog er vi et par gange stødt på mærket ABIBAS). Det gør tilsyneladende, at der ikke er et fælles modespor, hvilket man kan vælge at afvige fra eller følge. Man kan sammensætte alt – det er tilsyneladende reglen. Det var nok derfor, at nogle piger bare kiggede underligt på Ønne den anden dag, da han spurgte dem, om de ikke synes at hans nye, lilla sandaler var lidt feminine – Lilla kan jo kun være en ”pigefarve”, hvis man har en mode at måle efter.

 

Hønsedød

I anledning af Lines 26 års fødselsdag havde vi investeret i en hane og tre høns, og havde tilmed fået arrangeret dem ind i hønsegården (der stod en tom hønsegård i haven i forvejen) i al hemmelighed. Line blev meget glad for gaven, og døbte straks den stolte, hvide hane ”Foli”. Det skulle dog vise sig at blive et stort spild, da ”Foli” efter ca. 48 timer med sit nye navn blev så underligt stille – ramt af fuglesygen sov den derefter stille ind. To af hønsene er fulgt efter siden. Vi har snakket om den frygtede influenza, men har valgt at slå koldt vand i blodet. En fesen gave, det medgiver vi gerne, men den var velment!

 

Kan du gi bryst?

Endnu engang er vi blevet overrasket over hvor relativ verden er. I Danmark er kvindens bryster at betragte som en intim del af kroppen. Det er ikke de samme i Ghana, hvor maven til gengæld er en meget intim kropsdel (derfor spurgte vi også pænt om lov da Ønne skulle palpere de gravides maver), som man ikke bare viser. Det samme gælder jo som bekendt for de muslimske kvinders hårpragt.

Selvom det i Ghana er langt fra alle de muslimske kvinder der dækker deres hår, så det er for os skægt (især for Ønne) at se de muslimske kvinder med sirligt dækket hår/mave, imens deres bryster står ovenud (i virkeligheden oftest underud) af kjolen, i forbindelse med amning – som foregår ustandseligt her, der og alle vegne. Måske er det ikke så anderledes end i Danmark, men i og med at de fleste får så mange børn, og både ammer egn og andres børn, er det ligesom om at brysterne mest er et funtionsapparat… det kan man vel ikke sige, men vi trætte og skal tidligt op og til festival i morgen i Lawra, på grænsen til Elfenbenskysten, (og på søndag d. 8 skal vi endelig op og hilse på Tumus høvding)… så god weekend!

 

Dagbog fra d. 30/8 – 14/9 2006

 

Are you twins?

Den anden dag blev vi spurgt om vi var tvillinger, da vi stod nede ved det faste frokoststed ”Chop Better”. ”No we are husbond and wife”, replicerede vi i munden på hinanden. Det gav så anledning til en længere indbyrdes diskussion om, hvorvidt vi egentlig ligner hinanden - om ikke andet så i ghanesernes øjne. Og jo vi kan godt forstå, at han spurgte os, når vi tænker over, hvor svært vi selv har haft ved at kende forskel på ghaneserne.

Det er faktisk først nu her et par måneder efter ankomst, at vi ikke længere griner, når nogen prøver at beskrive en neger som ”ham den sorte”. Der er virkelig stor forskel på farven sort, når vi ser fx. på vores kollegaer!

Deres alder er i øvrigt helt håbløs at gætte på! Alderstrinnene mellem 30 og 50år er næsten umulige at fastsætte. De taber ikke rigtig håret, men til gæld synes det at tabe tænderne ikke kun forbeholdt de gamle…

 

Instrumenter - til pynt eller til at spille på?

Nu har Ønne endnu engang gjort et røverkøb – hele tre rent faktisk!

Det drejer sig om en ”Rattle” (hul Kalabasfrugt med påhængte perler der tilsammen gir lyd), ”Kpekpe” (udtales ”pepe” og er en spøjs lille, todelt metalsag, der kan monteres på tommel- og pegefinger. Når tommel og pege slås sammen fremtvinges en yderst skinger og ganske overraskende høj lyd). Den sidste er en ”Sheaker”, der består af en sivkegle med småsten indeni. Ligesom de to andre instrumenter lyder den bragende godt.

Det var vores gode ven Abraham der tog dem med på bestilling efter en lejrtur med kirkekoret til Bolgatanga…

Tine er enig i, at det er et røverkøb, og er så begejstret over hvor dekorative de er, at hun er begyndt at tale om ”hvor de skal stå”, når vi kommer hjem. Ønne er dog mere interesseret i at tage dem i brug, så de får måske nok en fast plads i hytten når vi kommer hjem, når altså ikke de er i brug…

 

Bone-setter

I søndags (d.3/9) var vi alene hjemme, fordi Line og Rasmus (som vi nu er begyndt at kalde ”Ramuuuh”, da det ligger bedre i munden på ghaneserne) var kørt 4 timer nord på til Quagadougou for at hente hans storesøster Louise.

Vi stod ud af kassen kl. 5.15 (men kom dog ikke hanen i forkøbet, da den starter allerede ved 4 tiden). Vi havde aftalt, at vi skulle tidligt op for nu skulle vi inspicere nærområdet. Turen skulle gå 32km mod vest til byen Gwullo, hvor den ene af Ghanas to bonesetter klinikker ligger. De starter med at behandle kl. ca. 6.00 om morgenen og frem til ca. 7.30 – afhængig af antal patienter. Derefter skal bonesetterne i farmen og arbejde. På trods af at der i dag er meget få bonesettere tilbage, er bonesetting altså at betragte som en nebengeschæft for den der mestrer kunsten.

Bonesetting er en 200år gammel teknik til behandling af brækkede knogler. Og kva teknikkens alder, så foregår det naturligvis uden røntgen… med mindre altså at patienten har været på hospitalet inden han opsøger bonesetterne. Måske er bruddet så kompliceret, at hospitalet i det officielle sundhedssystem, ikke kan stille noget op.

Det er nemlig sådan, at man fra det officielle systems side på den ene side anerkender bonesetting som behandlingsform, men på den anden side ikke anerkender det ”så meget”, at man vil støtte det økonomisk. Et klassisk eksempel på et sammenstød mellem det traditionelle, og det officielle (sundheds)system som det udspiller sig i Ghana.

Da vi ankom, stod vi lidt og vidste ikke helt, hvad vi skulle gøre af os selv. Vi gik hen i den åbne gård hvor en stor, sort gryde fyldt med vand og lægeurter stod og kogte over bålet – vi stod midt i bonesetterklinikken. Pludselig begyndte en ældre mand at tale til os, og uden at nogen havde sagt noget andet end ”good morning, you are welcome”, var rundvisningen gået i gang. Udover røverhistorier og selve myten om bonesettingens oprindelse, så inkluderede rundvisningen også at se behandlingen ”live”.

Som vi tidligere har fortalt om, så er patientrettigheder på det nærmeste ikke-eksisterende i Ghana, og det gælder altså også hos bonesetterne! Vi kunne stå og følge behandlingen af et åbent skinnebensbrud, under en lige så åben himmel. Patienten sad med et klæde over hovedet for ikke at se sit grimme sår, og hver en muskel dirrede i hans spændte krop pga. stærke smerter, mens bonesetterne badede såret med lægeurter og rykkede i knoglerne til de kom på plads (naturligvis uden brug af smertestillende!). Den gamle rundviser sagde, at vi bare skulle gå hen og tage billeder, og Tine spurgte så, om patienten ikke havde noget imod det. Til det svarede den gamle rundviser så, at patienten ikke ville forhindre os… men hvordan skulle han også det?

Det var et meget seværdigt sted, og vi talte bagefter om, at det er da helt rart at se, at de kan promovere en sådan seværdighed lidt. Dog er det naturligvis ikke så formaliseret, at der er en fast pris på ”indgang og rundvisning”. Dette beløbs størrelse afhænger fuldstændig af hvordan den besøgendes samvittighed har det, når rundviserens historie afsluttes med pointen om, at mange patienter må forlade klinikken før endt behandling, idet et besøg på mere end en måned kun er økonomisk muligt for de få. Ikke at det er dyrt at være på klinikken, men det haster ofte for farmeren at komme hjem igen og få mad på bordet. Efter et par uger er patienterne ofte ved at være godt afmagrede – ikke de bedste forudsætninger for at restituere…

 

Krokodillesafari

Nåh men fra bonesetteren gik turen nogle km tilbage i retning af Tumu, hvor vi nu skulle finde nogle krokodiller. Dog tog vi en gåtur rundt i Gwullo, der er en ganske hyggelig by, for at mærke morgenstemningen – den var der masser af – Herligt!

Vi forhørte os lidt om krokodiller i området, og flere var interesseret i at hjælpe folierne, der var tidligt på færde.

En mand hoppede ind på bagsædet og guidede os til den næste landsby hvor en gammel fisker stod i vejkanten. Han vidste hvor der var krokodiller og satte sig også ind i bilen og guidede os nu til en tredje landsby, hvorfra man kunne gå til søen. I denne landsby blev vi budt velkommen af en stor flok unge drenge der fulgte os ned til vandhullet – efter den obligatoriske ”greeting of the Elders” der sad under træet, den ene mere tandløs og rynket end den anden.

Ved vandhullet gik vi langs en højderyg, hvorfra vi havde en fantastisk udsigt over søen, hvor en kvinde vaskede tøj mens nogle æsler drak vand. Krokodillerne så vi ikke meget til (de kommer op om eftermiddagen) men vi kunne tydeligt se sporene hvor de var gået i vandet tidligere på morgenen. Alligevel var det en dejlig morgen, hvor vi for alvor mærkede den hjælpsomhed og gæstfrihed ghaneserne er kendte for. De forlangte ikke noget for hjælpen, hvilket netop er noget der kan give lyst til at give. Men det kan faktisk virke som en fornærmelse at tilbyde penge for en tjeneste. Vi syntes dog han skulle belønnes, så vi stak ham en halv pakke kiks – det må vel siges at være både ”noget og ingenting”.

Det er helt fantastisk at færdes et sted hvor man hjælper fordi man gerne vil, og fordi man magter at tage sig tid.

Det tankevækkende, at mindst 30 lokale netop denne morgen også skulle se krokodillerne - de ser dem jo alligevel hver eneste dag! I et land som Ghana med meget lidt turisme (især er det tyndt heroppe i den nordlige ende) tænker folk normalt slet ikke i ”seværdigheder”, men det var som om, at fordi vi var interesserede, blev krokodillerne tillagt en ny betydning – en ”seværdighed”…

At en krokodille er interessant er jo ikke en naturlov. Men denne morgen kommer der så to folier, der synes at de krokodiller, som de lokale normalt er bange for skal æde deres æsler, er helt vildt eksotiske. Måske var det snarere vores måde at se krokodiller på, der var interessant for farmerne?

 

Meltørring.

På vej tilbage til Tumu havde Ønne stadig ikke fået nok eventyr, så da vi kørte forbi nogle flade klipper hvor en masse piger gik og tørrede mel i solen, stoppede han bilen, og følgende diskussion udspillede sig.

Tine: ”Kør nu videre Ønne, man kan altså ikke bare sådan holde og glo på folk”

Ønne: ”slap dog af – hvorfor skulle man ikke kunne det”

Tine: ”Vil du ikke bare være sød at køre videre!”

Ønne ”Nej lad os da gå op og hilse på dem”

Tine: ”Nej det ville da bare være for akavet – KØR NU!!” og fortsætter uden pause: ”det er da bare for du er fattig og tørrer mel på stenene og jeg kommer her i min store bil-agtigt”

Ønne: ”Det var dog det dummeste du længe har sagt – lad os nu bare gå derop”

Tine(fornærmet): ”Fint, men så styrer du samtalen – jeg gider ikke at sige noget”

Og således traskede vi op på klipperne hvor pigerne med et stort smil på læben råbte velkommen, og helt uopfordret begyndte at fortælle om hvad de lavede (mens Ønne smilede hånligt til Tine…)

Vi spurgte om vi ikke skulle tage skoene af inden vi trådte op på klipperne hvor melet skulle tørre, og følte os lidt dumme da vi så hvor meget jord og gedelort da lå overalt. Ja hygiejnen i Ghana skal nok få et afsnit for sig selv i dagbogen på et senere tidspunkt.

 

Mole

Fredag d.8/9 gik turen syd på… vi skulle på safari tur i Mole nationalpark sammen med Line, Rasmus og Rasmus’ søster. Efter 6 timer ad meget hullet vej, ankom vi endelig til stedet, vi havde hørt så meget om ”Mole”, og det var meget federe end man kunne have forestillet sig. Hotel-området ligger på et plateau 250 moh, hvorfra man kan se milevidt ud over savannen der ligger 150 moh – virkelig storslået!!!

På hotellet havde de selvfølgelig misforstået vores reservation, så vi tog et familie-værelse sammen med Line og Rasmus. Det var nu helt hyggeligt – næsten som at være på lejrskole igen.

I det hele taget er hotellet ikke særlig tjekket. Maden er halv-kedelig, værelserne ucharmerende og heller ikke her er der vand i hanerne… Vi har snakket om hvor meget de kunne gøre ved dette sted, og hvor mange penge de kunne tage for et værelse – det er trods alt Ghanas største turist attraktion. Men konklusionen er: vil man sige A så må man også sige K (eller B…). At hotellet er så utjekket er jo bare en konsekvens af at Ghana ikke er særlig turist-minded, og det nyder vi jo godt af i alle andre sammenhænge. Det hele er altså bare ret autentisk.

Om lørdagen gik vi både morgen og aften safarien – begge af 2 ½ times varighed.

Leje af gummistøvler: 7 kr. (størrelse 42 og opefter… ikke engang afrikanske kvinder bruger mindre end det… Mai dine fødder vil blegne ved siden af)

Guidet tur pr. person: 10 kr. (endnu et eksempel på manglende turist-tække).

Vi gik ned på sletten hvor vi så flere flokke af forskellige antilope-arter: Bush buck, Water buck og Cob, samt vortesvin (Pumba), krokodiller, bavianer, grøn marekat, mange farvestrålende fugle (bl.a. Sarzu) og ikke mindst højdepunktet: elefanterne. Det var en kæmpe oplevelse at gå der blandt disse eksotiske dyr i deres naturlige omgivelser, men også lidt skræmmende, da en flok på 5 store afrikanske elefanter kommer trampende lige imod en. Men så er det heldigt at guiden har en ordentlig svend af en riffel med (Kaliber 375).

Søndag kørte vi hjem igen – efter at have haft bøvl med morgenmadsbestillingen, vandspandene til værelset og regningen der var forkert!

Det var en ubeskrivelig naturoplevelse!!!! (Der kan forventes en større billede-reportage).

 

Bawisebelle.

I sidste uge indvilligede vi i at køre med ”Public Health sygeplejersken” Bernadette ud til 3 af klinikkerne på landet, hvor hun skulle ud at indsamle data. Da der ikke er telefondækning uden for Tumu, må man bare køre ud og så håbe på at sygeplejersken er på klinikken. Først kørte vi til Nabulo (2 timer fra Tumu), og fandt en tom klinik… Derefter kørte vi halvanden time videre mod Bawisibelle, også kaldet ”over seas”, fordi man på vejen derud skal krydse 2 floder i regntiden (nu!). Her fandt vi et af de sørgeligste steder vi endnu har set. Ikke fordi forholdende er dårlige – tværtimod. Der er blevet bygget den fineste klinik til flere millioner, med bad, toiletter, Air Con, ventilator, ambulanceopkørsel, konferencesal osv. Men klinikken ligger så langt ude på landet, og der er ingen vandledninger til badet, ingen strøm til ventilatorerne i loftet og ingen patienter til klinikken – Det er mildest talt en skandale!!! Det viser sig at der var blevet doneret penge til at bygge og renovere sundhedsklinikker i distriktet. Nogle ”højt på strå” folk fra sundhedsministeret valgte at bruge alle pengene i Bawisibelle for to år siden i regnsæsonen hvor folk ikke kunne komme ud og se hvad der foregik. Pludselig stod bygningen der bare og alle i distriktet var rystede – det lugter lidt af en lyssky affære hvor nogle mennesker har delt rigtig mange penge i porten. Nu står klinikken og forfalder, og alle de andre klinikker er stadig faldefærdige og mangler kølefaciliteter til vaccinerne, lys og rent vand. Vi havde en forfærdelig fornemmelse i maven da vi gik rundt i denne store, flotte og forladte spøgelsesbygning. Ønne prøvede flere gange at åbne for vandet på de mange fine badeværelser, men forgæves… simpelthen for underligt!!!!!!!!

På vej til den næste klinik i Wellembelle (hvor personalet heller ikke var til stede) stoppede vi en lille landsby, hvor der var blevet meldt et tilfælde af Guinea Worm. Denne sygdom har ellers været udryddet i distriktet i flere år, så det er noget der bliver taget meget alvorligt, da parasitten hurtigt spredes med flodvandet. Vi så manden med ormen - den var på vej ud af hans tå! Parasitten modnes i tarmene i op til et år, før den er klar til afgang ud af kroppen gennem musklerne, og videre gennem huden for igen at lægge æg i floden. Måden det behandles er helt simpel, men ganske makaber: Den oprulles på en pind, der hver dag drejes en lille smule. Det er en langsommelig affære, da den kan blive op til et par meter lang…

Godt så… men tag det roligt, det kræver at man drikker af vandet – og vi holder os til kogt, filtreret grundvand.

 

”Lorteopgave”

Vi har gjort det til en fast standard, at vi hver aften inden vi går i seng, og hver morgen inden vi går på arbejde tager os tid til at snakke med vagtmændene. Det nyder vi godt af i form af det gode selskab og de sjove røverhistorier, men også fordi det er vigtigt for os at have et godt forhold til dem. Vi føler at de respekterer os og gerne vil hjælpe os på alle mulige måder.

Ønnes samtale med Bukari under mangotræet i går var bare en af mange sjove samtaler. Bukari brokkede sig over, at vi ikke havde lagt gamle aviser ud til ham. Det plejer nemlig at være et personalegode, hvilket undrede os lidt da ingen af vagtmændene kan læse. Det viste sig at de bruger det til toiletpapir, og Bukari var i går blevet nødt til at bruge Line og Rasmus specialeopgave som han havde fundet i papirkurven… Det havde da også været OK efter han havde blødgjort det med lidt vand…

 

Billetter er købt

Jubiiiiii…..!!!!! Så får vi snart besøg.

Tines søster, mor og far ankommer d. 15. oktober og bliver her i 14 dage. Der er lagt op til Slaveforter, regnskovsvandring, palmestrande, safari og så selvfølgelig en på opleveren i Tumu. Vi glæder os helt vildt.

Og så modtog vi for nylig den fantastiske besked at Mai og Olsen har købt billetter!! De har snørret gamle far-olsen, idet han skal transportere Olsen og Mai hele vejen til Hamburg Airport, hvor deres afgang er kl. 6 om morgenen. Hvis de kommer tidligt nok op, så ankommer de d.29. december (på Mais fødselsdag) om aftenen, og bliver i 16 dage. Der er lagt i ovnen til det fedeste nytår (og Olsens fødselsdag) på Axim beach ressort hvor der er bål og afrodans på stranden. Hold fast hvor bliver det fedt!

Fedt for selv om man er glad for at være her, så glæder vi os selvfølgelig til dels at se nogle hjemmefra, at dele det hele med nogen.

 

Dagbog for perioden 19 – 29 august 2006

 

En velsignet morgen

Så har vi også prøvet det. En katolsk søndagsgudstjeneste i en ghanesisk udgave – det betyder godt med tromme, xylofon, rasle-rasle, sang og dans, klap og latter – og så selvfølgelig den obligatoriske skæppen i kirkekassen som det jo sig hør og bør i den katolske kirke verden over.

Vi blev inviteret af vores Sissali-lærer (sproglærer) Abraham, der selv synger i kirken.

Han er en rigtig flink fyr, som vi kommer godt ud af det med, så vi tog selvfølgelig imod invitationen med kyshånd; til trods for det ukristelige begyndelsestidspunkt – kl. 7.00 om morgenen.

Da Abraham inviterede os gjorde vi ham det klart, at nok er vi kristne, men at vi ville betragte besøget som en kulturel oplevelse, og ikke andet. Det var han helt på det rene med.

Det var en fantastisk fornemmelse at stå i denne faldefærdige bygning, der minder lidt om en dansk lade, og lytte til lyden af afrikanske toner og en forsamling på 300 mennesker, der alle synger med (og kan samtlige sange i hovedet). Kirken betyder meget for ghaneserne – og det kan virkelig mærkes. Med fare for at lyde sentimental, så var det en virkelig smuk oplevelse - ja Tine havde faktisk tårer i øjnene.

Prædikenen der til tider mindede om Stand Up (folk hylede i hvert fald af grin - os inklusive) var også noget for sig. Præsten stillede spørgsmål til publikum som de svarede på og han formåede at overføre det kristne budskab til hverdagssituationer som folk kunne forholde sig til.

Da almissen skulle betales (for anden gang) blev der lavet en konkurrence mellem damerne og herrerne. Først dansede alle kvinderne op ad midtergangen for at yde sit bidrag oppe ved alteret. Line og Tine var naturligvis med i rækken, og blev på vej op ad kirkegulvet flere gange opfordret til at danse mere. Herefter gik mændene den samme tur op for at betale. Ønne lod sig dog rive med af stemningen og den fede musik, og kunne ikke dy sig for at ryste lidt med numsen og vifte lidt med hænderne, hvilket morede de tilskuende kvinder kosteligt! Bagefter blev pengene talt, og kvinderne ”vandt” – de havde altså betalt mere end mændene…

Udover sang, prædiken og skæppen i kassen har gudstjenesten også det praktiske formål, at forskellige beskeder fra forskellige mennesker i Tumu bliver givet i anledning af at folk er samlet. Mens 300 mennesker fyldte kirken, var der ligeså mange udenfor.

 

Efter gudstjenesten kom præsten og en masse andre hen og bød os velkomne og sagde tak fordi vi kom. Desuden fortalte Abraham at mange folk bagefter havde talt om hvor dejligt det var at vi var kommet. De skulle bare vide hvor stor en oplevelse det havde været for os. Samtidig var det også fedt at møde vores kolleger i en verden som vi normalt ikke har indblik i, og som betyder så meget for dem.

 

Ugler i mosen.

Normalt er det at skulle op på toilet om natten forbundet med stor irritation, fordi man nødvendigvis skal ud foran huset og hente vand til at skylle ud med. Men nogle gange kan det også være en oplevelse. Forleden nat, hvor vi begge skulle op midt om natten, kom Tine ud til vores vagtmand Bukari, der stod med et stolt smil over hele fem-øren. ”Hey Tine, come and see” sagde han. Og henne på gelænderet lå en halv-død ugle som han havde skudt med sin ret kraftige slangebøsse. ”The children can chop him tomorrow” grinede han uden at vise tænder, idet han mangler alle de forreste. Da Ønne også kom ud og så uglen var lykken gjort for Bukari - han var pave stolt over at kunne vise byttet frem til husets jæger.

 

 

Brandbilen

Nå, så har vi altså manglet vand for længe - ja pumperne på vandværket har faktisk ikke virket siden vi ankom til Tumu. I eftermiddags havde Line og Rasmus derfor bestilt en brandbil til at komme og fylde vores tank. Fem mand kom kørende ind i indkørslen i en kæmpe brandbil, efterfulgt af Line og Rasmus i Pickuppen. Det var mildest talt en glædelig overraskelse. Vi så alle til mens brandmændene arbejdede på højtryk. Vagtmand Issah var nok den mest begejstrede, og Puma nok den mest forundrede.

Ved vandreservoiret viste folkene særdeles stor velvilje til at hjælpe, da de dagen forinden havde set os i den kirke hvor de også kommer – hvor hellig kan man være?

I morgen skal vi nyde et velsignet brusebad!

 

Dagbog d. 5. til 19. august 2006

 

Gyldent håndtryk af selveste regionsministeren!

D. 7.-9. aug. var vi i Upper West regionens hovedstad Wa. Dels for at blive introduceret til byen, da vi ofte har arbejdsmæssige gøremål der, og dels for at deltage i regionskonferencen.

Af nævneværdige besøg i Wa er hospitalsbesøget. Når man ankommer til Wa-hospital er der afspærret med store jernlåger. Disse blev dog uden videre åbnet da vi kom i krøjseren. Efter at have set hospitalsdirektøren fik vi en guided rundvisning, der bl.a. inkluderede en tur omring fødestuen, hvor to kvinder lå midt i en fødsel. Vi blev naturligvis inviteret helt hen til sengen, for at kigge med – men her takkede vi altså nej. Privatliv er bare ikke noget man bruger i Ghana, og det er kun en selv der sætter grænserne.

Og så var der regionskonferencen, hvor alle distrikterne fremlægger tal og statistikker fra det første halvår. Dette foregik med oplæsning fra power point, og da denne løb løbsk og skiftede slide med 5 sekunders mellemrund, fulgte oplæseren bare med. Dvs. at hun stoppede helt ukritisk midt i en sætning når billedet skiftede og begyndte at læse op på den nye slide. Dette fortsatte uden nogen indvendinger, indtil Karsten greb ind efter 5 min. Der kan absolut ikke have været en eneste der forstod noget af det oplæg – men det skal man i hvert fald ikke have sagt.

Konferencens højdepunkt var da den ærværdige regionsminister kom forbi og lavede århundredets peptalk! Inden dette blev de forskellige partnere til regionen nævnt og bedt om at rejse sig. Egentlig er IMCC ikke at betragte som partnere til regionen, men i anledning af at vi var de eneste hvide tilstede blev vi nævnt. I princippet er det den særbehandling lidt træls, men på den anden side resulterede det i, at vi kom på nationalt TV – og hvad f… lidt stjernestøv har vi vel alle brug for nu og da! Da der langt om længe var pause havde vi den ære at trykke Hr. Regionsministeren i hånden!

 

Påklædningsproblemer: Ønne købte dagen inden vi skulle flyve til Ghana et par lette, nette, lyse sommerbukser (se ”billeder” hvor vi stolte står foran IMCC-krøjseren og er fine). De blev købt (i hast) så han havde noget fint at tage på i anledning af fx. en Regionskonference. Til hans store skræk opdagede han aftenen inden konferencen, at benene havde snit hen af spidsbuks eller ridebuks i højere grad end forventet. Dette gav naturligvis anledning til panik m.m., men Tine fik ham midlertidigt ned på jorden, da hun prøvede at overbevise ham om at de ikke var ”så spidse igen”… Efterfulgt af forslaget om at benytte cowboybukserne i stedet… Det var dråben: nu skulle de nette, lette bruges efter den lange tur helt herned! Ønne overvandt sig selv og tog til konferencen i spidsere snit end forventet.

 

Klar parat motorcykel-smart!

Pas på folkens! Vi bestod dælme! D. 10- 12 deltog vi i det obligatoriske IMCC-motorcykelkursus.

Kurset blev afholdt på Tumu stadion – et gudsforladt sted, der foruden motorcykel-bane, bruges som offentligt toilet (under en tur i det høje græs kørte Tine lige forbi en fyr, der sad og pressede!).

Nå men her skulle vi gennemgå noget teori om vedligehold, samt få føling med maskinen før vi skulle ud i trafikken.

Vores underviser var mekanikeren Muhammed (se ”billeder”: fyren der står på siden af motorcyklen). Han er en rigtig flink fyr på 30 år, der faktisk hellere vil starte sin egen dansetrup end være mekaniker – indtil videre har han lovet at optræde, når vi holder et gilde her i huset. Hvis han danser lige så godt som han kører motorcykel, er han dælme god!

Konceptet med kurset er egentlig rigtig godt, men når det kommer til selve prøven er det ret komisk. Man skal testes af en motorsagkyndig Nah Mohammed (altså en anden Mohammed), der er kørt en 3 timer lang tur for at nå frem til Tumu for at teste os to plus en anden pige. Man testes bl.a. i disciplinerne ”stående håndsudrækning”, siddende og stående slalom, kig til højre og venstre ved et fiktivt vejkryds, og endelig

flaskeopsamlingstesten: Den går i al sin enkelthed ud på at samle en tom colaflaske (placeret i en cirkel i sandet) op fra jorden mens man kører; samt vende rundt og placere den på jorden igen i selv samme cirkel (det er jo vigtigt i trafikken, hvis man pludselig bliver tørstig…).

Og lad os bare udløse spændingen: 90 point til T og hele 110 point (maximum…) til Ønne. Og det endda med diarre, feber og trælår (se STYRT)!

 

STYRT: Ønne pressede sig selv (og forbremsen) for hårdt, så det resulterede i en tur i sandet… Tine mener at landingen er lige til et 13 tal (det må prøvesagkyndig også have ment): Fladt og på maven, endende op lige for fødderne af den prøvesagkyndige! Ønne slap dog med skrækken og et markant trælår.

 

Kurset gav anledning til nogle fantastiske køreture på de knaldrøde jordveje, med skrigende grøn græsbeklædt savanne på begge sider. Når man sidder på en MC mærker man virkelig omgivelserne, og føler sig mere som en del af dem – modsat fornemmelsen når man kommer brasende i sin store firhjulstrækker; som i en anden osteklokke med aircon (kan man mon købe det?) På turene skulle vi bl.a. øve terrænkørsel, og dybt sands- og dybtvands kørsel – det var skide sjovt!!!

Vi fik dog også den rå kærlighed at føle da vi var på vej hjem efter en længere træningstur i yderst landlige omgivelser. Pludselig væltede vandet ned på bedste tropemaner! Det vil sige at lårfede stråler væltede ned, mens en kuling stod lige ind i siden på os. Så var det vi længtes efter osteklokken med aircon, og havde ikke den store trang til at mærke omgivelserne…

 

Tine og aben…

Tine var en eftermiddag ovre for at besøge Muhammed på hans værksted, der var overfyldt af oliebefængte lærlinge, samt en enkelt tøjret abe. Pludselig viste aben stor interesse for Tines (lange) hår på benene, så den begyndte at pille i dem som aber nu engang gør. Efter pilleriet valgte aben at trille om på ryggen, hvorved en lang, tynd, og ganske stiv rødderik pegede lige i luften! Alt sammen naturligvis til stor morskab for de 7 lærlinge og knapt så morsomt for Tine, der antog en ganske lilla lød i ansigtet.

Ønne håber at denne lærestreg medfører hyppigere benbarbering fra Tines side i fremtiden!

 

Junior/Senior

I Ghana er der et kulturelt forankret Junior/senior-system. I princippet kan et nok så godt argument fremlagt af en junior overtrumfes af en senior, blot i kraft af at han er senior. Mao. de ældste bestemmer!

Af den grund er vagtmændene her i huset naturligvis nødt til at vide hvem af IMCCerne, der er Senior – for at have det formelle på plads. Den titel tilfalder altid den mandlige IMCCer der har været her længst tid. Det er nu Rasmus efter at Karsten er taget hjem. Men det er dog lidt noget rod, for han er pt. kun 23, hvorfor han er vandt til at lystre kaldenavnet ”Junior”. Indtil vi har vænnet os til hans nye status må Rasmus altså betragtes som en ganske særlig blandingsart! En ”Junior/Senior”… Undskyld junior… øh senior… altså Rasmus!

 

Alene hjemme

Siden d. 15/8 har vi været i huset helt selv, for Rasmus og Line er taget på afskedstur med Karsten og Line, som derefter flyver hjem fra Quagadougo i Burkina Faso. Det har været nogle dejlige dage, og vi har lært rigtig meget, for der har ikke været nogen ”gamle” at spørge til råds.

PÅ ARBEJDET har vi knoklet som vilde, og det er bl.a. lykkedes os at afholde 2 pc-træninger, få udgivet newsletteret ”Yarafiela” (sissali og betyder ”helbred”) og få malet logo på den nye bil. Det lyder måske ikke af meget på en hel uge, men det er det faktisk, for halvdelen af tiden går med at snakke med folk der kommer forbi kontoret, og så er der altid en masse praktiske forhindringer, fx fravær af medarbejdere, defekt kopimaskine, manglende internet og aflyste aftaler.

Derudover har vi været på det første Monitorerings og Support besøg (kaldet M&S). Det drejer sig om at køre ud til en af de små sundhedsklinikker i landsbyerne, og se hvordan det står til med personalet, bygningerne, medicinlageret osv. Herefter er det så meningen at man tager hjem til Tumu, og drøfter deres problemer på sundhedsadministrationen, for herefter at afhjælpe problemerne. Dette er imidlertid ikke praksis, da der er mangel på både personale, penge og diesel.

I forbindelse med vores tur på landet, overværede vi en outreach, hvor sygeplejersken tager endnu længere ud på landet og vejer og vaccinerer børnene. Det var en rigtig stor oplevelse for os, men det var nok en lige så stor oplevelse for indbyggerne at vi kom og fotograferede dem! Børn og voksne stimlede sammen for at blive ”snapped”, og højdepunktet var da høvdingens mor på 116 år kom ud af sin lerhytte iført bare bryster (der bogstavelig talt nåede hende til navlen) for at blive fotograferet.

På dette besøg blev vi også bedt om at tilse en lille dreng, der var begyndt at blive lam i venstre arm. Faren faldt på knæ foran os og bukkede dybt i sandet. Han forventede nok at vi kom med både svar og løsninger på problemet – men hvad ved vi… Det var absolut ikke nogen rar fornemmelse og denne underdanighed kan godt være lidt svær at håndtere.

HJEMME I HUSET har vi overtaget Line og Karstens ende af huset. Det er vildt dejligt at indrette sig med sine egne ting, og selvom det var hyggeligt at have dem her, er det nu rart af have mere plads og privatliv igen.

I det hele taget er vi ved at falde rigtig godt til. Vi føler os hjemme i huset og vi kender efterhånden en del mennesker, der stopper op og snakker på markedet og kommer forbi huset for at sige hej eller invitere på middag – eller endnu bedre, på jagt.

Tine har med stor hjælp fra Bukari fået lavet en stor og fin indhegnet køkkenhave hvor hun har sået alskens danske grøntsager. Det er altså total landidyl. Så nu håber vi bare på godt vejr og på at hegnet kan holde Puma ude.

 

Vejr og insekter

Vi har haft temperaturer op til 35 grader og en luftfugtighed op til 88% - jo jo, geografilærerens fine vejrstation er skam blevet monteret.

Solen står i zenit over Nordghana netop nu. Det betyder at man i frokostpausen, hvor solen står lige over en, kan blive solbrændt af bare at gå de 500 meter hjem til huset (man går selvfølgelig heller ikke så hurtigt i den varme…)

Om vejret kan vi ellers fortælle at det er en kold tid (i hvert fald i forhold til varme- sæsonen i marts/april hvor temperaturen dagligt når de 45C, og ikke kommer under 35 om natten – vi glæder os!), og flere af kollegerne brokker sig også over kulden – men bevares, vi har da også haft nattemperaturer helt ned til 25 grader.

 

De første par uger i Tumu, gik snakken alle steder om vejret. Det er ifølge farmerne den dårligste regnsæson nogensinde, ”he will not come” lød det fra dem.

Men ham der ”regnen” har dog taget revanche siden. Vi har haft enorme regnskyl og tordenbyger, hvor det hele stod i et – og det er fedt.

Dagen efter er det dog knapt så sjovt, for så kommer insekterne i hobevis. Ja vi har faktisk ikke spist aftensmad udenfor endnu af netop den grund. Takket være insekterne m.m. kan vi hver aften nyde koncerten, som T. Hansen beskriver meget rammende:

”Ude i bushen begynder den natlige vestafriakanske dobbeltkoncert. Cikadernes skingrende diskant over frøenes skomagerbas.”

Thorkild Hansen, Slavernes kyst.

 

Tag en kop!

Flg. situation er blot en blandt mange af de umiddelbart ubetydelige, men dog tankevækkende, observationer, man ustandseligt gør sig, når man bevæger sig rundt hvor alt er fremmed. Vi har talt om, at disse observationer er vigtige at notere sig, for i disse gemmer der sig ofte en masse information om hvordan tingene hænger sammen i folks hoveder:

Line og Ønne var på posthuset for at poste et par pakker. De eneste frimærker der var på lager var af værdien 5000 cedis (3,5dkr), så det krævede at det meste af pakken blev tapetseret ind i frimærker. Derfor bad vi om at få lidt vand at fugte de mange frimærker med. Det viste sig at det ikke var manden ved skrankens job at hente vand, men derimod manden ved hans side, der nærmest sad og sov.

Langt om længe, blev et stort krus vand langet over disken. Dog mellemlandede kruset i hænderne på ham der ikke hentede det, og han var øjensynligt ganske tørstig – i hvert fald bællede han lige godt halvdelen, hvorefter det blev langet videre til Line, der var ved at dø af grin, og spurgte om han var sikker på at han ikke var mere tørstig. Ønne stod og i baggrunden og var helt tårevæddet af grin.

Her var der altså en adfærd der brød fuldstændig med vores dansk forankrede forventninger til en ”posthus-situation”. For man kan spørge sig selv: ”hvis han nu var tørstig hvorfor så egentlig ikke?” - der var jo stadig vand nok til at fugte frimærkerne. Men så kan man jo forestille sig den samme scene på et dansk posthus…

 

Flodhest i Tumu dam - Hippo hippo hurra!!!

Det var dog alligevel det vildeste! Det stikker den tidligere beskrevne numsedans med flere længder… Vi har set en stor, ægte, kæmpe, vild flodhest i dag. Den stod lige midt i ”Tumu dam” (Tumu dam ligger i udkanten af Tumu og kan sammenlignes med det lokale gadekær i en dansk landsby i MEGET stor målestok). Hvor heldige har vi lov at være. Vi talte med folk der har levet i Tumu de sidste 30-40 år, og de har aldrig oplevet en flodhest i Tumu før.

I dag (d.19/8) sad vi og skrev dagbog, men skulle lige en tur til skrædderen midt i det hele. Da vi kommer ud i Tumu ”city” møder vi høvdingens nevø Fussi, der ivrigt fortæller at der er en flodhest i dammen! Vi ændrer naturligvis planen, og lader skrædderen vente – vi okser af sted mod dammen på vores halvflade, og på alle måder for små cykler.

Nu er det sådan, at det kræver rigtig meget energi at bevæge sig rundt, for alle (det er virkelig ikke meget galt) synes at det er sjovt når folierne kommer. Det har vi efterhånden vænnet os til. Vi har lært at tage det hele lidt fra oven, og griner lidt af al den opmærksomhed. Det er grundlæggende også meget positivt, for folk er hverken grove eller ubehagelige – tværtimod er de så hjælpsomme at det er umuligt at beskrive. Så til trods for at det i situationen kan virke overvældende, så kan man ikke undgå at blive glad bagefter ;-)

Imidlertid var der i dag pisket en ekstra høj flodheste-stemning op nede på kanten af dammen, hvor flere hundrede havde samlet sig for at se dyret. Denne stemning eskalerede om muligt til et højere stadie da folierne (os to) kom! Rigtig mange ville gerne hjælpe os hen på den bedste udsigtspost. Da Ønne så hev kameraet frem for at få dyret i kassen, ville alle naturligvis se om det store dyr virkelig kunne være inden i den lille kasse – det kunne det sørme! (kommer naturligvis i næste omgang ”billeder”). På vej tilbage på cyklen spurgte en ældre mand om han måtte se billedet. Ønne stoppede naturligvis troligt op, hvorefter folk væltede til fra alle sider. I løbet af 0,0 var der en kødrand på 2 meter hele vejen rundt om cyklen – alle ville se skærmen på 2x3 cm! Dette scenario gentog sig 3 gange før vi ”slap væk” helt overvældede på alle måder!!!

Man skal huske, at det er mennesker, der hverken har radio, elektrisk lys eller anden form for bekvemmelighed og underholdning i det daglige, så der er ikke noget at sige til at det er en stor begivenhed, når der pludselig dukker en flodhest op af dammen efterfulgt af folier med kamera på bredden – og så på en lørdag!

 

Vi fejrer hippoen med noget så afrikansk som burgere, og er enige om at dagens held betyder, at vi får et kanon ophold! (Ja hernede kan man altså ikke undgå at blive lidt overtroisk…)

 

d. 12/7-06

Bureaukratiet længe leve

Det ghanesiske system er en kompliceret sag! Det gælder hvad enten man skal have bilen synet, eller købe 12 gafler og 10 kaffekopper i Melcom (Ghanesisk IMERCO+IKEA+SKOMAGER etc…). Lad os starte i Melcom

Tusindvis af mennesker der skubber og 20 forskellige skranker og kasser, danner rammen om dette indkøbscenter. Proceduren for at købe 12 gafler er som følger.

1) gå hen til bestik-skranken og bed om 12 gafler.

2) bestik-damen skriver varenummeret på en lap

3) gå hen til nærmeste kassedame, vis sedlen og betal

4) gå tilbage til bestikdamen og få dine 12 gafler

5) gå til kassen ved udgangen, og fremvis dine varer og kvitteringer.

6) få pakket dine varer.

7) Ved udgangen, fremvis dine varer til vagten og få din kvittering stemplet

… og så ud på gaden til gadesælgerne og prøv at mas dig igennem.

Puha for en prøvelse. Tine var da også lige ved at miste tålmodigheden, men så er det at vi minder hinanden om at, det lige netop er dette der er charmen ved at være i et uland.

 

Så syningshistorien. Til den historie hører det, at vi havde haft vores store fede Land-Krøjser på autoriseret Toyotaværksted, hvor den i to dage havde været under kyndigt eftersyn af mekaniker ”Francis”. Her havde især lygterne været under kærlig behandling. Derfor undrede det os da også, da det første der skete ved bilsynet, var at den dumpede lystesten!!! Den manglede (og hold nu fast) reflekser specielt beregnet til at fange langt lys!

Bagefter skulle 117 papirer underskrives og det foregik i et lille hus med 20 skranker – én til hver pave! Lige så flinke ghaneserne er i civil når man omgås dem på gaden, ligeså magtsyge og kropumulige er de, når de får en kasket og en skranke! F.eks.: ”You go get the right paper”, og der med slut. Ikke noget med at oplyse om hvilket papir, eller ved hvilken af de andre skranker det skal afhentes… Det lykkedes dog til sidst at få alt i orden – men efter laaaaaaaang tid!!!!!!!!

Efter en hel eftermiddag i dette lille lavtloftede betonhul af et hus, fyldt med råben og skrigen, trillede vi igen ud i Accras gader, der er fyldt med gamle kasserede firmavogne (vi er bl.a. kørt forbi Løvenkærs VVS fra Vejle). Når man ser bilparken i Ghana kan man kun have et smil og et træk på skulderen til overs for at de valgte at dumpe os i lystesten. På turen tilbage til hotellet talte vi om, at vi nok bare skulle pille lygterne af til næste syn – så skulle den efter omgivelserne at dømme gå rent igennem!

 

d. 13/7-06

I byen i Accra

I dag var vi på DANIDAS Health Sector Support Office (HSSO), hvor vi skulle mødes med chefen Bjarne, og hans ghanesiske sekretær Helen – en meget farverig dame, der havde meget at fortælle om DANISAs historie i Ghana. Bjarne inviterede os alle fire på en gibbernakker hjemme i hans og konens kæmpehus, samt på lækker indisk restaurant. Derefter kørte vi alle 6 på spillestedet By Well, hvor et 15-20 mands (vi fandt aldrig helt ud af hvor mange de var, men scenen var helt fyldt op, og alle kunne spille på alle instrumenter) fyrede det fedeste ”West-african highlife” af. Det var en rigtig hyggelig aften, med rigtig fed musik – de kan bare spille hernede! At vi begge nåede at bidrage på claves, gjorde det selvfølgelig ikke ringere…

D 14/7-06

Tømmermænd, arresteret af politiet, bilen gik ned og 3 timers bil-kø…

Uforglemmelig møgdag – mere er der vist ikke at skrive.

 

d.15/7-06

Tromme-køb (N.b. læseren bedes bemærke, at dette indlæg kan forekomme en smule nørdet visse steder)

Så kunne Ønne ikke vente længere… og han er glad. Købte i dag en såkaldt ”Djembe” – en trommetype der er kendt i store dele af Vestafrika – kaldet ”the healing drum!” Købt på cultural market i ACCRA af selveste trommebyggeren - en tyve årig knægt, der havde indrettet sin butik i en metalcontainer!!! Et hyggeligt sted, men ikke sundt for ørerne da djemben (30 cm i diameter og lavet af hardwood med koskind på toppen) skulle afprøves, i en samspilsseance med trommebyggeren og fire af hans venner!!! Der blev pruttet om prisen så godt Ønne kunne, og den endte på 380.000cedis (ca. 250kr). Dyrt eller ej? det er tit svært at vurdere hernede, og så må man jo spørge sig selv (eller sin kone) hvad man vil give, og vi synes det var yderst rimeligt for en kvali-tromme der skal spilles på de næste mange år... Vi er begge enige om at selve købet var en stor, samlet oplevelse, præget af fede trommetoner, udsigt til legende børn på grusbane, Atlanten; samt hylen for ørerne resten af dagen!

 

d.19/7-06

ANAMABO – COCONUT PARADIS!!

Vildeste strand nogensinde!!!

Efter ti dage i Accra var det godt at komme ud i stilhed og frisk luft!

Den dag vi ankom, var der os 4 og 6 andre gæster på resortet – kaldet Anamabo. Vi ankom sidst på eftermiddagen, og gik ellers direkte i restauranten, og mæskede os i friskfanget fisk og øl. Om restauranten skal det siges, at den ligger ca. 10 meter fra vandkanten (dvs. lige i palmerækken), maden er fortræffelig og betjeningen er i top. Det eneste minus er larmen fra bølgerne der slår ind ;-)

Således tilbragte vi 3 dage her med surfing, læsning, whist og hygge – ikke dårligt. Juli er high-wave season, hvilket betyder at vi kunne få meget høj fart på, når vi fangede en god bølge på det rigtige tidspunkt. Vi tilbragte mange timer på den måde, og det kostede da også lidt skrammer på knæ, albuer, mave og lår. Men så var det jo bare op i restauranten og sunde sig med kold hvidvin og frisk hummer fanget i Guinea Bugtens salte vand. Hummeren kostede små 60kr… ikke meget. Og slet ikke når man

fra restauranten ser hvordan fiskeriet foregår:

9 mand i en traditionel West-afrikansk fiskerbåd ror ud gennem brændingen. Her hopper en mand overbord med den ene ende af nettet, og svømmer ind mod land gennem de bølger der markerer at Atlanterhavet støder mod land. Den svømmende fisker pejler efter en flok fiskere der står på stranden, klar til at hive nettet i land.

Vi talte med en dreng, der arbejdede som livredder, og han fortalte at mændene på den beskrevne båd havde fået en samlet fangst til en værdi af 200.000 cedis (140kr). Af dette beløb skulle bådejeren have halvdelen, og de resterende 70 kr skulle deles mellem de 9 i båden og de 10 på stranden… (hvad gir 70 divideret med 19…?) Så taler de om at det er hårdt at være fisker i Danmark – Drengen viste os også sin fars fiskerbåd og fortalte lidt om den. For hele herligheden gav vi ham 20.000 cedis (14kr).

 

 

 

23/7-06

Intet vand og dårlig mave… men hvad der er numsedans i min have!

Siden vi ankom har Ønne ikke fejlet noget overhovedet (kendt for sit gode helbred og den høje smertetærskel), men så kom vi til Tumu… Da krøjseren d. 21. efter 12 timers kørsel, rullede ind i indkørslen til huset var der sat olielamper ud og velkomst-komiteen bestående af Karsten, Line (de to vi skal afløse) og vores ene vagtmand Seidu stod ved lågen og tog imod os – Dejlig velkomst, suppleret af lækker mad som Line og Karsten havde kokkereret.

Den følgende nat svedte Ønne mere end nogensinde før (og det er meget), og da han vågnede var der dømt diare. Vi har ladet os fortælle, at det ofte sker, når man rejser de 1000 km fra syd til nord gennem Ghana. Rart at vide, men samtidig så uendeligt ligegyldigt, når tilfældet vil, at der heller ikke er vand i hanerne i huset – vand er jo uundværlig, når en brand skal slukkes ;-)

Følelsen af at Tumu var jordens …… var svær at fortrænge! Nu havde man ventet i 15 måneder på at blive klar til udsendelse, og var endelig fremme, og så tør man ikke bevæge sig mere end ti meter fra kummen.

Der skulle gå 36 timer før vi så Tumu i dagslys, og vi synes begge godt om byen, der af lyde byder på hanegal, grisehyl, bøn fra moskeen på den ene side af huset, og Pastor Simon der kommer i kontakt med helligånden (3 gange om ugen) i den kristne kirke på den anden side af huset – samt gekkoer og cikader i kor!

Da vi så endelig kom ud i Tumu, var vi så heldige at støde ind i en traditionel dame- dans. Den kaldes numsedans, og foregik under det store træ nede ved tro-tro (bus) stationen. Her sang kvinderne – iklædt ens dragter - i kor, mens 5 mænd spillede trommer til. Det var en fed oplevelse at se den slags uden det er sat op til ære for nogle turister. De dansede, fordi der havde været bryllup dagen før, og så hører det sig til at holde ”afterdance”! Fed dans og endnu federe trommer!!! Der sad vi og smilede til hinanden i støvskyen fra deres dans og havde en meget stærk følelse af at være i det tørre, glade Vestafrika som det beskrives i rejsebøgerne – den er god nok! Vi mærkede også Rasmus og Lines begejstring over vores begejstring, og så sad vi alle fire der og smilede, mens børnene stirrede på os folier (”white man”).

Tumu gik m.a.o. fra 03 til 13 inden for 36 timer!

 

 

24/7-06

Første dag på kontoret og Welcome-sitting med vores vagtmænd og vaskekone

I dag har været præget af to store oplevelser. Vi havde den første dag på kontoret på DHMT (står for District Health Management Team), der er den sundheds-administration vi er udsendt til at hjælpe. Her blev vi introduceret til de mange forskellige mennesker der arbejder der. Meget passende var der ”mandagsmøde”, hvor vi havde lejlighed til at præsentere os selv, men vi sprang pænt over, da de viste os den ære, at en af os måtte sige mødets åbningsbøn. ”Maybe next time…”. Vi fik en meget positiv velkomst!

 

Efter en lang dag med rigtig mange nye informationer, ansigter og navne i et virvar, var vi naturligvis friske på en welcome-sitting med vores personale hjemme i huset. Et arrangement der holdes i anledning af os som nye i huset. Således kan alle kan få hilst på hinanden, og samtidig virker det som lidt personalepleje. Der blev dækket op i haven og vi gik i gang, da den sidste kom dumpende kl. 20.00 (de var inviteret til kl.18). Efter maden (hvor vi fandt ud af at den skål med kylling der én gang er placeret i den ene ende af bordet ikke uden videre kan flyttes til den anden) holdt husets ældste vagt ”Ballon” en tale for vores hus, der har betydet så meget for ham. Ønne synes det var så sødt af ham at tale, mens Tine havde gennemskuet at han var plakat fuld. Ønne holder stadig på at det uanset hvad var en tåreperser af en tale han holdt!

Ønne skulle senere præsentere sig selv og sin wife Tine i en lille tale-agtig seance. Her kunne det måske have hjulpet lidt med en lille pind i øret. Stortale eller ej, så var det en dejlig aften, der endte med at Ønne fik talt en del jagt med vagtmanden Bukary!

 

d.25/7-06

En helt ny position

Så har vi altså med et trylleslag fået stillet et hus, to biler, to motorcykler. Samtidig er vi blevet arbejdsgivere for tre vagter (Bukary, Seidu, Isaar) plus en søndagsvagt (Sammy), og en vaskdame Yar. Det er klart at den rolle kræver tilvænning, men det er godt nok lærerigt at stå med det ansvar. Vi skal nok vænne os til det; både Sir Tine og Mr. Anders, som vagten Isaar kalder os.

Tine er blevet ”ansatte ansvarlig” sammen med Rasmus. I dag har de lavet nye kontrakter til de ansatte. De fornyes hvert halvår. Bukary, der tjener mest, får nu 22000cedis (ca.16kr) for en 8 timers vagt, hvor Isaar, der får mindst, får 19000cedis. Det er så små beløb, at man kan synes det er helt hen i skoven, men at arbejde i IMCC- huset er et af de mest eftertragtede jobs i Tumu, hvilket siger en del om den ekstreme fattigdom i det nordlige Ghana.

Derfor er det en anden stor udfordring for os, at lære at opretholde et respektfuldt, og ærligt samvær med nogle økonomisk meget fattige mennesker. Det betyder bl.a. at kunne give i så passende mængder, at det gode forhold ikke ødelægges. Hvordan har man det med at give sine ansatte madrester med hjem? Når vi ved, at de alligevel vælger at tage resterne op af skralderen, hvis vi smider dem ud, så må man lægge sine forfængelige ideer til side om, at det er nedladende at give andre mennesker sine madrester. Det noget der giver stof til eftertanke!

Man må som meget rig blandt meget fattige være klar over hvor ens grænser går, og hvilke principper man har, så følelser ikke løber helt af med en i mødet med de små beskidte børn i sandet…

 

Rundvisning i TUMU

Gamle Ballon viste os rundt i Tumu i dag. Han mener han kender ¾ af alle i Tumu, da han har boet der alle sine dage… (så vidt vi er orienteret så bor der 11.000 mennesker i Tumu). På turen så vi den compound som Ballon bor i – dvs. en samling af lerhytter hvor hele familien og alle deres dyr bor. Det var en kæmpe oplevelse. Han viste stolt sit nye toilet som kommunen havde sponsoreret sten og cement til, under forudsætning af at han selv gravet et hul på 8 fod…

I compounden bor hele familien fra helt ung til helt gammel.

 

d.26/7-06

At knipse med to hænder

Ved at give hånd til så mange de sidste mange dage er vi ved at lære det ordentligt: Når man gir hånd til folk, skal det sige en ganske bestemt knipselyd, når hænderne glider fra hinanden – vildt sejt! Vi har talt om, hvorfor mon ghaneserne er så gode til det, og kom så til at tale om at det altid er nemmere at knipse med fedtede fingre… det er sikkert ikke derfor ;-)